Chefredaktør forlader hæderkronet magasin efter at have bragt kronik af overgrebsanklaget

Kendt redaktør forlader USA’s mest prestigiøse litterære magasin efter at have trykt og forsvaret MeToo-kritisk essay

Det er den tidligere canadiske radiovært Jian Ghomeshi, som har skrevet det kontroversielle essay, hvori han betegner sig selv som et offer for ”masseudskamning”. Flere end 20 kvinder er stået frem og har beskyldt den tidligere radiovært for at have forulempet dem fysisk og seksuelt.
Det er den tidligere canadiske radiovært Jian Ghomeshi, som har skrevet det kontroversielle essay, hvori han betegner sig selv som et offer for ”masseudskamning”. Flere end 20 kvinder er stået frem og har beskyldt den tidligere radiovært for at have forulempet dem fysisk og seksuelt. . Foto: Mihai Surdu.

MeToo-bevægelsens opgør med samfundets accept af seksuelle krænkelser har nu også fået konsekvenser for USA’s mest prestigiøse litterære tidsskrift, The New York Review of Books.

Magasinets chefredaktør, den hollandskfødte forfatter Ian Buruma, trådte i onsdags tilbage, efter at hans beslutning om at trykke og senere forsvare et personligt essay skrevet af en mand, der er anklaget for at krænke adskillige kvinder seksuelt, udløste voldsom kritik på de sociale medier.

Det stærkt omstridte essay, der blev udgivet online i sidste uge, er skrevet af den canadiske tidligere radiovært, Jian Ghomeshi. Flere end 20 kvinder er stået frem for at beskylde Ghomeshi for at have forulempet dem fysisk og seksuelt, og han blev i 2016 tiltalt for syv tilfælde af seksuelle overgreb og et tilfælde af kvælningsforsøg. Han endte med at blive frikendt for nogle af anklagepunkterne, mens andre blev frafaldt.

Retssagen fandt sted, inden at #MeToo-bevægelsen brød ud i lys lue, men den gav stødet til en bred debat om seksuelle krænkelser og betydningen af samtykke. I essayet i The New York Review of Books betegner Jian Ghomeshi sig som et offer for ”masseudskamning”, omend han angrer sin behandling af kvinder og erkender sig skyldig i ”følelsesmæssig tankeløshed”.

Efter udgivelsen af essayet satte et voksende kor af kritikere – heriblandt mange kvinder – spørgsmålstegn ved, om mænd, der anklages for at være seksuelle krænkere, fortjener at få en talerstol i respekterede medier til at forsøge at genrejse sig selv. Ian Buruma hældte yderligere benzin på bålet, da han i et interview med nyhedsmediet Slate i sidste uge roste #MeToo-bevægelsen, men erklærede, at ”der, ligesom med alle velmente og gode ting, kan være uønskværdige konsekvenser”.

”Vil du vide, hvordan mandlige krænkere får deres comebacks? Ved at få mandschauvinistiske mandlige redaktører til at få ondt af dem!”, skrev eksempelvis feministen og skribenten Jessica Valenti på Twitter.

Ian Buruma var blot den tredje chefredaktør for The New York Review of Books siden tidsskriftets stiftelse i 1963, og han nåede kun at bestride jobbet i godt et år.