Michael Falch efter et år med pandemien: Vi ender i ensom ulykke, hvis vi selv vil være Gud

”Jeg har brug for at forny min fornemmelse af, at verden er et fortryllet sted”, siger Michael Falch efter et år med pandemien. I dag udsender han den Pontoppidan-inspirerede erindringsroman ”Over stregen”

”Det er måske den vigtigste lektie, coronakrisen kan lære os. Den blev et tydeligt tegn på, at mennesket alligevel ikke var Gud selv,” siger musiker, skuepiller og og forfatter, Michael Falch.
”Det er måske den vigtigste lektie, coronakrisen kan lære os. Den blev et tydeligt tegn på, at mennesket alligevel ikke var Gud selv,” siger musiker, skuepiller og og forfatter, Michael Falch. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Michael Falch lider med egne ord af ”Lykke-Per-paranoia”. For siden han som en stor dreng læste Henrik Pontoppidans store roman ”Lykke-Per”, har han frygtet at ende som titelpersonen, der i romanklassikeren kun finder små glimt af den lunefulde lykke, inden han ender sine dage langt væk fra lands ret og lov i ensomhed i Thy.

Selv er Michael Falch foreløbig landet på Langeland, hvor han efter nogle tumultariske år med et forlist kærlighedsforhold i Korsør og en corona-afbrudt genforening af Malurt er flyttet ind i sit fritidshus på Paradisvejen uden for Humble.

”Paradisvejen findes altså ikke kun i Ingemanns julesalme ’Julen har bragt velsignet bud’, men også her i Ingenmandsland i mit sommerhuskvarter, hvor der engang lå en æbleplantage, så jeg kan jo håbe, at der en dag dukker en kvinde op og byder mig et æble, men indtil videre ligner mit liv Lykke-Pers ensomme endestation til forveksling,” siger den gamle rockpoet med en gnæggende latter.

Han tilføjer mere alvorligt, at han også har skrevet sin Lykke-Per-paranoia ind som et slags omkvæd i sin egen nye erindringsroman ”Over stregen”, der udkommer i dag og bærer den selvironiske undertitel ”Umodne manddomserindringer”.

Bogen, der er skrevet som hans egen personlige Lykke-Per-fortælling i coronaens tid, kan også læses som en selvstændig fortsættelse af ungdomserindringerne ”Til grænsen”, som udspillede sig mest i Tønder, da han læste Henrik Pontoppidans ”Lykke-Per” første gang.

Dengang var han lige flyttet med sine forældre fra Taastrup til Tønder, hvor han kom til at gå på Tønder Statsskole i samme realklasse som Kristeligt Dagblads nuværende anmelder Nils Gunder Hansen, som i dag selv er blevet leder af Pontoppidan Centeret ved Syddansk Universitet.

”Jeg kom ind i klassen som en hippieknøs fra Taastrup. Jeg var ganske vist en læsehest, men jeg læste mest knaldromaner og drengebøger dengang. Og jeg ved, at Nils Gunder Hansen i sin selvbiografi har beskrevet en scene, hvor vi en dag fik en novelle for af Martin A. Hansen. Da vi blev bedt om at sige, hvad vi mente om den, rakte jeg hånden op og sagde københavnerfrækt: ’Det ...det værste lort, jeg nogensinde har læst’. Jeg kunne godt se, at vores lærer Hr. Kasseberg, som senere blev min beskytter og mentor, så på mig, som om der var noget, jeg ikke havde forstået. Der var simpelthen en verden, jeg ikke kendte til, så jeg gik hjem og så mine forældres bogreol igennem. Dér stod ’Lykke-Per’ af Henrik Pontoppidan. Og den roman er blevet min skæbne,” siger Michael Falch, der i dag betragter det som et mirakel, at forældrene overhovedet havde Pontoppidans hovedværk stående på reolen.

”Mine forældre var ikke litterære mennesker, men det viste sig, at min far havde gået på aftenskole for at tage et handelskursus, hvor de skulle læse ’Lykke-Per’. Og jeg blev selv fuldkommen grebet af den, selvom jeg kun var 14 år. Jeg tror, at jeg dengang læste den som en eventyrroman om en dreng, der var i kamp med sit barndomshjem, hvad jeg også selv var. Mit eget barndomshjem var ret dysfunktionelt på forskellige måder. Og jeg drømte om det store eventyr og et livsprojekt som Lykke-Per, der rejser fra Jylland til København for at ændre verden og søge sin egen lykke. Men hans lykkeprojekt lykkes jo bare ikke. Han bliver en antihelt og en fiasko.”

