At middelalderens europæiske kongeriger var stærkt mandsdominerede samfund, hersker der ingen tvivl om. Men det er alligevel påfaldende, at hvor Kristus ved periodens begyndelse i den danske vikingetid ofte blev skildret som en sejrende kriger, var det en mere ydmyg, lidende Kristus, der blev afbildet på krucifikserne i den sidste del af perioden.
I løbet af den samme årrække gennemgik Jomfru Maria en nærmest diametralt modsat udvikling fra blot at være Jesu moder til at være himlens magtfulde dronning, som alle europæiske kongers hustruer forsøgte at spejle sig i.
”Der sker i senmiddelalderen en afmaskulinisering af Kristus, og samtidig er der en voksende dyrkelse af Maria. Samtidig kan vi se en udvikling i synet på Maria og synet på de europæiske dronninger, som understøtter hinanden. Dronninger skildres som Jomfru Maria og Maria skildres som dronning,” siger Jeppe Büchert Netterstrøm, lektor i historie ved Aarhus Universitet, som netop sammen med medredaktøren Kasper H. Andersen, postdoc ved Dansk Center for Byhistorie, og en række historikerkolleger har udgivet bogen ”Dronningemagt i middelalderen” på Aarhus Universitetsforlag.
Forskernes påstand er ikke, at det i virkeligheden var dronningerne, der havde bukserne på.
Men gennem middelalderen bliver der knæsat et fast ideal om, hvordan en dronning opfører sig, og hvad hendes opgaver består i. I takt med dette opnår dronningerne i stigende grad betydningsfulde rettigheder. For eksempel den meget væsentlige rettighed, at de børn, som kongen får med dronningen, arver tronen – ikke frillebørn.
”I løbet af middelalderen går de europæiske dronningerne fra at være personer, der næsten ikke optræder i historieskrivningen, til at have en vigtig rolle i samfundet i kraft af deres embede. Dronningerollen bliver institutionaliseret i takt med, at også ægteskabet bliver mere institutionaliseret,” siger Jeppe Büchert Netterstrøm.
”Dronningemagt i middelalderen” er udgivet som festskrift til en anden Aarhus-historiker, Anders Bøgh, der i 2015 gik på pension. Han var blandt andet ekspert i Danmarks og Nordens mest berømte middelalderdronning, Valdemar Atterdags datter Margrete I, som ganske vist kun havde titel af ”fuldmægtig frue og husbonde og ganske rigens af Danmark formynder”, men i praksis regerede Danmark mellem 1376 og sin død i 1412.
Margrete skiller sig markant ud ved reelt at have været i første række, og hende er der forsket meget i i mange år. Men først i de senere år er historikerne blevet optaget af det, der på engelsk kaldes queenship, som kan oversættes til dronningemagt og handler om, hvordan normerne var for de kvinder, der var gift med en regerende konge.
”Dronningerne havde en række vigtige funktioner, som kunne have stor betydning. For eksempel håndterede de donationer til kirken samt en række andre vigtige religiøse forhold. Desuden havde de en vigtig funktion, som bestod i, at de kunne gå i forbøn hos kongen for at få omstødt en vigtig sag,” forklarer Jeppe Büchert Netterstrøm.
Donationer til kirken kunne være store pengestrømme, der var af stor politisk betydning, og ifølge historikeren var den nævnte praksis ofte en slags teaterstykke, hvor kongen fik mulighed for at skifte standpunkt uden at blive udstillet som svag, idet det jo var den mere omsorgsfulde dronnings forbøn og ikke kongens blødhed, der afgjorde sagen. Men ofte var regentparret helt på linje og spillede blot hver sin rolle som ”good cop” og ”bad cop”, som det hedder i amerikanske krimiserier.
Men det var ikke kun dronningernes position, der udviklede sig i løbet af middelalderen. De rettigheder, som de højest rangerende kvinder i samfundet opnåede, smittede af på andre kvinder i samfundet. Herunder at Jomfru Maria var en idealskikkelse, og at kirken sørgede for, at alle, også ægtemænd, holdt ægteskabet så helligt, at de ikke bare kunne skifte hustru, som de ville, og lade uægte børn arve på bekostning af de børn de havde med deres kirkeligt ægteviede hustru.
