Middelklassens mange benspænd: Dem ovenover lefler vi for, og dem nedenunder kender vi ikke

Når man har det så godt, begynder man at se mere på farerne ved forandringer end på mulighederne

Engang talte man om, at klassesamfundet var et overstået fænomen i historien, i hvert fald i vores del af verden. Nu havde alle fået det nogenlunde godt, nogle var ganske vist mere lige end andre, men lige var vi alle sammen. Og langt de fleste af os tilhørte middelklassen, den store gruppe, der hverken havde alt for meget eller alt for lidt.

Denne middelklasse ledte man også efter andre steder. I udviklingslandene for eksempel. Når først der opstod en middelklasse, ville alting blive bedre. Middelklassen ville kræve demokrati, velfærd, fred og ro, et frit marked og alt det andet fortræffelige, og så ville landene blomstre op. Kinas kommende middelklasse ville være paradigmet for alle andre landes.

Efterhånden står det vist de fleste klart, at klassesamfundet aldrig er blevet afskaffet. Ordet middelklasse siger det selv, for hvis der er sådan én, må der også være andre klasser. Og nu er det middelklassen, der står i vejen for de fleste af de forandringer, som alle – også mange i middelklassen – er enige om burde finde sted. Når man er middelklasse, har man fået meget mere end sine lænker at miste. Man har ejerbolig, en bil eller flere, og betragter ferierejser til fjerne lande og forlængede weekender i nærområdet som en menneskeret, hvis bortfald på grund af noget så upassende som en pandemi man har svært ved at finde sig i.

Når man har det så godt, begynder man at se mere på farerne ved forandringer end på mulighederne. Mogens Lykketoft sagde for snart mange år siden, at velfærdsstaten var en bestikkelse af middelklassen til at holde fast ved demokratiet. Det var i al sin kynisme klar tale. Men middelklassen kan også selv tage sig betalt. Den har opdaget, at økonomisk liberalisme trives bedst uden for meget demokrati. Den er ligeglad med retsstaten og kan sagtens stemme populistisk. For populismen er også et middelklassefænomen, ellers ville den ikke være så udbredt.

Og der er en anden side af middelklassens herredømme: Jo mere massivt det er, desto værre får de for alvor forfordelte grupper i vort samfund det. Der var engang, da proletariatet, eller underklassen, eller arbejderklassen – kald det hvad De vil - udgjorde (næsten) et flertal, som derfor efterhånden kunne få gennemført (nogle af) sine krav.

I dag er de fattige og udstødte, skønt der lige så stille bliver flere af dem, et mindretal, og de er fattige og udstødte på så forskellige måder, at de ikke kan organisere sig. Mange er arbejdsløse, og de skal bare ”stå til rådighed” for et arbejdsmarked, der ikke vil vide af dem. Mange er indvandrere, og de betragtes som potentielle terrorister.

Et gammelt begreb får betydning igen: pauperisme. Pauper betyder fattig, det er det latinske ophav til det engelske ”poor”, og pauperisme var engang en betegnelse for den iboende fattigdom i et samfund; for den elendighed, som nu engang var der og ikke kunne være anderledes. Man kunne øve velgørenhed, men det lå uden for enhver forestilling, at fattigdom kunne afskaffes.

Men jo mere samfundet blev opfattet som dynamisk, desto mere voksede indsigten i, at det måske alligevel kunne lade sig gøre, desto stærkere blev de bevægelser, som ville gøre op med pauperismen, og i en periode forsvandt ordet ud af sproget. Nu kan der være brug for det igen. Middelklassen skal ikke have lavet om på noget. Og middelklassen, det er den kompakte majoritet – selvfølgelig inklusive Deres ærbødige klummeskriver. Dem ovenover lefler vi for, og dem nedenunder kender vi ikke noget til, de tæller ikke i regnskabet, men viskes ud. Tigge må de ikke engang, for så kunne vi jo risikere at møde dem. Nu sidder vi alle godt, sagde katten, den sad på flæsket. Men det lugter lidt harsk.

Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.