Påskemorgen svarede Jesus på et spørgsmål, som den plagede Job allerede stillede i Bibelens ældste bog. Job havde mistet sin rigdom, sine børn og sit gode helbred, da han så sig omkring i naturen, hvor alting skød frem på ny. Men døde mennesker havde han aldrig set komme tilbage.
”Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom,” udbryder Job i Jobs Bog, kapitel 14, vers 14, længe før Jesus med sin opstandelse viste vejen til det evige liv. Men Kristeligt Dagblads naturskribent Michael Stoltze finder – i højere grad end den plagede Job – også håb i naturen, hvor selv små blomster kan virke som store forkyndere.
Livet gør comeback i skovbunden i denne tid, hvor det ulmer i de gråbrune visne blade, mens millioner af små, lysegrønne mirakler spirer frem, selvom man endnu ikke kan se det. Faktisk sner det på Bornholm, da vi besøger Michael Stoltze, der bor midt i Bornholms grønne hjerte – i den gamle skovfogedbolig i Almindingen med Bornholms måske største bøgetræ i haven.
”Om sommeren danser svalerne om træet. Det vrimler også med insekter her, så der er nok at spise for dem, og jeg nyder at høre dem kvidre. Her er mange slags fugle. Især elsker jeg sangdroslen, som synger lidt skarpere og mere selvforelsket i sine omkvæd end solsorten, som jeg også har et særligt forhold til. Da jeg var barn på Nordbornholm, åbnede mine forældre altid rituelt vinduerne, så vi kunne høre solsorten synge. Og sådan var mine forældre gode til at åbne naturen for mig og mine søskende,” siger Michael Stoltze, der både deler sin naturbegejstring i klummer her i avisen og i adskillige populære bøger, som ofte også er illustreret med hans egne fotos.
På et chatol i stuen står for eksempel et forstørret billede af en blå anemone, som han har fotograferet ved Pissebækken i Vang, hvor det i øjeblikket vrimler med de små, blå blomster, som digterpræsten Kaj Munk også så en flig af Skaberens storhed i.
”Længe før jeg kunne synge med på ’Den blå anemone’, var jeg selv helt fysisk optaget af at finde årets første blå anemone. Jeg tror, at jeg var fem år, da jeg plukkede min første blå anemone, og jeg husker stadig fryden over at løbe hjem for at fortælle om det. Især min mor vidste også meget om blomster, og jeg spurgte og spurgte, når jeg stødte på en ny plante, inden jeg selv lærte at slå dem op, så da jeg startede i skole, begyndte min lærer hurtigt at spørge mig, hvad blomsterne hed, når vi var på skovtur med klassen. Og det meste af min fritid i barndommen foregik også i naturen. Vores forældre tog os med ud i al slags vejr. Naturen blev vores bedste legeplads, og min tvillingebror Jacob og jeg elskede især at fiske sammen,” siger Michael Stoltze og tøver et øjeblik.
”Vi var tveæggede tvillinger, men meget tæt på hinanden, så vi lavede alting sammen. Sommetider også ulovligt nytårskrudt og den slags. Jacob var mere opfindsom end mig, så han begyndte også at lave kæmpe varmtluftballoner. Til en gymnasiedemonstration lavede han for eksempel en ballon på fem meter i diameter, hvorpå der stod ’Mere i SU’, kan jeg huske. Han bryggede også selv vin, der smagte ganske forfærdeligt, og som studerende i København kom han engang til at smadre en 50 liters vinballon, så vinen løb ned ad elektrikerrørene og ud gennem underboens stikkontakt,” siger Michael Stoltze og ler, inden han fortæller, at han altid var så stolt af sin bror, som endte som opfinder af hjerteoperationsudstyr i en medicinalvirksomhed, inden det gik galt for 20 år siden, da de begge var blevet modne familiefædre.
Michael Stoltze fik beskeden om sin tvillingebrors drukneulykke i Tivoli. Det var hans berømte, daværende svigerfar Hans Edvard Nørregård-Nielsens mobiltelefon, der pludselig brummede med en forfærdelig nyhed midt i det, der ellers havde været en hyggelig dag med hele Michael Stoltzes svigerfamilie.