”Jeg har stadig dagbogsnotater fra første gang, jeg læste den. Og jeg var rystet over den roman, især over slutningen, hvor Per ender ensom i en udørk, hvor ingen forstår ham. Det blev jeg faktisk så rystet over at læse, at jeg allerede samme år læste bogen igen, og der var der allerede vågnet noget andet i mig, så nu læste jeg den pludselig som en kærlighedsroman med stærke erotiske fortællinger om sanselige kvinder som Nanni og Fru Engelhardt med sine erotiske kødmasser,” ler han.

Da Michael Falch senere kom på universitetet for at læse dansk i 1970’erne i den kapitallogiske periode, kunne han pludselig ikke se andet end klasseforhold og samfundsstrukturer i den store roman.

”Jeg afleverede en meget kedelig universitetseksamensopgave, der fik en fin karakter, selvom min opgave var et dybt intetsigende og tidstypisk produkt af en supermarxisme, der var fuldstændig blind for en åndelig overbygning. Men jeg kunne stadig ikke slippe Pontoppidan, og min plan var også at skrive speciale om hans store romaner, ikke mindst ’De dødes rige’, der rejser sig som et mesterværk. Men i mit liv har selv de mest geniale romaner stået i skyggen af ’Lykke-Per’, der kom ind i mit liv så tidligt. For intet kan måle sig med de erfaringer, man gør sig tidligt i livet. Musikken, erotikken og litteraturen fra ens ungdom vil man altid huske. Og ’Lykke-Per’ vil jeg altid have med mig, selvom den også er blevet min forbandelse, fordi jeg stadig er skrækslagen for at skulle gå i Lykke-Pers fodspor.”

Michael Falch blev dog aldrig færdig me d sit speciale om Pontoppidans store romaner. For 41 år siden tog han nemlig orlov for at tage på sin første rockturné med Malurt, der efter Gasolins opløsning blev landets måske største rockband en periode i 1980’erne. Og først i 1990’erne opvejede Michael Falch at indløse sine gamle gymnasielærerdrømme ved at vende tilbage til danskstudiet.

”Det var på et tidspunkt, hvor jeg havde det svært personligt, og hvor min stjerne på musikhimlen var noget lav. Men da jeg kontaktede studievejlederen på universitet, sagde han, at mine eksaminer desværre var forældede, ligesom han tilmed var i tvivl om, hvorvidt mine oprindelige studenterkarakterer var gode nok til overhovedet at komme ind på studiet for at begynde forfra, så jeg besluttede at gå musikkens tunge vej igen,” siger Michael Falch, som siden i den grad gjorde comeback med flere førstepladser på hitlisten som solist.

Ved mentoren Kim Larsens død blev det også Michael Falch, der blev udset til at synge ”Midt om natten” foran en fyldt rådhusplads til mindekoncerten i København. Og med genforeningen af Malurt drømte Michael Falch inderst inde om at smage storheden fra sin egen rockstjerneungdom igen, med fyldte stadions af fans, der kunne synge med på hans sange.

”Coronaen kom som en kæmpe punktering for hele verden, og for mig kom den, da vi lige havde genstartet Malurt. Efter tre års forberedelser var vi endelig kommet frem til premieren og havde spillet fem koncerter, da coronaen tog strømmen på det hele. Jeg er jo langt fra den eneste, der har fået ødelagt en plan af coronanen. Men jeg sad noget slukøret tilbage i min dyre lejelejlighed på Frederiksberg med 50 aflyste Malurt-koncerter,” siger Michael Falch og tilføjer:

”Men da det hele blev aflyst, mærkede jeg på en både sund og hård måde, at jeg i virkeligheden ikke havde kontrol over noget som helst. Og det er måske den vigtigste lektie, coronakrisen kan lære os. Den blev et tydeligt tegn på, at mennesket alligevel ikke var Gud selv. Som man ellers havde gået og troet i de sidste 150 års danske offentlighed siden Georg Brandes, hvor vi nok kom til at smide åndeligheden ud med badevandet. Men coronakrisen kom som en streg i regningen. Vi havde vænnet os til at kunne planlægge alt, men nu er vores kontrol over samfundet og naturen jo simpelthen blevet pillet ned af piedestalen. Og det skal ikke undre mig, at vi vil kunne se nogle eksistentielle sidegevinster af denne her periode, når vi forhåbentlig snart har lagt coronaen bag os,” siger Michael Falch, som i bogen reflekterer over det sunde og sande i at flytte fokus fra sig selv i sine daglige bønner.

