Fremmedgjort, næsten fortabt, kan falsetsangeren Jonas Bjerre se ud foran sit publikum. Selv nu, 25 år efter debutalbummet i 1997, ved den introverte Mew-frontmand stadig ikke, hvor han skal gøre af sig selv, når han ikke synger sine saligt bedøvede og tæt på udenjordiske strofer. Så han kigger ned i gulvet, når bandets sirligt konstruerede sange slår over i instrumentale passager, ned på de røde gummisko.
Hvert øjeblik venter man, at han slår hælene sammen tre gange og forsvinder. Vupti, i en tåge: ud af det drømmeland, Mew introducerede i dansk rock for knap tre årtier siden. Og man ville ikke blive overrasket, for lige siden begyndelsen har Mew føltes som noget flygtigt. Der har altid været noget porøst over deres fusion af storladen teaterrock med pludselige pulsskift og så det indadvendte vemod, som er musikkens grundstemning.
Men de står her endnu. På deres nuværende turné har de tilmed selskab af en anden uventet overlever, Danmarks Underholdningsorkester, der trods fyringen fra DR i 2014 har vist sig umanerligt svær at komme til livs. Orkester er dog så meget sagt. De tre instrumentgrupper bag rockkvintetten i Musikhuset Aarhus lørdag eftermiddag – violiner til venstre, flere strygere i midten, blæsere til højre bag et afskærmet trommesæt – tæller blot 24 musikere i alt.
Her erfarer man, at projektet er et andet, end da Mew for fem år siden spillede to koncerter med Copenhagen Phil under rubrikken ”60 Minutes of Mew”. Dengang var besætningen dobbelt så stor og indbefattede harpe, pauker og alskens slagtøj. Rockbandet var eftertrykkeligt på udebesøg. Anderledes er det i år, og godt det samme, for 2017-udgaven savnede bund og elementær fremdrift. Denne gang folder musikken sig ud på rockbandets præmisser.
Man må så leve med, at den udvidede plads til elektrisk guitar og bas betyder en kraftig forstærkning af de akustiske instrumenter, som frarøver strygerne deres klangrige skønhed. Til gengæld klarer træ- og messingblæserne elektrificeringen fint og giver Mews tålmodige crescendi ekstra farvedybde. At skrive diskrete glimt af træ og messing ind i omskiftelige numre som ”Satellites” giver dem en organisk dimension, et åndedræt midt i de hæsblæsende synkoperinger.
Det gør meget for denne omgang af Mews flirt med klassisk musik, at sætlisten har fået mere tempo, og at bandets medlemmer dominerer lydbilledet. Orkestret er kun diskret til stede med elegante accentueringer i dobbeltnummeret ”Special”/”The Zookeeper’s Boy”, men passer særlig godt til disse mere teatralske af Mews kompositioner, som gennemlever flere temperamenter i løbet af få minutter.
Svagest står konceptet, når de akustiske instrumenter er i front. Arrangementerne er forsigtige – ofte består de af banale vippefigurer – og deres konservative udformning står ikke mål med Mews dristige rockarkitektur. Bandet lød virkelig som en komet fra et andet sted i slutningen af 1990’erne, her var løfter om et alternativ til det tiltagende nostalgiske rockmiljø. Det afspejles ikke i de klæge sløjfer, arrangementerne binder om musikken.
Det er en indvending, som kan rettes mod hele fænomenet med at parre symfoniorkestre og populære bands. Fra at være en ildeset udvanding af den symfoniske raison d’être for ti år siden er det i dag en accepteret del af et moderne orkesters musiktilbud. Og fair nok. Men jeg har stadig til gode at se et helt vellykket match, hvor de to enheder for alvor udfordrer hinanden musikalsk.
Lykkeligvis trækker arrangementerne denne gang ikke læsset, som de gjorde det i 2017. Inden koncerten er omme, har vi været forbi en majestætisk udgave af ”156” med skarpt eksekverede strygermarkeringer og med Jonas Bjerre iklædt sin cyanfarvede elguitar for en kort stund. Og efter det faste afslutningsnummer, ritualistisk cirklende ”Comforting Sounds”, nu med herligt skæbnetunge valdhorn, står det klart, at Mew stadig lyder som en portal til noget ukendt, man gerne vil suges ind i.
Mew & Danmarks Underholdningsorkester. Dirigeret af Andreas Vetö. Musikhuset Aarhus. Turnerer i hele landet til og med den 23. februar.