Michael Strunge var en maniodepressiv morgengryspoet

Det inspirerede en hel generation af digtere, da Michael Strunge gjorde op med 1970’ernes poesi. Selv tabte han kampen mod sit eget maniodepressive sind. Det viser Torben Skjødt Jensens biografaktuelle dokumentarfilm ”Væbnet med ord og vinger”

Filminstruktøren Torben Skjødt Jensen blev som Michael Strunge født i 1958.
Filminstruktøren Torben Skjødt Jensen blev som Michael Strunge født i 1958. Foto: Leif Tuxen.

Det føltes nærmest som et gudsbevis, da præsten Knud Munk pludselig ringede til filminstruktøren Torben Skjødt Jensen. For de to mænd kendte ikke hinanden personligt, men 10 dage tidligere havde Torben Skjødt Jensen fået øje på selvsamme Knud Munks biografi om Michael Strunge i et antikvariat og havde fået lyst til at lave en film om lyrikeren.

Og nu ringede præsten minsandten for at spørge, om Torben Skjødt Jensen ikke havde lyst til at lave en film om Strunge. Sådan kan tilværelsens tilfældigheder virke alt andet end tilfældige, men filminstruktøren fik ekstra julelys i øjnene, da præsten viste ham en kasse med kassettebånd, der både indeholdt radiointerviews og flere private optagelser med digteren, der som dansk lyriks Kurt Cobain allerede tog sit eget liv som 27-årig. Men nu var digterens stemme pludselig tilbage i form af gamle kassettebånd.

”Da jeg hørte dem derhjemme, fik jeg straks idéen til, at Michael Strunge skulle fortælle sin egen historie gennem de bånd,” siger Torben Skjødt Jensen, der også åbner sin nye dokumentarfilm ”Væbnet med ord og vinger” og hvert kapitel i den med Strunges egen stemme som et soundtrack til de billeder, der vises undervejs, hvor der også læses mange digte op.

Sådan virker filmen, der fra den 11. januar bliver vist i biografer landet over, som en slags selvbiografisk digtsamling med kommentarer fra Strunges egen inderkreds af tidligere gymnasiekammerater, kærester og digterkollegaer som Søren Ulrik Thomsen, Klaus Lynggard, Pia Tafdrup og Bo Green Jensen.

”Jeg havde tidligere lavet en film om Søren Ulrik Thomsen og Lars H.U.G., så på den måde havde jeg i forvejen sporet mig ind på 1980’er-digterne. Men Strunge var den mest kendte digter i sin generation, og fordi han døde så tidligt, vil han jo altid være 1980’er-digter. Og når man tager rundt på landets gymnasier, er han stadig den mest kendte danske digter, måske næst efter Yahya Hassan,” siger Torben Skjødt Jensen, som også føler, at han på en gang har lavet en film om sin egen generation og et portræt af et maniodepressivt menneske, der var større end sin egen diagnose.

Her ses den unge Strunge i dokumentarfilmen ”Væbnet med ord og vinger”. – Fotos: Another World.
Her ses den unge Strunge i dokumentarfilmen ”Væbnet med ord og vinger”. – Fotos: Another World.

Filminstruktøren har flere ting tilfælles med Michael Strunge. De blev begge født i 1958 og voksede op i et arbejderkvarter i en københavnsk forstad. Og så kaldte de sig begge ”S. Jensen” som børn. For de var begge for dovne til at skrive deres mellemnavn dengang. Men Michael Strunge Jensen begyndte tidligt at skrive digte, da han voksede op i Hvidovre som et ualmindeligt begavet barn.

Allerede i gymnasiet gik han dog mere op i at skrive digte om natten end at møde op til timerne om dagen, så han blev tvunget til at gå op i fuldt pensum i alle fag, men det klarede han nemt. Og han fik blandt andet 11 i dansk, fordi han ”sad og underviste censoren”, som en gammel gymnasiekammerat husker det.

Undervejs i gymnasiet var Michael Strunge også blevet punker og nærmest religiøs fan af David Bowie, som han efterlignede, både når det handlede om tekster og frisurer. Strunges debutdigtsamling, ”Livets hastighed”, er således en oversættelse af Bowies ”Speed of Life”, og han var suget ind i Bowies rebelske univers af stjernemænd og kønseksperimenter, men til tider også sorte tanker, der kredsede om selvmord og ensomhed. Og selv kæmpede Michael Strunge tidligt med sin sindslidelse, som han blandt andet eksperimenterede med at kurere ved at holde sig vågen fjorten dage i træk.

Som 18-årig blev han indlagt på Sankt Hans første gang, men som en ven formulerer det i filmen, skrev han så manisk på sine svimlende mange digte, at man kunne få indtryk af, at han også kunne skrive digte i ambulancen på vej til psykiatrisk hospital. Andre gange kunne han være festens midtpunkt. Han førte sig frem som en anden rockstjerne ved at placere sig selv på coveret på de fleste af sine digtsamlinger – som om de var rockalbums. Og han var ikke bange for at læse digte op. Tværtimod foreslog han for eksempel digterkollegaen Pia Tafdrup, at de skulle læse digte op i supermarkedet, så digtningen blev frit tilgængelig for flere. Men den udadvendte facon skabte også mislyde i punkermiljøet, hvor flere tog anstød af, at han nærmest opførte sig som en talsmand for det anarkistiske miljø.