”Min mor havde prøvet at få fat i mig, men jeg havde ikke nogen mobiltelefon dengang, så hendes besked kom via en familieforbindelse til Hans Edvards mobil. Jeg kan huske hans forfærdede ansigt, da han rakte mig telefonen, mens jeg slet ikke husker, hvordan jeg kom hjem den dag. Det var selvfølgelig et chok at få at vide, at Jacob var forsvundet i havet. Og selvom vi talte om, at han måske var kommet i land et sted med et brækket ben, vidste vi jo godt, at han var død. Han druknede her på Bornholm,” siger Michael Stoltze og lader blikket glide ud i skovhaven, som ligger så langt fra den bornholmske kyst, man kan komme på klippeøen.
”Jacob havde et sommerhus på Nordbornholm, og han var ude at bade med sin søn ved Hasle Strand nede omkring Sorthat. Der var pålandsvind, så der var store bølger. De var begge to supergode svømmere. Og Jacob var meget stærk. Men en meget kraftig strøm i et hestehul greb ham og førte ham ud i de voldsomme bølger, hvor han måske også slog hovedet på en sten. Man kunne i hvert fald ane, at han havde fået nogle slag, da man fandt ham dagen efter. Det er 20 år siden til august,” nærmest hvisker han.
Michael Stoltzes nevø var blevet reddet af en snarrådig strandgæst med en redningskrans, men Michael Stoltze glemmer aldrig synet af sin døde tvillingebror, da han havde skyndt sig til hjemøen for at se ham.
”Det var første gang, jeg så et dødt menneske. Han havde stadig badebukser på med sand i. Han lå meget fredfyldt, bare iskold, men det var vigtigt for mig at konfrontere mig med hans død på den måde. Som børn mistede vi også vores yndlingsmoster, som døde i en trafikulykke i 1970, men vi så hende ikke og var ikke engang med til hendes begravelse. Dengang blev børn holdt væk fra døden. Det var, set i bakspejlet, meget forkert. Jeg tror, at det er vigtigt, at man kommer tæt på for at kunne komme videre. Børn forstår og fornemmer mere, end de fleste aner, og de opdager, at nærhed betyder noget, når man sidder og er ked af det,” siger Michael Stoltze med lidt grådkvalt stemme.
”Det var det samme, da vores dreng, Kristian, døde,” kommer det så.
I efteråret begik Michael Stoltzes yngste søn, Kristian Nørregård-Nielsen, selvmord som følge af en skizofrenisygdom. Han blev 21 år.
”Det er lidt svært at tale om, for det går meget tæt på. Det er mærkeligt, at du kommer i dag. For i nat havde jeg for første gang virkelig mange drømme om Kristian. Det var så levende for mig, at jeg stod tidligt op for at huske det alt sammen. Det var noget med, at han havde fået repareret sin computerskærm, så den havde fået et stærkt lys, og han virkede glad, så det var en god drøm,” siger han og smiler.
”Jeg er meget optaget af drømmenes funktion. Det er 20 år siden, at min bror Jacob døde. Og han er blevet en del af mig. Jeg drømmer ret tit om Jacob, og det er altid godt. Den sorg har jeg forliget mig med. Det er en sorg, der er der og altid vil være der. Sådan har jeg ikke fået det med Kristian endnu. Jeg har endnu ikke accepteret hans død, og sorgen er stadig uberegneligt dyb og hvileløs. Men vi bliver jo alle ramt af sorg i livet. Brutalt eller mindre brutalt. Jeg mistede også mine forældre for nogle år siden, efter de havde levet et langt liv, og sådan skulle det være. Min mors bisættelse fandt sted lige herude i haven under bøgetræet. Og det var smukt og lige i hendes ånd. Men at miste et barn føles forkert og urimeligt.”
Michael Stoltze har to sønner med hvert sit efternavn fra sit første ægteskab.
