Prøv avisen
Interview

Michala Petri: Jeg fortryder, at jeg ikke lyttede til mig selv som ung

Michala Petri var et vidunderbarn, der allerede fik solistdebut som 10-årig i Tivolis Koncertsal, men i dag fortryder hun, at hun ikke gav sig mere tid til venner og kærester dengang. – Foto: Leif Tuxen

Blokfløjtestjernen Michala Petri følte sig for første gang lyttet til, da hun gav sin første solokoncert i Tivolis Koncertsal for 50 år siden. I morgen står hun der igen for at spille en jubilæumskoncert, der også fejrer hendes 60-års- fødselsdag i næste uge

I Tivoli er Nimb Bar tom, da Michala Petri træder smilende ind i rummet. Udenfor er 17.000 tilskuere i stedet samlet foran storskærmen på plænen for at lytte til en fodboldfløjte.

I morgen er det til gengæld Michala Petris fløjte, der bliver genstand for publikums fulde opmærksom her i Tivoli, når den verdensberømte blokfløjtespiller fejrer sit 50-årsjubilæum på scenen – og sin snarlige 60-årsfødselsdag – med en jubilæumskoncert i Tivolis Koncertsal.

Det var lige her, det hele begyndte, da hun som 10-årig for første gang stod på scenen med fuldt orkester, og faktisk optrådte hun allerede i Tivoli som otteårig med sin mor på klaver. Dengang havde moderen planlagt hver eneste vejrtrækning med datteren.

”Alt var fuldstændig planlagt. Men jeg kan stadig huske fornemmelsen af at stå og spille for publikum. Det var, som om verden udvidede sig eller blev mere intens. For gennem spillet kom jeg i kontakt med folk på en måde, som jeg ellers ikke var vant til,” siger Michala Petri, der altså allerede to år efter kunne få sin debut med fuldt orkester.

Og da var det hendes far, der sad med i orkestret og spillede violin til Vivaldis lille koncert i C-dur for strygere – med 10-årige Michala Petri som solist på blokfløjte:

”Jeg kan huske, at der var prøver til den koncert, fordi jeg kun var en børnesolist. Tivolis Symfoniorkester, som min far dengang havde arbejdet for gennem tre år, spillede ellers normalt tre koncerter hver aften direkte fra nodebladet, så min far var altid træt om sommeren, hvor jeg heller ikke tror, at han havde nogen fridage. Men jeg følte mig straks hjemme i orkestret og vidste, at det handlede om at kigge på dirigenten. Selvfølgelig var jeg nervøs, men ikke på nogen dårlig måde. Jeg samlede min koncentration og brugte anspændelsen til at gøre mit bedste.”

Dengang tænkte Michala Petri meget på at levere det perfekte resultat. Men ”musik handler ikke om at levere det perfekte, men om at være til stede i nuet”, som hun siger. Og det var hun også:

”Jeg havde stadig det, der er vigtigt i musikken – kommunikationen med publikum. Gennem musikken mærkede jeg publikum, og det gjorde jeg lige så meget dengang, som jeg gør i dag. Det var kontakten til øjeblikket, jeg havde dengang, og trygheden ved at vide, at folk sad og lyttede.”

Hvorfor gav det dig en tryghed?

”Det er egentlig et godt spørgsmål. Men jeg tror ikke, at jeg var vant til at blive lyttet til ellers. I dagligdagen og derhjemme følte jeg ikke, at jeg blev hørt som sådan. Jeg var absolut et barn, der følte, at jeg skulle tilpasse mig omgivelserne. Jeg så og mærkede efter, hvad der skulle gøres. De voksne talte også mere til mig end med mig, så jeg var altid den, der skulle lytte og indrette mig efter det, der blev sagt. Men i koncertsituationen gav det mig en tryghed at mærke, at jeg faktisk blev lyttet til. Og når jeg tænker tilbage på barndommen, har jeg også et svagt minde af at stå ved siden af min mor og spille for hende, mens hun sad i sofaen. Det samvær, vi havde i musikken, mærkede jeg også som noget betydningsladet, fordi jeg mærkede min mors opmærksomhed på en måde, som jeg ellers ikke mærkede. Jeg mærkede, at vi var sammen om noget. Og det har også tit været min erfaring senere i livet, at det var nemmere at være sammen om noget end blot at være sammen. Villy Sørensen, som jeg er glad for at have kendt, sagde også, at det er vigtigt at samles om noget som mennesker. Du og jeg er jo også sammen om noget nu. Vi taler om mig,” siger hun og griner, inden hun tilføjer alvorligt:

”Der opstår et særligt fællesskab, når man mødes om noget. Og det mærkede jeg, fra jeg var lille og øvede med min mor 10 minutter hver dag, hvor vi gik igennem blokfløjtenodehæfterne en side ad gangen og satte et lille kryds i venstre hjørne af nodearket, når en side var gennemgået. Dér mærkede jeg, at jeg var med på lige fod, modsat i dagligdagen, hvor jeg havde en anden fornemmelse.”

Efter at Michala Petri gav sin første solokoncert, var der pludselig mange, der gerne ville lytte til hende – i hvert fald på scenen. Og allerede året efter blev hun optaget på konservatoriet i Hannover. Hun var allerede blevet udråbt som vidunderbarn som femårig, og da hun som 17-årig udgav sin første cd, blev hun også hurtigt en stjerne på den internationale musikscene. Men i dag tænker hun, at det hele måske gik lidt for hurtigt:

”Havde du spurgt mig for 10 år siden, ville jeg have sagt, at jeg ville have gjort alt, præcist som jeg gjorde. Men i dag må jeg sige, at der er rigtig mange ting, jeg gerne ville have gjort anderledes. Frem for alt ville jeg gerne have fulgt mig selv, når jeg følte, at noget var rigtigt. Jeg ville gerne have lyttet mere til mig selv. Det tror jeg ikke, at mit spil havde fået det dårligt af. Jeg så lige et interview med Yo-Yo Ma, den store cellist. Da han var syv år, kom han til USA og spillede for den store cellist Pablo Casals, der sagde til ham: ’Det var meget fint, men husk, at det er lige så vigtigt at spille baseball.’ Det råd fulgte Yo-Yo Ma, der ser sig selv som menneske, så musiker og så cellist – i den rækkefølge. Sådan følte jeg det også, men handlede ikke efter det som ung.”

Skal man da ikke også sætte sine behov til side for at blive så god?

”Jo, men jeg havde måske ikke behøvet at gøre det i lige så høj grad. Og jeg tror faktisk, at jeg var blevet bedre, hvis jeg også havde givet plads til andre ting. De 10.000 timer, som folk taler så meget om, at man skal bruge for at blive god til noget, havde jeg allerede øvet mig, da jeg var 17 år og færdiguddannet. Men derefter gav jeg afkald på forhold til venner og kæresteforhold for at øve mig, men venskaber og kærester hører med til livet, og det fortryder jeg, at jeg ikke skabte plads til. Jeg var bare ikke i stand til at bryde ud af det mønster, der var sat for mig. Men jeg håber, at jeg har en del år endnu, så jeg kan nå at komme i balance med mig selv, så jeg føler, at jeg nåede det, jeg ville, når jeg ligger på mit døds- leje.”

Et sart smil breder sig i ansigtet på hende.

”Det bruger jeg også tit som målestok, når jeg skal træffe beslutninger. Når man ligger på sit dødsleje, ser man pludselig klart, hvad der er vigtigt – at være sammen med børnene, men ikke at rydde op og den slags.”

De mange koncerter fortryder hun dog ikke. For hun føler, at hun har et slags kærlighedsforhold til publikum, så hun både blæser liv i andre og sig selv, når hun spiller fløjte:

”Musikken er stadig mit særlige mødested med andre mennesker. Men der er også et liv uden for musikken. Det var måske det, Lars Hannibal (Michala Petris eksmand, red.) og jeg ikke kunne finde ud af, for vi blev på en måde ved med at tænke som en enhed, når vi havde fri, så vi ikke kunne finde os selv hver for sig. Men aldrig har jeg spillet så godt sammen med noget menneske, så jeg er glad for, at vi kunne finde ud af at fortsætte med at spille sammen, selvom vi begge har nye kærester, og de sidste år har vi især spillet mange kirkekoncerter sammen. Det elsker jeg.”

