En svale svæver hen over de gule rapsmarker, der indrammer den hvidkalkede landsbykirke i Humble i nærheden af Michael Falchs sommerhus på Sydlangeland. Det ligner næsten et selvmordsforsøg, da fuglen pludselig styrter mod jorden, inden vingerne får fat, og den som en anden cirkusakrobat igen laver sorgløse cirkler i luften. Som en sand opvisning i både tro og livsglæde. Sådan kan Michael Falchs eget liv også virke. Det skriver han selv ærligt om i sine ”overmodne manddomserindringer” – ”Under månen”, der udkom i går.
For engang i 1990’erne var den prisbelønnede sanger, skuespiller og forfatter faktisk ved at overbevise sig selv om, at det var bedre, hvis han gav helt op og tog livet af sig selv, inden han heldigvis i stedet erstattede flasken og selvmordstankerne med tolvtrinsvejen til troen.
”Det var min bror, der fandt mig en tidlig morgen og hjalp mig ud i sin bil. Måske var jeg ellers kun nogle få timer fra at gøre det forbi,” fortæller Michael Falch og husker tilbage til den morgen, hvor hans tanker var sorte som omslaget på hans nye bog:
”Jeg lå alene i vores daværende hus i Søborg og bildte mig selv ind, at mine børn ville få et bedre liv, hvis jeg begik selvmord. Jeg var plaget af stress og skattegæld og var begyndt at drikke, ligesom mine forældre havde drukket, da jeg var barn, for at holde det hele ud. Det ville jeg ikke byde mine børn. Jeg kunne slet ikke se nogen fremtid for mig. Men det er jo netop den tragiske fejlslutning, der kan føre til selvmord. Og hvis alle de stakkels mennesker, der i tidens løb har begået selvmord, hver især bare havde ventet nogle få dage, kunne alting have set helt anderledes ud. For sommetider venter livet lige om hjørnet, når alting ellers virker dødt. Se bare ud!,” siger Michael Falch og nikker ud mod sin have.
”For få uger siden stod de fleste træer stadig tomme som skeletter, men nu strutter de af liv i deres lysegrønne dragter. Jeg elsker Danmark i maj. Måske er det også det nærmeste, man kommer paradis på jord. Det sidste stykke tid har jeg opholdt mig en del i min kones hjemland i Asien. Hun er fra den tropiske egn Chaiyaphum. Men for mig er Danmark dog dejligst, og ikke mindst her i maj,” siger Michael Falch, da han står og laver kaffe i sit sommerhus på Sydlangeland, mens fuglene synger om kap udenfor i det grønne.
Paradisvejen funden
Men det var faktisk en julesalme, der for 16 år siden fik ham til at købe sommerhuset her – helt ubeset. For da han dengang søgte et nyt sommerhus i nærheden af sin mor i Rudkøbing og sine elskede langelandske landskaber, hvor han før havde haft et hus med sin ekskone, faldt han over et sommerhus til salg på ”Paradisvejen”.
”Gadenavnet var rigeligt for mig, så jeg sagde til ejendomsmægleren, at jeg gerne ville have det,” siger Michael Falch og bryder begejstret ud i salmesang med sin karakteristiske hæse rockstjernerøst:
”Dans, lille barn, på moders skød!
En dejlig dag er oprunden:
I dag blev vor kære frelser fød
og Paradis-vejen funden.”
Michael Falch synger grinende de velkendte salmevers fra Ingemanns ”Julen har bragt velsignet bud”, mens han viser ind i sit sommerhus, som udgør parrets hjem, inden de snart flytter til Rudkøbing.
”Der i byen ligger min mor også begravet, og der er allerede blevet gjort plads til mig, så mit sidste hvilested er også på plads,” siger den gamle rockpoet, der dog heldigvis stadig har mange sange at skrive endnu. I sin tid skrev han også sin fædrelandssang ”I et land uden høje bjerge” her på Langeland. Og som en trækfugl, der har været på turne mange steder i livet, er han vendt tilbage til øen, hvor han føler sig hjemme.