”Det var en dåbskjole, der afgjorde det med navnene. Da vi fik vores første barn, Ulrik, sagde min kone, at han godt måtte hedde Stoltze, hvis han måtte blive døbt i dåbskjolen fra hendes familie. Og da vi fik Kristian 10 år efter, besluttede vi, at han så skulle have hendes efternavn, og sådan kom han til at hedde Kristian Nørregård-Nielsen. Han var sådan en glad dreng. Da han var blevet døbt, rejste vi til USA, hvor han fem måneder gammel kunne hive sig op i klapvognen og smile til amerikanere, der kaldte ham ’the happy baby’. Vi var også i Las Vegas, hvor han nærmest ikke ville sove, fordi han ville have alle lydene og lysene med. Han var så fuld af livsappetit,” siger Michael Stoltze og fortæller om tiden op til, sygdommen begyndte at vågne i sønnen i 18-årsalderen.
”Efter vores skilsmisse i 2010 boede han i København hos sin mor og var hos mig hver anden weekend, da jeg boede fem år nær Holsteinborg på Sjælland. Da jeg rykkede til Bornholm sidst i 2014, blev hans besøg noget sjældnere, og han var et år i USA som 16-årig. Han var umådelig kærlig, åben og afholdt og tydeligvis også meget identitetssøgende, da jeg kort efter hans 18-årsfødselsdag tog med ham til Stockholm, hvor han fik lavet en tatovering inspireret af Trinitatis Kirke på sin arm. Han var døbt i kirken og havde selv designet tegningen,” siger Michael Stoltze med faderlig stolthed i stemmen og et varmt udtryk i øjnene.
”Det var vores sidste store rejse sammen. Vi sov i telt, stegte kyllinger og spillede kort, og det var drønhyggeligt, men i månederne efter blev han stadig sværere at få kontakt med og var heller ikke så tit på besøg hos mig på Bornholm. Han var superkvik i hovedet og tænkte virkelig hurtigt, når han for eksempel spillede kort. Han begyndte imidlertid at høre stemmer, og i foråret 2018 blev han kortvarigt indlagt med diagnosen paranoid skizofreni. Det var et chok, men han kom i god behandling, og vi og han troede på en vej ud af sygdommen. Medicinen hjalp tilsyneladende, men der var også bivirkninger og stemmerne vendte ofte tilbage.”
I efteråret 2020 ville sønnen ud af medicinen, og den 9. november tegnede alt mere lovende end længe, da far og søn mødtes i København. Michael Stoltze har fødselsdag den 16. november, men der kom ikke noget opkald fra Kristian.
”Han plejede ellers altid at ringe på min fødselsdag. Men så sendte han mig en sød sms to dage senere – dagen før han døde. Med hjerter og alt muligt frem og tilbage. Og vi aftalte, at vi skulle ’skype’ dagen efter. Han skrev, at han havde haft lidt travlt, og derfor havde han ikke lige fået ringet. Det var det sidste, jeg hørte fra ham, og så ringede telefonen den 19. november,” siger Michael Stoltze og trækker vejret dybt ind:
”Jeg var heldigvis hos min kæreste, der bor på Balka her på øen, da jeg fik at vide, at Kristian var død, men det virkede så uvirkeligt. Om aftenen gik vi en tur. Det var koldt, temperaturen var lige under nulpunktet, og det var næsten fuldmåne. Jeg følte, at det var som at gå inde i en ballon af lys, og jeg tænkte, at hvis jeg tog et langt skridt, så ville jeg træde ud af det, og så var det ikke sket,” siger han og tier igen, inden han tilføjer:
”I starten ville vi ikke kalde det et selvmord, men det har ændret sig. Det var et selvmord udløst af en frygtelig sygdom. Skizofreni kan være en lige så farlig sygdom som kræft. Og der lå næppe et andet motiv bag selvmordet end, at han formentlig ikke kunne holde ud at leve med en sygdom, der forhindrede ham i at være den, han så brændende ønskede at være. Det er klart, at man bebrejder sig selv en masse i en sådan situation, og jeg har tænkt meget over, hvad vi kunne have gjort anderledes, og om vores skilsmisse havde nogen betydning for Kristians valg, men det tror vi ikke. Han ville herfra og forlod forfærdelig beslutsomt livet helt stille den eftermiddag.”
