Livet er altid som aldrig før. Det har Michael Falch kredset om på sine seneste solo-plader ”Sommeren kom ny tilbage” og ”Pludselig alting samtidig”, der begge har overhalet mange yngre hitmagere på det kommercielle plademarked. For den modne Michael Falch er populær som aldrig før.
”Sommeren kom ny tilbage” med Falchs rockhyldest til et liv med minder, rynker og refleksion røg direkte ind på førstepladsen på albumbestsellerlisten forrige år, mens den nye plade (med lidt ”Malurt” i bægeret) stadig ”kun” ligger nummer to – lige efter Leonard Cohen, der døde to uger efter, at han udsendte ”You want it darker”.
”Den gode Cohen gik godt nok til yderligheder for at få den førsteplads,” siger Michael Falch og griner hæst, da vi mødes hos hans pladeselskab, Universal, til en snak om død og musik. For det er ikke kun Leonard Cohen, der sang om døden. Det gør Michael Falch også.
”Vogt dig for manden med leen og for manden, der aldrig ler,” synger Michael Falch på pladen, der er fuld af eksistentielle tekster om at være menneske. Fra barndommens vægtløshed over voksenlivets vægelsind, forelskelse, depression, paranoia og jagt efter kærlighed til afskedssangen ”Fri for tid og evighed.”
Den sidste sang er skrevet til en afdød veninde, der ikke havde det nemt i livet.
”Gå med fred, nu er du fri, fri for tid og evighed,” synger han, men selvom pladen bogstaveligt talt er sort, er den ikke tænkt som en opfordring til selvmord. Tværtimod.
For det er ikke tilfældigt, at det er Michael Falchs livsglade barnebarn, Valdemar, der som en anden Amor står og spænder en flitsbue på pladecoverets forside og sigter efter månen, der lyser op som en gul julestjerne i mørket. For Michael Falch er faktisk mere optaget af livet end af døden, fortæller han:
”Det sørgeligste er ikke at miste livet, men at miste livsgejsten. Der har jeg selv været nogle gange, ligesom jeg har mødt en del andre, der har været derude. Min egen far forsøgte at begå selvmord og blev genoplivet i sidste øjeblik med en kropstemperatur på 26 grader. Så jeg ved, hvad det vil sige at frygte livet. Men nu er jeg meget optaget af at leve det. Og jeg er faktisk også mere interesseret i livet end i døden,” siger rockpoeten med et nærmest undskyldende smil. Som om, at den melding skulle være en journalistisk skuffelse.
”Man ved aldrig, hvornår sidste salgsdato er, og hvor man er i sin proces, men jeg føler mig lyslevende nu, selvom jeg er blevet 60 år. Jeg er godt klar over, at døden sikkert bliver mere nærværende, når man får en dødsdom, end nu hvor jeg formentlig ikke er døende. Men døden som fænomen fylder ikke så meget for mig i min hverdag. Jeg er faktisk ret uinteresseret i døden.”
Det er især tanken om et efterliv, som Michael Falch har svært ved at forholde sig til:
”Dér har jeg aldrig kunnet følge trosbekendelsen helt ud. Vi er en del af altings kredsløb, men forestillingen om det evige liv for den enkelte har jeg aldrig kunnet komme ind i. Man kan altid diskutere, hvad Jesus mon har ment om det, men det kan jo ikke blive meget mere end tolkninger, forestillinger og abstraktioner. For ingen af os kan vel have nogen konkret fornemmelse af, hvad der sker med os, når vi dør. Kroppen bliver til jord, mere ved vi vel ikke. Troen på det evige liv må derfor være en fantasi, tænker jeg. Én mulighed; en tanke, en drøm, måske endda en grådig drøm om mere?”.
Man kunne også sige et håb og en tro?
”Ja, og jeg skal heller ikke gøre mig klog på, hvordan andre tænker om det evige liv. Men jeg tror, at himmel og helvede er lige nu. Jeg tror, at Guds rige er iblandt os. Og jeg tror, at det er nu, det handler om. Opstandelsen symboliserer for mig det nærvær og den aktualitet, Jesus altid vil have med sin provokerende fremstilling af, hvad det indebærer at være menneske – og det i lyset af hans tolkning af, hvad Gud er.”
Man kan vel godt være taknemmelig for det timelige liv og stadig tro på et efterliv?