”Jeg tror på Jesus, og det er en daglig praksis for mig at invitere ham ind i mit liv. For ellers bliver det bare fortvivlelsen, der besøger mig. På den måde lever jeg lidt som en munk, der er dybt afhængig af bøn,” siger Michael Falch, der her ses nær sit hjem på Paradisvejen ved Humble på Langeland.
”Jeg tror på Jesus, og det er en daglig praksis for mig at invitere ham ind i mit liv. For ellers bliver det bare fortvivlelsen, der besøger mig. På den måde lever jeg lidt som en munk, der er dybt afhængig af bøn,” siger Michael Falch, der her ses nær sit hjem på Paradisvejen ved Humble på Langeland. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

”Gud er muligvis bare en idé, en forestilling i mit hoved, men selve den idé har nogle virkninger, der er konstruktive og ændrer mit liv. Tanken om Gud er en abstraktion, en slags spirituel teknik, en forestilling om en højere magt, der især har den effekt, at den enkeltes ego ikke længere kan ses som centrum, fordi idéen placerer centrummet uden for os selv,” skriver han i bogen, som han også kalder ”et åbent brev til det moderne menneske om at opgive det ellers udbredte ego-evangelium”.

Håbet og troen finder han i et helt andet evangelium.

”Hvis jeg begynder at slække på det, der har været basis i mit ædruelige liv de sidste 19 år – bøn og meditation – så vil jeg invitere fortvivlelsen ind i livet med det samme. Fortvivlelsen venter bare på invitationen, og det tror jeg gælder for alle mennesker. Det er en vigtig bevidsthed at have, for det kan undgå, at vi bliver alt for selvfede.”

”Under coronakrisen har jeg helt ærligt oplevet fortvivlelsen banke på min dør dagligt, men jeg har også fundet en fred i at holde fast i mine bønner. Jeg kommer ikke i kirke, men jeg tror på Jesus, og det er en daglig praksis for mig at invitere ham ind i mit liv. For ellers bliver det bare fortvivlelsen, der besøger mig. På den måde lever jeg lidt som en munk, der er dybt afhængig af bøn,” siger Michael Falch, som altså aldrig har sluppet sin tro på Gud, mens han har fumlet rundt i det mere komplicerede forhold til kvinder.

Selvom Michael Falch stadig frygter, at han er ved at ende som Lykke-Per, føler han på den anden side, at flytningen til Paradisvejen er som at vende hjem. Allerede som helt ung fik han smag for Langelands smukke natur gennem sine daværende svigerforældre, som havde et fritidshus i Tryggelev, som han senere overtog sammen med sin første kone og sine børns mor.

Det første parforhold blev dog med tiden til et par forhold. Siden troede han, at lykken fandtes i Korsør med vimpelflag og udsigt over Storebælt. Men i bogens åbningskapitel er græsset i mere end en forstand heller ikke længere grønt, mens han i en hedebølge kører vemodig rundt på det gule græs med sin havetraktor med udsigten til, at hans livs andet lange kærlighedsforhold nu også er nået til vejs ende i takt med, at ”tungekyssene var blevet til tantekys”, som han skriver.

”Jeg ser min bog som en stor undersøgelse af, hvad kærlighed og tro er. Gennem bogen har jeg mine sværdslag med Paulus, fordi jeg synes, at han nedgør kroppen og seksualdriften i sine egne breve om kærlighed. Men jeg må bøje mig for ham, når det handler om, at den drift også kan være flagrende og ødelæggende, og derfor bør mænd og kvinder slå sig sammen i parforhold og lade driften have et hjem. Det er også det, jeg finder ud af på mine små eventyr i København,” siger Michael Falch, som i bogen ender med at forelske sig i en thailandsk kvinde, som nu er rejst tilbage til Thailand, mens han sidder 8500 kilometer væk og filosoferer over kærlighedens væsen.

