At læse Bibelen kan føles som at bestige et bjerg. Bibelen er ikke kun én bog, men et helt bibliotek af bøger i to afdelinger – 39 bøger i Det Gamle Testamente og 27 bøger i Det Nye Testamente.
Det var derfor ikke noget lille projekt, det alsidige mediemenneske Michael Jeppesen sammen med sin kollega Rasmus Ugilt tog på sig, da de besluttede sig for at læse hele Bibelen vers for vers og udlægge teksten for lytterne til ”Jeppesens Bibelskole” på det nu hedengangne Radio24syv. De nåede det, inden radiokanalen lukkede. Men undervejs nåede Michael Jeppesen også som en tøvende bjergbestiger at fortryde sin bibelmaraton flere gange.
”Det var et vanvittigt projekt, som aldrig skulle være startet. Det var virkelig hårdt undervejs. Bibelen kan godt virke som en ørkenvandring at stave sig igennem, men det er synd at springe noget over, for der gemmer sig skatte overalt. Bibelen er en fantastisk bog, og den giver, hvor man mindst venter det. Man er midt i et kedeligt afsnit om levitternes klædedragter, og pludselig kommer der noget, som giver en et helt andet blik på Gud. Og som fortælling hænger Bibelen utroligt godt sammen,” siger Michael Jeppesen, da han har inviteret Kristeligt Dagblad indenfor på sit københavnske produktionsselskab Must, der ligger få skridt fra Rådhuspladsen, men godt kan minde lidt om en slags museum over Noas Ark indvendigt, hvor det vrimler med udstoppede dyr. For skaberværket fascinerer ham inderligt, selvom han ikke tror på, at det var Gud, der formede flodheste og bavianer med de bare næver. Men Bibelen elsker han.
Nu har bibellæsningen også båret frugt i form af bogen ”For han ved ikke hvad han gør”, der har undertitlen ”Et kærligt portræt af Gud”. Den er også skrevet med makkeren Rasmus Ugilt.
De to venner skriver i forordet, at de ikke selv tror på Gud som hverken en personlig hyrde eller byrde, men holder meget af ham som bibelsk hovedperson, og med bogen fører de læserne gennem hele Bibelen fra begyndelsen til de sidste profetier om et nyt Jerusalem, når det endelige slag mod ondskaben engang er vundet. Og undervejs stiller de spørgsmålet: Hvem er Gud?
”Det ene øjeblik er Gud altings skaber, og det næste øjeblik opfører Gud sig utroligt menneskeligt. Og det er både kommet meget bag på mig, hvor menneskelig Gud er som karakter, men også hvor langt han er fra mennesker som karakter, men hvis man læser Bibelen som en god roman, så har Gud som hovedpersonen også nogle ret klare motiver til at gøre, hvad han gør,” siger Michael Jeppesen, som sammen med sin medforfatter også peger på, hvor sammensat Jesus er, når man når til Det Nye Testamente, hvor man får to vidt forskellige juleevangelier i Lukasevangeliet og Johannesevangeliet. I Lukasevangeliet møder vi den menneskelige Jesus.
”Josef og Maria drager af sted mod Betlehem, hvor hun føder Jesus, svøber ham ind og lægger ham i en krybbe. Det er alt sammen så menneskeligt, som det kan være. Læser vi derimod begyndelsen på Johannesevangeliet, får vi en noget anderledes historie. Her er hverken gravide kvinder eller barselsbesøg,” som forfatterne påpeger i bogen og citerer fra den berømte indledning af Johannesevangeliet: ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.”
”Her er vi ikke kun på barselsbesøg i Betlehem, men helt tilbage ved skabelsen, hvor Gud talte alting frem ved Ordet, så Jesus altså var med helt fra begyndelsen, så man kan roligt sige, at Johannesevangeliet lægger vægt på, at Jesus er Gud. Jesus er verdens lys, og skal der være en sol i Det Ny Jerusalem? Nej, det skal der ikke. Han skal bare sidde der og stråle ved siden af sin far.”