Hvad trøster dig i sorgen?
”Det er svært, for det er stadig så nyt, men ret hurtigt efter hans død greb jeg ud efter de små glæder, der er så vigtige. I en sorg- og choktilstand tror jeg, at man griber ud efter hvad som helst. Som efter et sønderbombet skib er eksploderet, så griber man fast i vragresterne og holder sig til dem. Og for mig er det, ud over den fantastiske støtte fra min kæreste Mona, at se masser af billeder fra hans liv, uanset hvor ondt det gør, kredse om alle de gode minder og om at sanse naturen. Min barnlige glæde ved at se fuldmånen eller stjernerne er sat på pause lige nu, og som jeg synger i en sang, jeg skrev efter Kristians død, så kan skønhed for tiden også smerte mig, fordi den minder mig om ham. Men jeg søger alligevel med al min vilje imod skønheden og livet.”
Michael Stoltze elsker især at fotografere sommerfugle og nævner en episode om livets skønhed og skrøbelighed.
”Jeg var forrige sommer ude for at fotografere en blåfugl i haven. Den var lige klækket, det var en fuldstændig perfekt han, strålende blå og smuk som en stjerne på himlen, og jeg fik nogle rigtig gode billeder af den, mens den tørrede vingerne i solen. Den lettede, fløj og biiing,” siger Michael Stoltze og tilføjer:
”Så sad den og dinglede i et edderkoppespind, hvor den hurtigt blev edderkoppens morgenmad. Den blåfugl fik kun 10 sekunder at leve i, inden den blev til mad. Og det er reglen. Undtagelsen er, at de når at parre sig og lægge æg. De lever kun 14 dage, så de har meget at nå. Men der sad jeg med mit kamera og blev opslugt af det store drama, som udspillede sig for mine øjne. Blåfuglen mistede livet, og edderkoppen blev glad for et ordentligt måltid. Det må være ligesom en kæmpelaks på påskebordet for os andre, men sådan er naturen. Smuk og ubarmhjertig. Himmelsk og grusom. Sådan er det. Ethvert liv er i det store perspektiv også bare et fingerknips. Nogle får børn, der dør sekunder efter fødslen, min søn blev 21 år. Alligevel føltes det alt for kort. Næsten som den blåfugls skæbne,” siger han og sukker dybt, inden han tilføjer:
”Men dyr begår ikke selvmord, selvom man siger det om lemminger. De har en iboende urkraft, der gør, at de lever hele deres liv. Dyr lider og dør endda med en eller anden værdighed. For livskraften sidder i dem til det sidste. Og det kan vi nok lære af. Men for os er livet sommetider en bevidst viljessag. Forfatteren Carsten Jensen skriver om pligten til at leve efter en sorg eller en smerte. Og det, synes jeg, er meget fint. Man kan drukne sig i sorgen, men det bedste, man kan gøre for den, der er død, er at leve, hvis man kan. Der har været mange tab i min familie, men der er også meget livskraft. Meget kunst og musik. Og der er rigtig meget glæde, og den er ikke blevet dræbt. Det kan jeg konstatere. Jeg finder stadig en slags trøst i at se livet vende tilbage,” siger han med et sart smil.
”Det ser jeg hver dag i øjeblikket. Naturen er min kirke, og genopstandelsen giver mig håb. Jeg ser livet genopstå, og jeg mærker fællesskabet med mine medskabninger. Som biolog har jeg fået at vide, at jeg ikke må kalde det skaberværket, men det er det for mig, for uanset om det Gud eller Big Bang, der har skabt det, er det jo skabt. Og vi er forbundet med alle andre levende væsner. Vi har måske 98 procent dna tilfælles med en sommerfugl og endnu mere med en chimpanse, men vi er enestående på et punkt, fordi vi har eksistensbevidsthed,” siger biologen, som tror på, at vi som sommerfuglelarverne er skabt til et liv på både Jorden og i himlen.