”Nogle mennesker kan jo leve fint med at leve sammen i par med det tungekys, der er blevet afløst af tantekys over tid. Det er måske nok for nogle at have fællesskab og venskab, som ikke er sanseligt præget. Men der er tit og ofte mindst én taber i sådan en relation. Jeg kan kun sige, hvad der sker for mig selv, når min sanselighed har tabt i mit liv. For så føler jeg, at jeg visner. Jeg har brug for at forny min fornemmelse af, at verden er et fortryllet sted.”

Bunder dit slagsmål med Paulus så ikke i, at du betragter kærlighed som en følelse, mens han vel mere ser kærligheden som et etisk valg?

”Jo, det er nok rigtigt. Mennesker er jo igen også forskellige. Jeg er et sanseligt menneske, og mit liv handler meget om at skildre følelser. Og jeg mener heller ikke, at man skal underkende følelsernes værdi. Kierkegaard og Paulus lægger så mere vægt på kærligheden som en pligt. Jeg synes også, at det virker rigtigt, når Kierkegaard betoner, at du skal elske din næste som dig selv, men når det kommer til parforholdet, synes jeg ærligt talt, at det bliver spekulativ filosofi fra Kierkegaards side, som havde nul erfaringer med at bo sammen med en kvinde, mens Paulus tilsyneladende også levede i cølibat.”

”Det var sikkert fint for dem. Men det har jeg ikke kunnet få til at matche med min egen måde at være menneske på. Det gør mig ikke til fortaler for uhæmmet sanselighed, tøjlesløs erotik og fri sex. Tværtimod ender jeg jo sådan set med at måtte pakke min kuffert og give Paulus, Kierkegaard og alle de andre visdomstraditioner ret i, at sanselighed ikke må fylde alt. Men det er stadig, som om jeg er på jagt efter det fortryllede sted hele tiden, og når fortryllelsen forsvinder, så bliver jeg kvalt.”

Bunder det så igen i en kærlighedsopfattelse af, at kærligheden er en følelse?

”Nej, for jeg synes både, at jeg kender kærligheden som en følelse og kærlighed som grundindstilling. Jeg synes, at begge dele er i mig. Det er ikke nødvendigvis et enten-eller,” siger Michael Falch, der dog stadig læser ”Lykke-Per” for at holde sin indre eventyrlyst lidt i skak.

”I dag læser jeg ’Lykke-Per’ som en stor og topmoderne roman om det nye individualistiske menneske, der med sit ego-evangelium ender med at komme til kort. Vel har Lykke-Per en kamp mod gammelkristendommen og med Pontoppidans egen baggrund in mente, men for mig er det en roman, der ender i fortvivlelse på grund af det moderne menneskes ego-evangelium, hvor mennesket selv er blevet Gud. Og det kan vi ikke bære. Per bliver som det moderne menneske, der ikke kan indgå bindende relationer,” siger Michael Falch og tier et øjeblik, så Paradisvejens fugle kan høres i baggrunden.

”Jeg ved ikke, hvad der er sket med mig og i mit liv, der efterhånden minder om Lykke-Pers. Men det er stadig en skræk for mig og har været det i mange år ikke at være socialt og åndeligt stærk nok, og derfor ende i ensom fortvivlelse i en eller anden udørk. Det kom jeg meget i kontakt med, efter at jeg flyttede til København og igen sad i en storby og begyndte at fundere over, om jeg mon lige så godt kunne ende som Lykke-Per dér. Sådan forstod jeg, at livet ikke handler om at være i en geografisk, men i en psykologisk udørk. Som en åndelig forarmelse og fortvivlelse,” siger Michael Falch, som – uden at afsløre for meget – også afslutter sin erindringsroman med en parafrase over det sidste kapitel i ”Lykke-Per”, ligesom han faktisk præcis som i Kierkegaards ”Lilien på Marken og Fuglen under Himlen” lader en fugl blive sin læremester i at finde glæde i at være til nu og her, så Paradisvejen måske alligevel bliver vejen til lykken for den danske rockpoet, som han siger.

”Og nu er jeg så her på Langeland i et limbo, som jeg ikke ved, hvor ender. Men det vil en eventuel fortsættelse vise.”