Michala Petris nye kæreste, Sunleif Rasmussen, der er komponist og bor på Færøerne, sagde engang, at kirker er de bygninger, hvor man kommer tættest på naturen. Og det kan hun godt forholde sig til:

”I en kirke kommer man i forbindelse med Skabelsen. Og jeg synes, at det er helt fantastisk at spille i en kirke. Ikke bare fordi rummene er smukke, og akustikken er god, men også fordi folk åbner sindet, når de kommer i en kirke, og sådan får man også meget stemning forærende,” siger Michala Petri og tilføjer:

”Jeg har også altid haft en fornemmelse af, at musik og religion hænger sammen, og på det seneste har jeg læst om forskellige videnskabelige undersøgelser, som bekræfter, at de ting, jeg altid har følt i musikken, er rigtige. For det viser sig, at vi er forbundne på en meget fin måde, så ens tanker kan ændre andres tanker. Det viser forsøg, hvor man har bedt forsøgspersoner i et rum om at tænke på forsøgspersoner i et andet rum, og det fantastiske er, at hjerneaktiviteten ændrer sig for både den, der tænker på en anden – og den, der bliver tænkt på. Sådan er det også, når jeg står i en koncertsal, hvor mine tanker og følelser påvirker publikums tanker og følelser.”

Mener du på den måde, at musik kan fungere som bønner?

”Ja, jeg tror faktisk på, at ens intention påvirker et meget fint fysisk stof, som kan brede sig fra hjerne til hjerne. Det giver mig en forklaring på den forbindelse, jeg har følt, mellem musik og religion. Men man skal også have lov til at overgive sig til musik og religion uden at føle, at man skal forstå det. Men det er fascinerende, hvordan alting hænger sammen. Komponisten Arvo Pärt siger også, at hele verden er en organisme. Det er ligesom et menneske. Hvis et menneske har ondt i tåen, er hele legemet på en måde ramt. Og sådan er det også i et orkester. Der skal kun én til at skabe misklang. Men det virker også den anden vej.”

Kan man da styre, hvordan de andre spiller?

”Det kan du tro, at man kan. Jeg har tit lagt mærke til, hvordan orkestret til prøverne spiller forspillet lidt søgende – som når man læser noget op første gang fra en bog, så spiller jeg min solo, som jeg ved, hvordan skal være, og så kommer de med deres mellemspil med en helt anden overbevisning. Det er ikke, fordi de når at tænke over det, men nu har de mærket min fornemmelse, og så overtager de den. Det har meget at gøre med præcision. Hvis man spiller totalt præcist, så højner man også opmærksomheden for de andre,” siger Michala Petri og peger ned mod mønsteret i stolesædet.

”Se, hvor finmasket og perfekt, det er lavet. Det gør, at man lægger mærke til de små detaljer i mønsteret på en anden måde, end hvis man så på en gitterlåge. Det er det samme i musik. Jo mere præcise detaljer er, jo mere lægger man mærke til dem. Og hvis man spiller med stor opmærksomhed, så breder det sig også til andre.”

Ødelægger man så musikken, hvis man laver en fejl?

”Nej, det har ikke noget med fejl at gøre. Jeg kan sagtens spille en fejl, men hvis bare jeg spiller hver tone med stor opmærksomhed, så virker den stadig på folk. Det er opmærksomheden, der skaber musikken. Det er ikke selve tonen. Hvis jeg spiller en skæv tone, fordi jeg står og tænker på noget andet, er det galt. Hvis jeg spiller med stor opmærksomhed, spiller jeg som regel heller ingen skæve toner, men skulle det ske, er det ligegyldigt, fordi folk mærker, at min opmærksomhed er ubrudt. Dengang jeg spillede sammen med Viktor Borge, forstod jeg også for alvor noget om at slappe af i situationen. For han var altid tilstedeværende over for publikum. Selvom han fortalte de samme jokes, forblev de hele tiden nye for ham, fordi han aldrig havde fortalt dem det sted og på den måde. Hans optrædener forblev nye for ham, og derfor blev de autentiske, og derfor grinede folk. Derfor handler hver koncert for mig om at stille mig op og føle musikken på den rigtige måde.”

Hvordan gør man det?

