Prøv avisen

Michael Falchs rockhyldest til rynker

Da Michael Falch var yngre, ønskede han sig ”flere streger” i ansigtet for at virke vis. Nu synger han blandt andet om, hvordan et ansigt kan blive til digt, der fortæller sin egen historie om ”latter, håb og svigt”. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen

Michael Falchs nye album Sommeren kom ny tilbage handler om at ældes, mindes og blive stadig mere taknemmelig over livet. Sådan forsøger Falch også at leve

Ethvert ansigt er en ufærdig fortælling. Det er en åben bog, der konstant skrives til i med nye smil, nye suk og nye tårer. Et ansigt er altid som aldrig før og altid i gang med et nyt kapitel. Den tanke sætter tidens ungdomsdyrkelse i perspektiv. For nok er børns ansigter bedårende som spændende nye begyndelser, men rynker fortæller ofte en dybere historie.

Det skriver den 57-årige rockpoet Michael Falch smukt om i sangen Dit ansigt er et digt, der er skrevet til et nært medmenneske, men også kunne handle om ham selv:

LÆS OGSÅ: Musik handler om menneskelige relationer

Streger i dit ansigt var en streg i regningen engang
Nu ligger de som omkvæds-linjer i din helt egen sang,
nu synger de på rad og række om at livet gir og tar,
der er ingen smalle steder før den dag du skal herfra
Dit ansigt er et digt
Dit ansigt er et digt
Et digt om latter, håb og svigt
Dit ansigt er et digt

Sangen er en af de poetiske perler på Michael Falchs nye og allerede anmelderroste album Sommeren kom ny tilbage, der blandt andet har fået seks stjerner i både BT og Nordjyske. Her fremhæver anmelderne, at stemmen med alderen også er blevet mere spændende at lytte til.

Titelsangen er skrevet i samarbejde med digteren F.P. Jac, som Michael Falch nåede at arbejde en del sammen med, inden F.P. Jac døde. Sommeren kom ny tilbage blev deres sidste sang sammen. Men resten af albummet viser altså også, at Michael Falch selv er blevet en stadig mere habil poet. Og Falchs modne tekster og melodier er befriende fulde af liv og lys og forsoning med både fortid og forfald. Vi er her endnu!, som han synger med en slet skjult opfordring til at nyde livets efterår.

Jeg synes selv, at det virker, som om verdensuret tikker højere og højere med alderen. På et tidspunkt ender man altså i et hul i jorden. Det bliver jeg stadig mere bevidst om, men det fylder mig også med en følelse af, at hvert sekund er dyrebart. Det er nu, livet skal leves og nydes, siger Michael Falch og tøver et øjeblik, inden han tilføjer:

Da jeg var yngre rodede jeg mere rundt i mørket. Og mange af mine tidligere albummer er i højere grad skrevet med frustration som brændstof, men det nye album er skabt med taknemmeligheden helt i front. Og sådan forsøger jeg også at leve mit liv.

Michael Falch smiler, så stregerne i hans ansigt bliver dybere. Også han kender til både latter, håb og svigt, men han har stadig ikke udseendet imod sig og heller ikke udsigten. Vi sidder i arbejdsværelset på hans gård ved Korsør med grønne marker og Storebælt, der næsten går i et med den blå efterårshimmel udenfor. Græsset er pænt klippet, men en flittig muldvarpe har gjort sit til at minde Falch om, at man ikke kan styre alting i livet. Det tænker han dagligt over, når han sidder herinde og tænker.

For arbejdsværelset er også Michael Falchs stillerum, der både fungerer som hjemmestudie og studerekammer. Det kunne næsten også ligne et lille kapel med højt til loftet, der går op til kippen, ægte tæppe på gulvet og fyldte bogreoler med kristne forfattere som C.S. Lewis, Henri J.M. Nouwen og den tyske benediktinermunk Anselm Grün. For Michael Falch finder en del inspiration til sine sange i kristendommen, fortæller han. Op ad bogreolerne står dog også en samling guitarkasser, mens en studiemikrofon og en blød sofa på gulvet hver for sig kalder på at blive brugt.

Det er herinde han har indsunget vokalerne på sit nye album, ligesom han ofte har siddet i sofaen for at fjerne sjælestøj. For de senere år har han gjort det til en sport konstant at genfinde roen og taknemmeligheden i sit liv.

Jeg flyttede herud til plovfugerne i Udkantsdanmark for at få mere ro i livet. Jeg tror ikke på, at man kan flytte fra sine problemer, men stilheden her er rar i sammenligning med sirener og skænderier på gaden i byen. Her kan jeg lade op i fred mellem mine andre aktiviteter. For jeg har sådan set ikke gearet ned. Siden jeg var ung, har jeg tværtimod aldrig været så meget ude at spille som nu.

De seneste år har han samtidig også været leder af et rehabiliteringscenter, som han blev bedt om at starte op ved Holbæk.