I Humble kommer han også fast i den hellige almindelige fodboldklub. Nu igen som 66-årig superveteran-angriber! Det udgør nærmest også et opstandelsesmotiv i erindringsbogen.
”Jeg skal faktisk spille fodboldkamp i aften, og jeg kan blive helt lykkelig ved tanken,” siger Michael Falch med et drenget smil.
Længe troede han nemlig, at hans knæ var for ødelagte til at løbe efter en bold, men de seneste år har Michael Falch både gjort comeback i sit kærlighedsliv, med bandet Malurt og altså på fodboldbanen. Og i bogen får han sjovt nok også en god snak med en fugl, sin ”gamle ven skaden”, der optræder som en slags filosof eller teolog, ligesom Michael Falch selv er fløjet over alle bjerge for at gifte sig i et buddhistisk bryllup med sin nye asiatiske kærlighed, Kanjana, som han også har opkaldt sit sommerhus efter. Nu er hun selv igen på besøg i Asien, fordi hendes far er syg.
Men på sofabordet er de to turtelduers trosretninger smeltet sammen i et lotuskors. I månedsvis var Kanjana og Michael Falch ellers adskilt af restriktionerne fra coronapandemien og udlændingestyrelsen. Men nu ser det hele bogstaveligt talt lysegrønt ud. Hustruen har fået opholdstilladelse, så der blev grund til at danse i den lille stue, hvor han også hver morgen falder på knæ i en takkebøn til Gud.
Det onde er som ukrudt
Krucifikset i hjørnet af stuen vil Michael Falch dog ikke have fotograferet til avisen. Det er privat. Men han vil gerne fortælle om sit daglige morgenritual, som han nu har gentaget i 21 år.
”Jeg begynder med at sidde dér i min oldemors gamle sofa. Med hele slægten i ryggen,” siger han og peger på en lille blomstret sofa, inden han fortsætter:
”Jeg læser altid et lille stykke i min faste bog ’Til daglig eftertanke’, som ligger der. Og så går jeg på knæ foran krucifikset og beder min bøn, som er min egen version af Fadervor,” siger Michael Falch, som lægger vægt på, at der også tales om det onde i ham selv, når han beder om at blive fri for det onde:
”Vi mennesker har jo ellers en tendens til at se det onde som noget udefrakommende. Som noget andre bringer ind i vores liv. Vi eksternaliserer ondskaben, og vi frikender os selv, fordi det er rarere at opfatte sig selv som offer end som ond. Det kan man allerede se i eventyret om syndefaldet, hvor Adam har travlt med at skyde skylden på slangen og kvinden i stedet for at tage ansvaret for sine egne handlinger. Men jeg tror, at vi giver det lille onde i os selv bedre vækstbetingelser, hvis vi ikke forholder os til det. Og det prøver jeg selv at gøre hver morgen, når jeg sidder på knæ og får lidt øjenkontakt med det gode menneske, som blev kastet op på et kors, fordi folk ikke kunne holde ud, hvad han stod for,” siger Michael Falch og ser op på Jesus-figuren, der er sømmet fast på sit krucifiks, inden han svarer på, hvor han mærker det onde i sig selv:
”Det kan være mange ting. Men for mig viser det sig måske især som misundelse, besiddertrang eller andre defekter. Det er ukrudt i mig, som bare skal holdes nede. Det er derfor, at mine morgener her foran krucifikset er vigtige.”
Men kan du også selv føle dig korsfæstet?