Michael Jeppesen læser dog også Bibelen som en slags udviklingsroman, hvor ”karakteren Gud” udvikler sig løbende i takt med, at han hele tiden har problemer med de ulydige mennesker, som han gerne vil elskes af. Men mennesket vender konstant Gud ryggen. Og at læse profetbøgerne i Bibelen er ”som at overvære dødsdømt parterapi”, som forfatterne skriver. I bogen beskriver de Gud som en lidt rådvild lottovinder, der ikke helt ved, hvad han skal stille op med alt det, han kan. Og for Michael Jeppesen er bibelhistorien om Samson i virkeligheden en god metafor for Gud.
”Historien om Samson er måske den smukkeste kærlighedshistorie, der findes i litteraturhistorien. Den handler om en mand, der er så stærk, at han ikke kan blive elsket. Han bliver forelsket i en prostitueret, der hedder Dalila. Hun er filister, så hun har fået at vide af filisterne, at hun skal udlevere ham, så hun har sikkert også været presset. Han elsker at blive bundet. Det handler nok om, at man leder efter en sårbarhed, som man ikke har, når man er den mægtigste. Og han overgiver sig jo sådan set til kærligheden, da han afslører, at hans kræfter er i håret.”
Man kan jo også sige, at Gud gør sig sårbar i julen, da han lader sig føde som et spædbarn…
”Netop, og det er jo også en kærlighedshistorie, at Jesus lader sig korsfæste, så Gud med alle sine kræfter ender med at vise sin magt i afmægtighed.”
Det er også på korset, at Jesus beder sin berømte bøn for sine bødler, der ikke ved, hvad de gør. Men Jeppesen vender med sin bog frækt bønnen på hovedet ved at antyde, at Gud heller ikke helt ved, hvad han gør, når han for eksempel bliver vred eller nidkær i løbet af Bibelens fortælling.
”Det kan godt se ud, som om Gud – ligesom os andre – sommetider handler i afmagt, men det er virkelig inspirerende at læse i Bibelen, fordi historierne er så nærværende og nemme at identificere sig med. Men jeg er også glad for, at jeg havde en at læse sammen med, for lige så meget guld, Bibelen kan forære os, lige så tør og ufremkommelig kan den også være.”
Jeppesens store bibelmaraton var oprindelig en radiovandring, der varede i fire år, før han sammen med sin makker til sidst stod på sidste side af Johannes Åbenbaringen og så ind i den tomhed, der meldte sig hos dem ved at se ind i evigheden som en stor blank side, hvor alt det onde er slået ned, og der kun er lovsang tilbage.
Og hvis lediggang er roden til alt ondt, vil det nok ”blive en alvorlig udfordring i Det ny Jerusalem”, forudser de to forfattere uden at påberåbe sig profetstatus. Men indtil da kan de jo trøste sig med, at hver dag har nok i sin plage. Og man kan altid læse Bibelen igen, som Michael Jeppesen selv foreslår. Hans eget forhold til Bibelen har også ændret sig, siden han var barn og voksede op i Jehovas Vidner i Silkeborg.
”Jeg er ikke ked af min barndom. Slet ikke. Vi hyggede os. Det var bare ærgerligt, at vi ikke læste i Bibelen, når vi troede på den. Når det tordnede, var jeg altid bange for, at det var Harmagedon (verdens undergang, red.). Men ellers var jeg glad for min opvækst. Og i dag betragter jeg mig absolut som kristen. Jeg tror på kristendommens idéer. Jeg tror bare ikke på, at der er en person deroppe, som er min hyrde,” siger han og spejder forgæves efter Himlen i kontorlandskabets loft, inden han tilføjer:
”Men jeg gad da godt at møde Gud. Hvis han havde tid lige nu, måtte han da gerne komme og sætte sig. Og jeg er egentlig misundelig på dem, der siger, at de har mødt Jesus. For det må da være fantastisk.”