Historiker: Middelalderen var ikke mørk, men fuld af fremskridt

Kåre Johannessen vil med sin nye bog ”Magt og mennesker i Danmarks middelalder” nuancere den udskældte tidsalder. Hvis ikke man har styr på historien, kan den nemlig misbruges, mener historikeren

Historiker Kåre Johannessen har skrevet en ny bog om middelalderen i Danmark, der langt fra kun var mørk. – Foto: Turbine.
Historiker Kåre Johannessen har skrevet en ny bog om middelalderen i Danmark, der langt fra kun var mørk. – Foto: Turbine.

Hekseafbrænding, snavsede bønder og generel elendighed. Det er, hvad mange forbinder med middelalderen. Hvis noget er helt godnat, bruger vi endda udtrykket, at det er ”middelalderligt”.

Men at livet i Danmark fra 1000-tallet til midten af 1500-tallet udelukkende skulle have været mørkt, dårligt og stillestående, er langt fra sandheden. Historiker Kåre Johannessen vil med sin nye bog ”Magt og mennesker i Danmarks middelalder” nuancere billedet af den udskældte tidsalder.

”En af de mest sejlivede myter, vi har, er myten om den mørke middelalder,” siger Kåre Johannessen, der er uddannet historiker og middelalderarkæolog fra Odense og Aarhus Universiteter.

På 366 sider fortæller han derfor om kongerne Svend, Knud og Valdemar, mordet i Finderup Lade og store og små historier fra datidens Danmark – både de mørke og de lyse.

”Noget tyder på at Middelalderens overklasse var ret begjstret for krig,” skriver Kåre Johannesen i bogen. – Foto: fra bogen.
”Noget tyder på at Middelalderens overklasse var ret begjstret for krig,” skriver Kåre Johannesen i bogen. – Foto: fra bogen.

Selv er han opflasket med middelalderen. For der lå en skov tæt på hans barndomshjem, hvor der var et voldsted – et gammelt borganlæg, som han blev dybt fascineret af.

”Da jeg var barn, handlede det om det eventyrlige, men senere blev det en mere faglig interesse i det faktuelle og mentalhistoriske – altså hvordan mennesker oplevede verden i middelalderen.”

Og den faglige interesse har han blandt andet fået afløb for som museumsinspektør på Middelaldercentret og som leder af museet ved Trelleborg. Ved siden af har han skrevet flere bøger om middelalderen og vikingetiden, men efter han udgav den historiske roman ”Kejserhøgen” i 2009, havde han 10 år med skriveblokade, fortæller han.

”Min kloge kone spurgte mig: ’Hvorfor skriver du ikke bare, som du holder foredrag?’. Det hjalp mig i gang og har præget, hvordan jeg har skrevet ’Magt og mennesker i Danmarks middelalder’. Jeg fortæller mere friskt og med mere humor,” siger han.

Udover at det har givet ham energi at fortælle på en mere populærhistoriske måde, så har pointen også været at få fat i flere læsere.

”Jeg skriver til den alment interesserede dansker,” siger han og tilføjer, at han dermed håber at kunne nuancere middelalderen for flest muligt.

En mand udævnes til ridder. – Foto: Heidelberg University Library.
En mand udævnes til ridder. – Foto: Heidelberg University Library.

Idéen om, at middelalderen kun var sort og dyster, blev konstrueret i renæssancen, fortæller Kåre Johannessen.

”Ordet renæssance betyder genfødsel og dækker over, at man havde genfundet de gamle idealer fra det antikke Grækenland. For at det narrativ skulle give mening var man nødt til at konstruere idéen om, at tiden inden var en nedgangsperiode. Men det er en åbenlys fejlslutning,” siger han.

For i middelalderen skete der meget fremgang i Danmark. I hvert af bogens 14 kapitler er der et afsnit om middelalderens store nyskabelser. Der kan man læse, at alt fra den europæiske opfindelse af bogtrykkerkunsten til idéen om et individ stammer fra den tidsperiode.

”Mursten blev opfundet i middelalderen, og det er jo stadig grundlaget for de huse, vi bor i i dag,” siger Kåre Johannessen.

Konsekvensen ved, at middelalderen bliver husket unuanceret, mener Kåre Johannessen kan være alvorlig.

”Historien er det farligste våben, mennesket nogensinde har opfundet. For historien former vores verdensopfattelse. Helt tilbage til romertiden forvred Julius Cæsar historien, når han beskrev gallerne. Alt vi ved om gallerne stammer fra Cæsars bog om gallerkrigen. Efterhånden har vi fundet ud af, at det meste var løgn. Hans ærinde var ikke at være sober, men at retfærdiggøre at han undertvang gallerne,” siger han.

En præst, en riddder og en bonde. Mange tror, at det var de eneste slags mennesker middelalderen bestod af, men det er langt fra sandt, skriver Kåre Johannessen i bogen. – Foto: fra bogen.
En præst, en riddder og en bonde. Mange tror, at det var de eneste slags mennesker middelalderen bestod af, men det er langt fra sandt, skriver Kåre Johannessen i bogen. – Foto: fra bogen.

Historien kan altså bruges til spin, understreger Kåre Johannessen og kommer med et andet eksempel.

”I en rodeskuffe har jeg en hverveplakat, som det danske frikorps brugte under Anden Verdenskrig. På den er tegnet en arisk udseende soldat, og i baggrunden er en stolt vikingekriger, der ligner soldaten fuldstændig i ansigtstræk og kropsbygning. Budskabet er, at Waffen-SS var vikingernes arvtager.”

Kåre Johannessen påpeger, at idéen om den mørke middelalder ikke er blevet misbrugt på helt samme måde, men der er alligevel noget at komme efter, mener historikeren.

”Efter Reformationen og i renæssancen sværtede man den katolske kirke til ved at forbinde den med den mørke middelalder. På den anden side blev protestantisme fremhævet som det gode og rene. Men sandheden er meget mere nuanceret. Folk fik det jo ikke bedre med et trylleslag, bare fordi Danmark blev protestantisk og nu var i den tidsperiode, man kaldte renæssancen. For eksempel skete de fleste af hekseafbrændingerne i Danmark i renæssancen og ikke i middelalderen, som mange jo nok tror,” siger Kåre Johannessen, og tilføjer:

”Jeg tror, den idé om, at den katolske kirke er mørk og gammeldags, i den grad hænger sammen med fortællingen om middelalderen, og den idé er til dels stadig gældende i Danmark. Mennesket har det med at dele op i sort og hvid og god og ond, men sådan er det jo ikke. Så jeg håber, at folk med bogen vil gå mere kritisk til værks over for idéen om den mørke middelalder og generelt bare være mere kritiske, når de får fremført argumenter, der lyder lidt for ensidige eller for gode til at være sande.”