Det har været en dejlig givende udfordring at finde et værdigrundlag for stedet og få personalegruppen til at fungere. Det kører rigtig godt nu, så nu er det nok snart spørgsmålet, hvor længe der er brug for mig dér, siger Michael Falch, der selv har en fortid som alkoholiker og derfor har været glad for at kunne hjælpe andre til at finde sundere værdier. Men det har også gjort ham mere opmærksom på sin egen indre balance.

Hvis jeg ikke føler taknemmelighed, så ved jeg, at jeg er ude at balance, og så må jeg sætte mig ind i krogen her og tænke lidt over det, siger han og giver sofaen et kærligt klap, inden han tilføjer:

Så enkelt er det for mig. Hvis jeg er taknemmelig, så er jeg i balance. Det er blevet et parameter for mig. Og jeg synes, at der ligger en stor eksistentiel inspiration i at se tingene på den måde. Man kan så hurtigt blive fyldt af vrede og frygt, men hvis man fokuserer på ikke at give den slags tanker næring, så bliver man også gladere og mere taknemmelig. Og når jeg føler mig ude af balance, forsøger jeg derfor altid at få gang i noget selvransagelse for at finde ud af, hvad der får mig væk fra der, hvor styrken, glæden og gejsten findes.

Hvad kan det være?

Det kan jo være mange ting, men for mig hænger uro ofte sammen med ikke at kunne give slip på mit ego. Det er jo formentlig også det, som alle visdomstraditioner og religioner handler om at lære. At vende fokus væk fra sig selv, så alting ikke handler om, hvorvidt det er synd for én selv, men om, hvordan man kan bidrage til, at andre får det godt. Og det perspektiv synes jeg også, at man får forærende, når man bliver ældre. Jeg har både fået børn og børnebørn, og det gør naturligt, at mit eget liv ikke længere er i centrum i familien. Nu handler det mere om mine børns og børnebørns liv.

Men du får vel stadig masser af opmærksomhed?

Ja, medieopmærksomheden klager jeg ikke over. Og selvfølgelig er det da rart for mig at få seks stjerner for mit nye album to gange på samme dag. For det har jeg aldrig prøvet før, men i det store perspektiv er jeg begyndt at tænke på en anden måde, der mere handler om, hvad jeg kan give, end hvad jeg kan få. Det hænger måske også sammen med, at man med alderen begynder at tænke over, hvad man efterlader sig. Om man samler sig skatte i himlen eller kun efterlader bundløs gæld, som jeg synger om. Men hver fase af livet har sin skønhed. Ungdommen er fantastisk, fordi man render rundt og sanser alting så stærkt, at resten af livet på en måde hele tiden bliver sammenlignet med ens teenageår. Senere kommer både frugterne og regningen. Og nu er jeg kommet til et tidspunkt i livet, hvor jeg tænker over tiden, der er gået. Men jeg er helt bevidst om, at det er svært at se sig selv klart. Alle vil jo gerne se sig selv som gode mennesker. Og i bund og grund tror jeg, at vi ofte både lyver os bedre over for os selv og andre. Vi lyver så meget, at man skulle tro det var løgn, siger Michael Falch og bryder ud i et hæst grin over sin fikse sætning, inden han tilføjer:

Det er også noget af det, jeg har tænkt over, da jeg skrev mine nye sange. Vi vælger jo hele tiden, hvad vi vil fortælle andre, og hvad vi vil huske om os selv. Selv de ondeste mennesker vil helst tænke på de andre som de onde, så de selv kan have en følelse af at være gode mennesker. Men i virkeligheden tror jeg, at vi forstår meget lidt. Ingen af os kan se det fulde billede. Vi ser kun små bidder af det store billede, og resten er én stor blind vinkel.

Men hvad kan man så holde fast i?

Det er jo det, man selv må finde ud af. Og det tror jeg også gælder i forhold til tro. Min fornemmelse er, at mange betragter religion som et hus, man går ind i og henter alle svarene, som om det var tyske verber, der skulle læres udenad. For mig selv er gudsfornemmelse en personlig sag. Men sådan bliver det ikke opfattet af mange. Ordet Gud er stadig stigmatiseret for fulde gardiner i vores kultur. Det er lige før, at det er et fyord. Det virker, som om mange ser fundamentalisme, hekseafbrændinger og selvmordsbomber for sig, når de hører ordet Gud, fordi de kun forbinder det med dogmatiske facitlister, hvor der ikke kræves nogen personlig tilgang. Men religion er til indvortes brug, tænker jeg.

Hvordan nærmer du dig så selv Gud?

Det er svært at svare på, men for mig handler det i hvert fald om at have et sted at rette min taknemmelighed hen, ligesom min tro fylder mig med en accept af, at jeg ikke er herre over mit eget liv. Min græsplæne er ikke perfekt, og det er mit liv heller ikke. Men derfor kan jeg godt være glad for begge dele alligevel, siger Michael Falch og fylder sit ansigt med streger.

Da Michael Falch var yngre, ønskede han sig ”flere streger” i ansigtet for at virke vis. Nu synger han blandt andet om, hvordan et ansigt kan blive til digt, der fortæller sin egen historie om ”latter, håb og svigt”. – Foto: Cæciliie Philipa Vibe Pedersen.