”Den følelse oplevede jeg måske for første gang som 13-årig, da jeg ikke ville konfirmeres i Tønder. Dengang var jeg allerede optaget af, hvordan man opfattede Det Nye Testamente. Og da præsten ville give mig Det Nye Testamente, sagde jeg, at jeg allerede havde læst det, men ikke ville konfirmeres, fordi der var ting omkring kirken i trosbekendelsen, som jeg ikke kunne stå inde for. Det gjorde mig meget upopulær i præstegården, hvor jeg blev persona non grata i mange år. Jeg var også kommet til Tønder med langt hår, og jeg røg allerede hash dengang. Men det hele endte lykkeligt, selvom jeg i modsætning til mine børn aldrig blev konfirmeret. For jeg kom i stedet til at spille i band med præstens søn Christian ’Kedde’ Arendt, som jeg har mange gode snakke med i bogen, mens vi turnerede med Malurt. For eksempel sagde han klogt, at Gud aldrig er fraværende, men det bare er os, der kan være åndsfraværende,” siger han og ser op:
”Ligesom mine litterære læremestre Kierkegaard og Pontoppidan kan jeg stadig være kritisk over for kirken med dens dogmer og faste forståelser af Det Nye Testamente, som jeg stadig betragter som en åben bog, man aldrig kan låse fast på én fortolkning. Men jeg blev faktisk også forsonet med familien Arendt i Tønder, så det er jeg taknemmelig for,” siger Michael Falch, inden han vender tilbage til sit morgenritual, der også indeholder en vejrtrækningsøvelse med en sten fra Mongoliet og noget særligt meditationsmusik, som han bruger hver dag.
”Det lyder sådan her,” siger han og tænder for sit stereoanlæg, der fylder stuen med lange klokkeagtige toner, der flyder ind i hinanden.
”Nu kan jeg allerede gå i meditationstilstand bare ved at høre det her,” griner Michael Falch, som bruger samme metode, før han går på scenen som musiker.
Fik nærmest højdeskræk
Inde på kontoret står de oprejste, sorte guitarkasser side om side som kampklare soldater. Men ved siden af et keyboard på skrivebordet kan man se, at Michael Falch bogstaveligt talt spiller på mange tangenter med sine talenter. Han er således den eneste dansker, ja, faktisk det eneste menneske i verden, der kan prale af både at have erhvervet en bodilstatuette som skuespiller, en grammy som musiker og for nylig Søren Gyldendal Prisen som forfatter. Og den lokale veteranfodboldangriber fra Humble er forståeligt nok stolt af det prishattrick
”Jeg var faktisk ikke engang selv hjemme til at modtage prisen, for der var jeg stadig i Asien hos min kone,” siger han og nikker op mod væggen, hvor et romantisk foto af parret er forstørret til en filmplakats størrelse. Og hustruen Kanjana betyder tydeligvis også mere for ham end alverdens priser. Men Søren Gyldendal Prisen er han glad for.
”Jeg blev helt stille og fik nærmest højdeskræk, da jeg så, hvilket selskab jeg nu er kommet i,” siger Michael Falch og samler det encyklopædiblå prisbevishæfte op fra bordet, hvor ”Søren Gyldendal Prisen” og ”Michael Falch” står med guldbogstaver på forsiden som en lille bog, der også rummer listen over tidligere modtagere af prisen fra Thorkild Bjørnvig, Klaus Rifbjerg og Leif Panduro til Villy Sørensen, Søren Ulrik Thomsen og Pia Tafdrup. Særligt stort er det for ham at være kommet i samme klub som Villy Sørensen, forklarer han:
”Mine første tre bøger var faktisk dybt inspireret af Villy Sørensens dagbøger. Jeg havde haft en gammel drøm om at skrive en stor roman, og jeg har stadig skitsen til en roman, der skulle have kørt over flere bind. Den skulle begynde i Tønder den 9. april 1940, hvor Danmark blev besat. Men det blev aldrig til noget med den roman, så jeg begyndte, inspireret af Villy Sørensen, i stedet at bruge mig selv som en slags hovedperson, som jeg til gengæld har pålagt mig selv ikke at skåne. For jeg pålægger mig selv den pligt at være modig nok til at dele det, som jeg ellers ikke turde være åben om, så andre måske kan spejle sig i mit liv.”
Hvad giver dig størst glæde i dag?
”Forleden hørte jeg, at et af mine syv børnebørn havde scoret to mål. Det kan gøre mig helt lykkelig. Og når jeg om nogle år sætter guitaren for at trække mig lidt mere tilbage, glæder jeg mig til at fylde vandflasker for ham og følge alle hans kampe som bedstefar. Den tanke gør mig sindssygt glad,” siger Michael Falch, inden han viser os ud i haven, hvor alting blomstrer som et sandt paradis.