Michael Falch: Jeg er et meget bange menneske

Michael Falch er aktuel med ”Pludselig Alting Samtidig”, der ikke mindst handler om frygt

"Vogt dig for manden med leen, ja for manden, der aldrig ler,” synger Michael Falch på sit nye album ”Pludselig Alting Samtidig”. –
"Vogt dig for manden med leen, ja for manden, der aldrig ler,” synger Michael Falch på sit nye album ”Pludselig Alting Samtidig”. – . Foto: Leif Tuxen.

Hvad er lykke?

At glemme mig selv.

Hvad er en god gerning?

At gøre noget for andre, uden at nogen får det at vide.

Hvad sårer dig mest?

På det personlige plan: når nogen ser på mig med gamle fordomme. På et større plan: når nogen tror, de alene har sandheden.

Hvad er den største synd?

At svigte sine dybeste idealer og dermed sig selv.

Hvad kan du ikke undvære?

En sang af Neil Young, en fodboldbane, Pontoppidans romaner, Kierkegaards søgen, mit morgenritual, min guitar, min daglige hellefisk til frokost (og mine nære kære!).

Hvad er meningen med livet?

At blive den klarest mulige udgave af den sjæl, jeg er skabt som – og blive det i en større helhed.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At skrive sange og spille fodbold.

Hvordan vil du gerne huskes?

Som én, der ikke rustede op, og som ikke bare var showbiz.

Hvad er du bange for?

Mit nye album handler i høj grad om frygt. Det har jeg altid sunget meget om. Jeg ville gerne virke frygtløs, men jeg tror, at jeg er et meget bange menneske. Jeg tror, at mennesket er et meget bange dyr. Især de hærdebredeste rockere og andre voldelige fundamentalister.

Hvad tror du på?

Jeg tror på, at der i fortællingerne om Jesus ligger en uafrystelig tolkning af, hvad ordet Gud kan betyde for os hver især.

De viseste ord?

Kierkegaards: ”Det dæmoniske er det indestængte”.

Hvad fortryder du mest?

”Je ne regrette rien” og ”I did it my way”, ville jeg nok gerne have svaret engang. Men jeg har ikke tillid til mennesker, der intet fortryder. Jeg fortryder selv en del, men jeg forsøger at gøre det godt igen og ellers at lære at leve med det som smerte.

Hvad er den største dyd?

Empati.

Hvilken genstand er din største skat?

Min akustiske Martin-guitar fra 1960 og førsteudgaven af ”Lykke-Per”.

Hvordan vil du gerne dø?

Jeg vil helst ikke dø.

Hvad er din største bedrift?

At stoppe med at ryge og at holde op med at tro, at jeg selv styrer showet.

Hvad overvejer du for tiden?

Mit nye album fylder rigtig meget lige nu. Jeg funderer meget over grundtanken bag titlen, ”Pludselig Alting Samtidig” – det med altings mulige samtidighed i en særlig dimension.

Hvem beundrer du?

Hugo, mit yngste barnebarn på syv måneder. Jeg har aldrig set et menneske udtrykke så stærk en livsgejst.

Hvad vil du gerne være bedre til?

At tænke i helhed.