Det dufter af syrener i Helsingborg, hvor Gud også flyver rundt i byens teater iført syrenfarvet tøj i øjeblikket. Sådan er Skaberen i hvert fald skildret som en slags gråskægget supermand i forårslyserøde gevandter på Michelangelos berømte loftsfreskoer i Det Sixtinske Kapel, som man for første gang kan se i Norden i sin helhed.

Nye detaljer i Michelangelos værker

Normalt kan man nemlig kun se udsnit af Michelangelos mesterværker på fotografier, medmindre man tager helt til Rom, men nu skal man altså bare en tur over Øresund for at se Vatikanets egne fotos af Det Sixtinske Kapel i fuld størrelse i Helsingborg Stadsteater. Og det er en større oplevelse, end man skulle tro.

”Lyset på de store fotos er så godt, at man nu kan opdage nye detaljer i Michelangelos mesterværker,” forklarer Helen von Platen, der som chef i Helsingborgs kulturselskab Helsingborg Arena & Scen AB var ansvarlig for at få Michelangelo til byen, mens hun peger ned i teatrets orkestergrav, hvor Michelangelos freskoer nu ligger og lyser.

”Det er første gang, at vi bruger teatret til noget, som ikke er teater. Men det står alligevel tomt i sommerperioden, så nu får vi mulighed for at vise folk noget,” siger hun, og der er mildt sagt også noget at vise frem.

Udstillingen stammer fra Tyskland, men her i Helsingborg Stadsteater har den fået sin egen virkningsfulde scenografi i teatrets mørke sal, der lader de oplyste fotografier træde tydeligere frem.

Det virker som en kvik idé at bytte om på gulv og loft, så man altså kigger ned, når man burde kigge op. For skabelsen er jo det fundament, som resten af Michelangelos billedlige bibelfortællinger bygger på. Som i Det Sixtinske Kapel er Michelangelos store dommedagsmaleri et slags stort alterbillede, der spejler skabelsesfortællingen. Her er dommedagsmaleriet blot vist på en storskærm – og går man bag om den op på scenen, kan man se alle Michelangelos øvrige malerier fra Det Sixtinske Kapel, som også er fulde af gammeltestamentlige skikkelser, der peger frem mod Jesus.

I Helsingborg er der dog ikke opstillet et alterkrucifiks under dommedagsbilledet som i det ægte kapel. Og det er lidt synd. For selvom Jesus sidder på tronen på Michelangelos dommedagsbillede, virker det lidt, som om Bibelens hovedperson mangler i Helsingborg. Men udstillingen, der netop er åbnet, har alligevel allerede overvældet mange.

Michelangelo-udstilling overrasker

En af de første, der så udstillingen, var for eksempel en svensk kunsthistorieprofessor med speciale i Michelangelos værker, fortæller Helen von Platen.

”Han var taget skeptisk herned, men endte med at kalde udstillingen for den bedste Michelangelo-udstilling, han nogensinde havde set. For selvom der ikke er tale om Michelangelos originale værker, kommer man her så tæt på dem, som man næsten ikke engang kan på Vatikanmuseet,” forklarer Helen von Platen, mens vi stadig står og kigger ned i orkestergraven, hvor der udspiller sig en lydløs symfoni i ni satser under os.

Michelangelos loftsfreskoer i orkestergraven starter med, at Gud skiller lyset fra mørket, inden han med hele sin krop i bevægelse skaber solen og månen og alt liv på Jorden. Fra en form for konkyliekaret fyldt med engle rækker Gud så en finger ud mod mesterværket Adam, inden Gud som en kappeklædt ypperstepræst på næste fresko beder Eva træde ud fra Adams side på den centrale fresko. Så går det som bekendt galt.

For på den næste fresko er det Fristeren, det modbydelige slangemenneske, der – som en ond spejling af skabelsen – rækker en finger ud mod Eva og tager fat i hele hånden, mens Adam lige så skyldig grådigt løfter grene over hovedet for at få fat i frugterne fra Kundskabens træ. På samme fresko har Michelangelo malet Adam og Eva, der nu smides ud af Edens Have, idet de allerede har mistet både uskyld og skønhed.