Alligevel beskriver flere, hvordan det var Michael Strunge, der hjalp dem videre som digtere. For Michael Strunge var ikke bange for andres talent. Tidligt mødte han blandt andet F.P. Jac og Søren Ulrik Thomsen, der som Strunge også kom hos Poul Borum, der hjemme hos sig selv holdt en slags tidlig fase af forfatterskolen for de mest talentfulde debutanter fra tidsskriftet Hvedekorn. Og Strunge hjalp selv flere nye digtere frem ved at tage dem med ind på forlaget Borgen, ligesom han var en engageret medredaktør af tidsskriftet Sidegaden. Til sidst blev han dog uvenner med flere i redaktionen, som han mente led af ”for meget jantelov og for lidt hjerneceller”. Men flere digtere fortæller allerede om Michael Strunges store generøsitet og gæstfrihed. Det gælder blandt andet den svenske digter Håkan Sandell, som også husker, hvordan Michael Strunge vendte om på dag og nat:

”I 1800-tallet talte man om skumringspoeter, men Michaels døgnrytme var så sen, at man snarere kan kalde ham for en morgengryspoet. For han skrev digte så sent, at de blev skrevet om morgenen. Han holdt sig vågen med vilje med en tro på, at drømmen til sidst ville begynde at sive ind i den vågne tilstand,” siger Håkan Sandell i filmen.

Michael Strunge blev også kaldt ”nattens engel”, ligesom han i et digt ovenikøbet kaldte sig selv for en ”sort antikrist”, mens han andre gange talte om det religiøse tomrum efter samfundets tab af religion, som måske også fik et nyt religiøst udtryk i forskellige ungdomskulturer.

”Jeg ved ikke, om han var religiøs selv. Men i hans sene digtsamlinger er der en nærmest overjordisk stemning, som mange har fortolket metafysisk, og hans tidlige Bowie-inspirerede fascination af et fremmed liv ude i universet kan man også tolke religiøst,” siger Torben Skjødt Jensen, mens Håkan Sandell husker, hvordan Michael Strunge skrev, ”jeg er den kosmiske konge”, i loftet på et af de hospitaler, hvor han var indlagt.

Filmen åbner i øvrigt også med et af Strunges andre citater, hvor han siger, at voksne er børn, der er blevet sindssyge. Men Strunges eksistentielle angst kunne mange spejle sig i. For han skrev sine digte i en tid, der i forvejen var præget af frygt og desillusion. De materielt glade 1960’ere var blevet afløst af arbejdsløshed og krise i velfærdsstaten, mens mange unge frygtede for fremtiden.

”Ligesom de fleste mennesker er jeg meget bange for udsigten til en tredje verdenskrig. Jeg er også lidt bange for fascismen, og jeg er lidt bange for galskaben, men jeg er også fascineret af galskaben, min egen galskab,” siger han i filmen.

Men det gik ham også på at blive kaldt en sort romantiker af litteraturkritikerne, fortæller litteraturprofessoren Anne-Marie Mai i filmen. Hun blev ven med Strunge, før han udgav digtsamlingen ”Væbnet med vinger” fuld af kærlighedsdigte. Det var en periode, der egentlig tegnede lyst for Strunge. Han havde mødt sin nye kæreste Cecilie i toget til Berlin på vej til endnu en Bowie-koncert, men han kæmpede stadig med sit eget sortsyn, der førte ham frem mod sit selvmord:

”Inden da nåede han da også at tage livet af 1970’ernes digtning i den legendariske Bazar-udsendelse fra 1984. For efter den udsendelse ville ingen længere købe digte fra 1970’er-digterne,” siger Torben Skjødt Jensen.

Michael Strunge var sammen med Pia Tafdrup blevet inviteret i studiet for at repræsentere 1980’ernes digtning, mens Lola Baidel og Kristen Bjørnkær skulle repræsenterer 1970’ernes litteratur:

”Men der skete noget meget underligt,” husker Pia Tafdrup i filmen, hvor hun fortæller, hvordan de to hold blev placeret i hvert sit rum inden debatten – som om de var kamphunde. Og så opstod der et verbalt slagsmål, som var enormt uskønt, som hun siger. Michael Strunge kaldte blandt andet Lola Baidels digte for fiduspoesi.

”Bazar-programmet er det første eksempel på reality-tv i Danmark. For det, man ser, er nogle mennesker, der bliver stemt hjem,” siger Søren Ulrik Thomsen i filmen og peger på, hvordan Kristen Bjørnkær senere skrev i sine erindringer, at han dagen efter programmet var blevet udraderet.

Sådan gjorde Michael Strunge det beskidte arbejde i den tids generationsoprør. Til gengæld var der stor begejstring omkring hans egne udvalgte digte i ”Unge Strunge”. Og Michael Strunge lavede endnu et mediestunt, da han udgav sin næste og sidste digtsamling under pseudonymet Simon Lack – og anmeldte ”de geniale debutdigte” selv i Politiken. Her skriver han uhyggeligt, at han falder, mens munden fyldes af jord, ”fordi der ikke er nogen Gud”. Det kunne føles som en afsked. For kort tid efter kastede han sig ud fra fjerde sal:

”Jeg har gjort meget ud af ikke at dyrke nogen selvmordsromantik i filmen,” siger Torben Skjødt Jensen:

”Der har i forvejen været skabt en myte omkring Michael Strunge, som om han var en helt, da han kastede sig ud ad vinduet, da han måske troede, at han kunne flyve. For kirkegården er fuld af udødelige mennesker, men livet er nu.”