Prøv avisen
Teater

MeToo-teater til tiden

3 stjerner
Ud af en skov af mikrofonstativer kommer Jens Albinus og de andre skuespillere i åbningsscenen i ”Revolt. She said. Revolt Again”. – Foto: Bjarne Stæhr

Den unge engelske dramatiker Alice Birchs krasbørstige successtykke ”Revolt. She Said. Revolt Again” kan nu opleves i en flot fordansket og feministisk fortærsket version på Husets Teater

Kravlende kommer de ud af en skov af mikrofonstativer, som med deres ledningearme slangeagtigt omslutter de krybende kroppe og gør vejen frem i lyset ufremkommelig. Allerede i åbningsscenen slås tonen altså an.

Det er talens umulighed, når sproget synes mættet med magthierarkier og undertrykkende strukturer, der er forestillingens højaktuelle tema i disse MeToo-tider.

Et tema, der forløses fra forskellige vinkler igennem en serie af små absurde og dog genkendelige episoder. Når Jens Albinus dada-agtigt indleder med en kaskade af afbrudte øh’er. Fordi selve sproget er under anklage og nødvendigvis må nedbrydes til en strøm af betydningsløse ikke-ord for at undgå forne tiders fejl. Eller når Marina Bouras i sælsomt samspil med samme Albinus træder ind i det allermest intime samtalerum mellem to elskende og vender op og ned på magtforholdet. Gør kvinden til den aktive, manden til passivt modtagende part.

Scenen afslører imidlertid et interessant aspekt ud over det forudsigelige feministiske. Nemlig den udmarvende umulighed, der opstår kønnene imellem, når sproget – også det mest umiddelbare, mest dyrisk erotiske – bliver genstand for kønskrig og invaliderende korrekthed. Når det bliver pinefuldt bevidst om sig selv. På den måde virker visse af forestillingens scener mere nuancerede, mindre betonfeministisk belærende, end der ellers lægges op til i pressematerialet med påstanden: ”’Revolt. She Said. Revolt Again’ er et teatralsk angreb på det sprog, der i århundreder har forstærket undertrykkelse af kvinder.”

Tydeligt er det dog, at det er ment som mere end bare teater. Det er en art aktivisme, som tillige understreges af det forhold, at teksten er forfattet i tæt dialog med Valerie Solanas’ radikale kampskrift SCUM (Society for Cutting Up Men) fra 1967. Og stykket træder altså hermed ind i en efterhånden aldrende teatertradition, hvor kunsten agerer ambolt i nedbrydelsen af den eksisterende orden.

Paradoksalt set er der dog noget sært bedaget og kontrarevolutionært over Birchs feministiske amokløb mod sproget.

Flere af scenerne har således reminiscenser af 1990’ernes eksperimenterende britiske ”in-yer-face”-bølge, hvor det netop handlede om at introducere en chokerende voldsomhed på scenen. Figurerne slår sig selv, klipper tungen af, afklæder sig, kaster vand. Sideløbende er stemmen stedse i fokus. Haltende dialoger, smertefulde bekendelser, krampagtige, afmægtige misforståelser, som peger på, at det feministiske opråb endnu intet sprog har. At det stadig mestendels består i en uartikuleret affærdigelse af det bestående, men kun famlende er ved at formulere sine selvstændige sætninger.

Og det er langtfra nogen ny erkendelse. Vreden. Opgøret med moderskabet. Ægteskabet. Det fængselslignende forhold mellem mand og kvinde. Mellem mand og kvinde i en professionel relation. Alt sammen 1970’er-feministisk arvegods.

For alvor paradoksalt bliver det dog i lyset af tekstens indledende bonmot: ”Vigtigst af alt, så bør dette stykke ikke være velopdragent.” Paradoksalt, da der næppe findes noget mere velanset i disse MeToo-tider end netop påpegelsen af kvindeundertrykkelse og de allestedsnærværende oversete magtstrukturer.

Trods det postulerede radikale i stykkets opløsningsæstetik reddes meget af den velskrevne og til tider endda poetiske tekst, fint fordansket af Pernille Kragh, og dennes drømmende samspil med Hannah Schneiders sfæriske, ambiente lydunivers, der tilfører en smertemættet poesi, som klæder det skingre skrigestykke.

”Revolt. She Said. Revolt Again” er veludført, velspillet og velskrevet teater til tiden. Man kunne nu alligevel ønske sig, at scenekunsten – især den avantgarde af slagsen – ville gå foran denne og bidrage med det revolutionerende og ikke allerede til hudløshed hørte.

Oprør. Sagde hun.