Interessant er det, at næste fresko forestiller Noa, den retfærdige mand, der laver et offerbål til Gud. Næste billede igen forestiller den store syndflod, hvor Noa kigger mod himlen fra sin sikkerhed i arken omgivet af et hav af fortabte medmennesker. Og sidste fresko forestiller Noa i den historie, der ofte er skåret ud af børnebibler, hvor Noa drikker sig fuld og forbander sin søn, da han ser ham nøgen.

Men når man kigger ned i orkestergraven, hvor Michelangelos bibelfortolkning bogstaveligt talt lyser en i møde, giver det mening, at Michelangelo vælger først at vise Gud som den fuldkomne supermand, der nemt kan skille lyset fra mørket – og til sidst Noa, menneskets bedste bud på en retfærdig mand, som alligevel ender med at forbande sin egen søn i en brandert i fuldkommen ufuldkommenhed.

Fra Guds fuldkommenhed til menneskets ufuldkommenhed

Således maler Michelangelo sig frem fra Guds fuldkommenhed til menneskets ufuldkommenhed. Og sådan giver det også mening, at Gud ikke rører Adams finger. For mennesket kan kun nærme sig Gud, det kan kun ligne Gud, men aldrig blive ham. Det var også Michelangelos intention med maleriet, forklarer ”han selv” på en audioguide, hvor en af teatrets skuespillere spiller rollen som Michelangelo, der skiftevis forklarer sin egen kunst og fortæller små bibelhistorier ud fra sine motiver.

På audioguiden fortæller ”Michelangelo”, at han betragter sin egen skabertrang som en lille afspejling af Guds. Michelangelo tog dog en pause fra malerierne i Det Sixtinske Kapel på omkring tyve år, hvor han koncentrerede sig om at være billedhugger, inden han gik i gang med sit store dommedagsbillede. Og her malede han efter sigende sig selv som en slags aflagt fastelavnskostume, som en skaldet, fuldskægget engel holder ud i strakt arm, mens englen synes at spørge Kristus, der sidder på sin trone, om, hvor de skal gøre af Michelangelo? Skal han i Himlen eller Helvede?

”Man kan også se det som et billede på den udmattede kunstner. Men når han malede sig selv sådan, håbede han, at han slap for yderligere dom på den anden side. Han tænkte også på sit dommedagsbillede som et barmhjertigt billede, der skulle minde folk om, at man har et valg om, hvor man vil ende efter døden,” forklarer Helen von Platen.

Maleriet giver håb for Michelangelo

Maleriet synes dog at give håb for Michelangelo selv. Jesus kigger på kunstneren, som Gud kigger på Adam. Med en faderlig nåde i blikket. Så det hele skal nok gå. Men drama er der masser af, når man sidder i en af Helsingborg Stadsteaters røde teaterstole og kigger op på det store dommedagsbillede, der er vist på en biografstor skærm – som en fastfrosset actionfilm.

Der er også både liv og drama på alle de andre malerier fra Det Sixtinske Kapel, hvor Michelangelo har malet den ene gammeltestamentlige skikkelse efter den anden.

Mens han for eksempel mesterligt har malet profeten Jeremias, der bekymret begraver hånden i sit store skæg, har kuratorerne lige overfor stillet billedet af David, som har sin hånd begravet i Goliats hår, mens han svinger et sværd over sin store fjendes hoved.

Sådan står den handlingslammede gamle mand over for den unge actionmand. Og den fortabte over for den sejrende. Men mænd er der i det hele taget mange af på billederne, og de ligner alle sammen muskuløse græske guder.

”Man siger jo, at Michelangelo havde et godt øje til mænd, så selv hans kvinder ligner mænd, der bare har fået justeret kønsdelene lidt. Det vrimler med nøgne mænd på hans billeder. Det blev for meget for katolikkerne en overgang, hvor man fik en maler til at give alle mændene tøj på deres ædlere dele. Men det var heldigvis for besværligt at male loftet, så dér fik de nøgne mænd lov til at blive stående,” forklarer Helen von Platen, inden hun viser mig udenfor, hvor der dufter himmelsk af syrener. Nu virker hver eneste forårsblomst pludselig som et billede på Skaberen selv.

I nærheden er rododendronsæsonen for længst gået i gang i slotsparken omkring Sofiero Slot, hvor Dronning Ingrid voksede op. Og når man står her efter at have været en tur i den svenske gengivelse af Det Sixtinske Kapel, forstår man godt, hvorfor Michelangelo klædte Skaberen på i forårsfarver.