Når Michael Falch har givet sine medrivende ungdomserindringer titlen ”Til grænsen”, er det både en hentydning til den del af hans barndom og ungdom, som han tilbragte i grænselandet – nemlig i Tønder – og til hans dragning mod grænser. Han gik til dem – eller over dem. Dette gjaldt politisk, hvor han søgte mod det radikaliserede, men det gjaldt også hans urolige livsstil, tåget af hash.
Det kunne være gået galt, hvad han indirekte indrømmer i forordet, når han fortæller om bogens omslag. Det rummer et lån fra Frits Pullichs ”Religionshistorie” fra 1935 – en bog, han fik af sin ”ungdoms gode ånd”, Kristian Kastberg Nielsen, en af hans lærere i gymnasiet. Det blev af stor betydning for den forvirrede, utilpassede gymnasieelev at møde dette kloge menneske, der tog ham alvorligt og lyttede til ham. Omslaget viser Fugl Fønix i en forpjusket og forbrændt udgave.
Efter at have været hærget af ilden er den genopstået af asken, ryster fjerene og flyver videre. For håbet vil ikke dø, som Falch bemærker – uden tvivl med baggrund i sine egne erfaringer. Det samme har vel hans tilføjelse om en mytisk figur i indiansk spiritualitet, en figur, der siges at kunne bekæmpe onde ånder. En evne, som Falch formodentlig har gode grunde til byde velkommen – sådan som han da også gør.
Med sin ætsende skrivestil søger Michael Falch ungdommens virkelighed, som den var. Ærligheden har et skarpt syn, der aldrig sløres af nostalgi.
”Vi røg, og vi drak, vi åd piller, og vi luskede og løj og larmede og var en pestilens for mange,” skriver han og fremhæver dermed samtidig rimeligheden i, at han blev betragtet som en repræsentant for det dårlige selskab, ja, som djævelens yngel.
Beskyldningen om det sidste kom fra præstekonen på stedet.
”Det føles, som om blodet stivner i mig. Passer det mon? Kan der været noget om det? Er jeg virkelig noget, Fanden har skabt? Jeg har selv haft en mistanke, jeg er i hvert fald ikke Guds bedste barn, det ved jeg, men et umenneske er jeg ikke. Jeg bliver dybt fortørnet.”
Meget læser vi om det støjende venskab med præstesønnen kaldet Kedde, der tilskrives æren for at have givet Michael Falch grunduddannelsen som rytmeguitarist. Deres venskab strakte sig langt ind i musikken. I præstegården kom han for det meste kun, når Kedde var alene hjemme. I perioder var han forment adgang. Ved en afsked forærede præsten ham Det Nye Testamente, angiveligt i et forsøg på at få ham overtalt til at blive konfirmeret. Og Michael Falch læste Det Nye Testamente, både dengang og adskillige gange siden. Præstens navn nævnes ikke, men de indforståede kender det: Rudolph Arendt.
En anden af ungdomstidens venner var den nuværende professor – samt anmelder og klummeskribent ved Kristeligt Dagblad – Nils Gunder Hansen. At dømme ud fra bogen var relationen til ham roligere end til præstesønnen. Og så er pigerne slet ikke nævnt. De havde ellers øje for unge Falch – og han for dem.
Det mest knugende – men også det mest bevægende – er skildringen af Michael Falchs forhold til sine forældre, der på et tidspunkt gjorde flot karriere i Tønders forretningsliv. Men de havde alkoholismens dæmoner i sig.
Når det stod galt til, gjorde Michael Falch, hvad han kunne, for at beskytte sine to små søskende. Det er hjerteskærende læsning – om dyb ensomhed. Men han skriver om forældrene uden at fordømme. For sandheden har flere sider, både den bedste og den værste. Det har livet lært ham. I de gode perioder ”kunne man simpelthen ikke forestille sig noget varmere hjem og mere kærlige forældre. Så var vi vitterligt indbegrebet af den lykkelige familie”.
Bogens sidste afsnit – om en pilgrimsrejse mange år senere til ungdommens land – har forsoningen som det dybeste lag. Så smukt skriver Michael Falch om lidelse, der bliver til skabelse: ”at alt det, jeg har betragtet som det værste i mit liv, (er) på en underlig omvendt måde gået hen og blevet det bedste, jeg har at byde på som erfaring. Set i det lys er mine forældres smertelige drama den kilde, jeg stadig øser af, og det er derfra, mange af mine sange henter deres essens”.