”Jeg håber i hvert fald på, at der findes en eller anden form for stor forening, et paradis, som vi overhovedet ikke kan fatte. Vi kan bare se, at vi lever på en jord, som ikke kan holde livet tilbage. Det vælter frem med nyt liv overalt. Og derfor forstår jeg godt, at Kaj Munk og Grundtvig fandt stor trøst og symbolik i de små forårsblomster, som netop kan give os ’en lille flig af nådens trone’ eller genopstandelsens mysterium. Men vi kan jo ikke fatte, hvad jeget bliver til, når vi har stillet træskoene. Det er ligesom at indkredse begrebet ånd. Det kan slet ikke lade sig gøre. Jeg er meget optaget af H.C. Ørsted, der ledte efter formlen på ånd. Men den fandt han nok først, da han døde. For livet er jo dybest set et mysterium, som først afklares i døden.”
Ligesom Paulus skriver, at vi endnu ser i et spejl, i en gåde?
”Ja, præcis. Livet er gådefuldt og sommetider helt uforståeligt. Sommetider føles livet sort som langfredag, andre gange kan man i glimt mærke glæden genopstå som på påskemorgen. Påsken handler jo også rigtig meget om bevægelsen fra død til evigt liv, og dermed fra sorg, lidelse og håbløshed til nyt håb,” siger Michael Stoltze og peger på, hvordan Jesus allerede planter det håb i den ene røver langfredag, da Jesus lover ham en plads i Paradiset.
”For mig er paradis og død næsten det samme. Og jeg holder enormt meget af den jødisk-kristne paradismyte om, hvordan vi også engang selv levede som dyrene uden dødsbevidsthed i paradisets have, før vi spiste af kundskabens træ, eksistensbevidsthedens træ, som lod os se døden i øjnene. Det gjorde os bange, så vi så naturen og de andre dyr som truende fjender med det resultat, at klodens arter nu skrumper ind. Det er en anden historie. Men jeg synes, at selve paradismyten er meget smuk, den beskriver præcist, hvad det vil sige at være menneske. Og jeg ser faktisk paradiset som dødsriget, hvor døden ikke længere findes,” siger biologen og tilføjer:
”På den måde er jeg også troende. Jeg vil kalde mig selv for en ’troende ateist’, da min tro ikke omfatter en skabende gud. Det lyder måske som et paradoks, men giver fuldkommen mening for mig, da jeg betragter naturen som min kirke, hvor jeg fornemmer og tror på evigheden af liv. Det er vel essensen af at være religiøs at tro på, at der er mere end det, vi kan se og fatte. Og det tror og håber jeg på. Der er mange ting, vi mennesker forstår, men der er også mange ting, vi virkelig ikke kan forstå. Og der er jeg sådan indrettet, at hvor videnskaben ikke rækker, må troen tage sig af det ufattelige.”
Hvad tror du der sker, når vi dør?
”Jeg har en forestilling om en forening med mine nærmeste – med min bror Jacob, min søn Kristian og de andre, jeg har mistet. Det er også derfor, jeg er optaget af drømme. For i mine drømme lever de stadig. Måske er evigheden også som en drøm, som vi aldrig kan dø i. Vi dør fysisk, men ånden lever videre, tror jeg. Men jeg er enig med Grundtvig i, at Himlen både afspejles i livet og efterlivet. Enhver lille forårsblomst er jo i princippet et glimt af paradisets have. Og jeg abonnerer slet ikke på en tanke om, at dette liv ikke er værd at leve, så man lige så godt kan dø med det samme. Nej, livet er en gave, som vi også skal passe godt på her og nu,” siger biologen og lader blikket glide ud i haven, der stadig ser grå og vintertrist ud. Men livet skal nok komme tilbage.