”Ja, det kan man vel sagtens, selvom nogle forsager livet i troen på efterlivet, men jeg skal ikke dømme over andres tro. Jeg siger bare, at mit forhold til Jesus ikke behøver en efterlivsfantasi for at være virksomt. Det kan være, at det ændrer sig, når jeg kommer tættere på døden, men lige nu er jeg mere optaget af livet,” siger han og tier et øjeblik, inden han tilføjer:
”Jeg har set en del mennesker dø, og jeg kan godt forestille mig, at alt det, jeg siger nu, kan virke ligegyldigt, når man er døende. Fordi man som døende måske vil være meget mere optaget af, hvad der sker på den anden side. Og den dag jeg selv ligger på dødslejet, vil jeg måske også håbe på en fortsættelse, når lyset slukkes. Men jeg har aldrig været så optaget af det. Og lige nu drømmer jeg ikke om mere.”
Men du har til gengæld skrevet om at være på selvmordets rand. Hvilket billede af døden havde du der?
”Man kan blive fanget så meget af dæmoni, at fortvivlelsen griber en så meget, at døden kommer til at ligne en befrielse fra den pine, man befinder sig i. Jeg har mødt en hel del mennesker, der er kommet derud. Det er nok først og fremmest en skamfuldhed, der gør, at man mister lysten til at leve. Skam er en grundtilstand, når man er ude i det suicidale område. Man skammer sig over det menneske, man er blevet. Man skammer sig over de begrænsninger, man har, og man kommer til at tro, at verden ville være bedre tjent med, at man ikke var der. Men det er dæmonisk løgn.”
Hvornår var du selv dernede sidst?
”I perioder for 15-17 år siden med de tanker og den desperation, der ligger i det. Livsgejsten var så ramt, at den ikke var stærk nok til at opretholde håbet. ’Gejst’ kommer jo af det tyske ord ’Geist’, der betyder ånd. Det, synes jeg, er smukt. I Bibelens symbolfortælling blæser Gud jo også liv i mennesket med sin ånd.”
”Og det er en dæmonisk tanke, at livet ikke er værd at leve. For den tanke får man kun, når man føler sig i et helvede, fordi man mangler både liv og ånd. Man tror, at man ikke har mere at give. Det er derfor, at mit fokus er ved livet. Livet er chancen. Det er det her, der er vores chance for at være noget for hinanden.”
”Men selvfølgelig kommer man til at vakle undervejs. Derfor provokerer Svend Brinkmann mig også med sin overskudsagtige filosofi om altid at stå fast og være robust. For det valg har man ikke altid. Når fortvivlelsen først tager fat i folk, kan selv kærlige medmennesker have svært ved at trænge ind. Der kan man ikke bare tage sig sammen og stå fast. Men dér må man håbe, at nogen griber en. Sådan oplevede jeg det selv. Jeg bad ikke til Gud, fordi jeg troede, men for at komme til at tro. På livet, på kærligheden, på mine medmennesker og en smule på min egen rolle i livet. Jeg fik livsgejsten tilbage. Jeg tænker ikke så meget over døden mere.”
Hvad er livet værd, hvis man alligevel skal dø?
”Det er meget værd!”, nærmest råber han:
”Man skal aldrig tale livet ned. For det er det eneste, vi ved, vi har. Men hvis der alligevel er noget, der kan få mig til at tro på sjælens udødelighed, er det at se på mine tre døtre. Mennesket er ikke et tomt kar, som jeg troede, da jeg engang var en god, rettroende ateist. Mine tre døtre er født med få års mellemrum med meget identiske opvækstvilkår, men tydeligt med hver deres helt enestående sjæl, som det er svært at forstille sig bare skal forsvinde en dag.”
Er musikken også et vindue til det evige for dig?
”Jeg ser musikken som en enorm kraft, i glæde som i sorg. Rockmusik kan noget særligt, når en stemme tilsat musik trænger helt ind i folks private stuer eller biler. Det bliver et medmenneske, der taler til en, uden han er der. Det er det, indspillede sange kan. Nogle elsker Leonard Cohens dybe røst, andre kan ikke holde den ud, andre synes ikke, at Neil Young og Bob Dylan kan synge. For mig er deres stemmer de mest betydningsfulde. Det er helt forskelligt, hvilke stemmer, der får strengene i vores sjæl til at klinge. Men de, der kan det, synger sig helt ind i vores sjæl. Selv efter deres død.”