Ifølge Kasper H. Andersen spillede Ingeborg, den danske datter af kong Valdemar den Store og søster til Knud den Sjette og Valdemar Sejr, sandsynligvis en rolle i historien om den hellige status, ægteskabet har haft i den vestlige kultur siden middelalderen.
Historien om Ingeborg begynder i sommeren 1193, da hun i huj og hast bliver gift med Frankrigs kong Filip August og kronet som dronning. Men umiddelbart efter forstøder kongen sin hustru. Hvorfor står ikke klart, men blandt gætterierne er både storpolitiske årsager og forslag om, at Ingeborg på bryllupsnatten havde vist sig at være deform eller ikke at være jomfru.
”Det var ikke så usædvanligt i tiden, at en konge omstødte sit ægteskab og tog en anden hustru. Filip Augusts egen far var for eksempel også blevet skilt. Men dels foregik det her uhørt hurtigt efter brylluppet, dels så kirken, især pave Innocens III, en mulighed for en principiel sag om ægteskabet. Derfor udviklede Ingeborg-sagen sig til et juridisk tovtrækkeri,” forklarer Kasper H. Andersen.
Det storpolitiske bagtæppe for sagen var, at Filip August gerne ville gøre krav på den engelske konge Richard Løvehjertes besiddelser i det nuværende Frankrig og støtte Richards bror Johns forsøg på at overtage tronen i England. Dette krav kunne han fremme ved at ægte Ingeborg, idet det danske kongehus havde et krav på England, som gik tilbage til Knud den Store. For valdemarerne i Danmark var der til gengæld prestige i at få en prinsesse giftet ind i det franske kongehus, men et tilsvarende ansigtstab i, at kongen derefter vragede Ingeborg.
”Ingeborg kæmpede for ikke alene sine egne, men i høj grad valdemarernes interesser. Derfor vendte hun ikke hjem til Danmark, men blev i Frankrig. Hun levede ikke ved det franske hof, men levede et forholdsvis komfortabelt liv, mens hun kæmpede for at blive anerkendt som dronning,” fortæller Kasper H. Andersen.
Ligesom det ikke står klart, hvorfor Ingeborg blev forstødt, kan historikerne også kun gisne om, hvorfor Filip August efter 20 års strid måtte give sig og anerkende Ingeborg som fransk dronning i 2013.
Et ægteskabeligt liv i gængs forstand nåede parret ikke til, men det var heller ikke det, striden stod om.
Ingeborg havde i alle årene kæmpet for embedet, rollen som rigets førstedame, der styrer donationer til kirken og andre vigtige, men trods alt blødere dele af magtudøvelsen.
Ingeborg var generelt på god fod med paven, og sammen med sine sympatisører formåede hun at lægge et pres, som Filip August i sidste ende måtte give efter for. Dette peger ifølge Kasper H. Andersen på, at hun ikke bare var en from kvinde, der fulgte traditionen med at være Jomfru Marias spejlbillede.
Hun var også en magtpolitiker, som spillede på sine forbindelser til såvel pavestolen som det danske kongehus – og som måske var med til at påvirke, at kirken fra det 4. Laterankoncil i 1215 fik mere kontrol over fyrsters ægteskabelige skalten og valten.
”Man kan se i de franske kilder, at Ingeborg efter Filip Augusts død i 1223 får tildelt jord omkring Orleans, hvor hun agerer som en til tider hård og kynisk magtaktør. For eksempel får hun fjernet en mølle, der tilhører byens fattighus, og har flere stridigheder med de lokale borgere,” fortæller historikeren, som gerne vil nuancere fortællingen om den uskyldige danske pige, der gik så grueligt meget igennem i Frankrig.
Ingeborg døde i 1236 eller 1237 og overlevede dermed sin ikke specielt hengivne kongelige ægtemand med mere end et dusin år.