”For at frembringe smuk tone er man nødt til at have en rank holdning og tænke positivt, kærligt og kreativt. Man er nødt til at være et ’godt’ menneske for at kunne frembringe en god tone. Og hvis man bare lytter efter den tone, så bliver man også formet efter den. Min far sagde også altid, at man kunne lade musikken forme sig.”

Kan man så ikke spille god musik, hvis man ikke er et godt menneske?

”Man skal i hvert fald være det i det øjeblik, man spiller. Man kan ikke være vred og spille noget, der lyder smukt. Det kan ikke lade sig gøre, for så blokerer man for den frie strøm. Det er en diskussion, som andre har andre holdninger til. Men jeg tror ikke, at det er uden grund, at mange musikere er, nogle vil sige, gode, andre vil sige konfliktsky, mennesker. Mange af de største musikere har jo også et hold omkring sig hele tiden, som skal hjælpe med alt det praktiske, så de ikke selv behøver skære igennem.

Der er en berømt historie om en amerikansk sangerinde, der havde samme agentur som mig i Japan. Hun havde ry for at være meget vanskelig, og chaufføren, der også kørte mig rundt, fortalte mig, hvordan hun engang havde siddet i en bil på vej fra hotellet i Osaka til koncertsalen i Osaka. Det var koldt i bilen, men i stedet for at bede chaufføren om at skrue op for varmen, ringede hun til sin manager i New York, som ringede til agenturet, som ringede til bilen og bad chaufføren om at skrue op for varmen,” siger Michala Petri og tilføjer:

”Det kan jeg godt forstå! Det lyder fuldstændig vanvittigt, men hun ved, at der sidder 4000 mennesker og venter på at få den bedst mulige oplevelse, og hun kan kun give den bedst mulige oplevelse, hvis hun er i en tilstand, hvor hun tænker, at vi alle sammen er gode mennesker, og der ikke er nogen konflikter i verden. Men hvis hun skulle til at forklare en chauffør, der måske ikke kunne forstå hende, at der var for koldt i bilen, ville hun risikere at skabe en konflikt, der ville lukke alle kanaler for, at musikken kunne flyde frit, så i virkeligheden var hun professionel, selvom det lyder latterligt.”

Selv ville Michala Petri dog ikke have vækket en manager på den anden side af kloden, men de største primadonnaer er også tit de mest professionelle, mener hun.

”Kunstneren Mikael Melbye sagde engang, at man skal huske, at primadonnaer ikke er primadonnaer, fordi de føler sig bedre end andre, men fordi de er bange for, at de ikke er gode nok. Det tror jeg er sandt. Jeg er ikke nogen diva, men jeg vil også gerne skabe de bedste betingelser for en koncert, og hvis jeg kan se, at publikum ikke kan se, hvis der står en lampe og lyser dem i øjnene, så retter jeg på lampen. Og hvis jeg ikke kan ses, ændrer jeg også på det. For hvis ikke folk kan se mig, er der ingen kontakt.”

Hun sammenligner en koncert med et kærlighedsmøde mellem to mennesker. Og derfor har hun også nemt ved at give slip på sine egne bekymringer, når hun først står foran publikum:

”Det svarer til, at man skal mødes med en, man er forelsket i, og man ved, at man kun har en time sammen, så lægger man jo også alt andet væk i den time. Det er det samme, der sker til en koncert. Man kan godt være ked af forskellige ting, men kærligheden er større i situationen. Jeg kan også godt være træt og trist før en koncert. Men i det øjeblik publikum er der, bliver jeg også løftet af deres energi. Og det svarer igen til at møde et elsket menneske, der løfter en op af trætheden.”

Men er det lige vigtigt hver gang, du spiller for nogen?

”Ja, det er det helt 100 procent. For jeg spiller for øjeblikket, og så er det ligegyldigt, om jeg spiller for nogle børn på en skole eller i en stor koncertsal. Det er den samme koncentration. Når jeg spiller et lille sted for 50 mennesker, kan jeg jo ikke vide, om der netop dér sidder et menneske, som måske får en afgørende ahaoplevelse gennem musikken,” siger Michala Petri, der nok skal regne med, at der kommer lidt flere end 50 for at se og lytte til hende i morgen, men lige nu står de fleste i Tivoli og venter på et slutfløjt.

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen