Prøv avisen
Dramaserie

”Herrens Veje” afsnit 3: Et middelmådigt mellemspil

4 stjerner
Johannes’ sammensathed kunne så let resultere i overspændt skuespil, men Lars Mikkelsen forfalder aldrig til anmassende overspil. Personinstruktionen er gennemført ned til mindste detalje. Foto: Tine Ahrden/DR

Den fædrene arv hviler tungt over familien Krogh i det hidtil svageste afsnit af ”Herrens Veje”, der dog stadig stråler af skuespilkunst

Verden trænger sig på i ”Herrens Veje”. Ikke som en messende gentagelse af globaliseringsmantraet, hvor mørke udenlandske markedskræfter æder Danmark. Ej heller som en naiv hyldest af et verdensomspændende fællesskab. Det er i stedet Augusts forbrydelse og Christians fald langt væk fra præstegården. Men begivenhederne langt hjemmefra udspringer fra det nære, fra foragten og kærligheden til faderen og forpligtelsen over for 250 års ubrudt præstegerning.

Tredje afsnit af ”Herrens Veje” er i sin helhed et næsten middelmådigt mellemspil i den prægtigt anlagte serie. Med højdesyge og Everest-øl bliver der desværre skruet for meget op for det ydre drama. Men tre scener med Morten Hee Andersens August som fluorescerende brændpunkt, aldrig overeksponeret og altid fænomenal, løfter afsnittet langt op over utroskab, samtalekøkkener og kirkebureaukrati i form af optælling af kirkegængere.

Augusts hjemkomst ledsages af en sitrende underlægningsmusik, et dystert lydtæppe, der forstørrer hans indre kamp mod samvittigheden, dæmonerne, Gud. Morten Hee Andersen er fremragende med sin insisterende evne til at skjule sit indre eksistentielle kaos under det bløde barneansigts naive folder.

Indtrængende stemmer og bestikkets klirren fordrejes i den posttraumatiske bevidsthed. Ingen i familien ser rigtigt Augusts sagte sammenbrud under hjemkomstmiddagen, men musikkens afdæmpede nervekrig, kameraets reserverede zoom, den sitrende underlæbe og de diskrete svedperler forstørrer sublimt Augusts afmægtighed.

Med skrøbeligheden liggende på lur er forhørsscenen endnu en opvisning af Hee Andersens umiskendelige talent. Den eksistentielle kamp mellem lysten til at sone sin brøde og angsten for afsløringen er forbilledlig nænsomt fortalt. ”Herrens Veje” er stadig stærkest, når det er det indre drama, der fører an.

Johannes er gået over til danskvand. Lars Mikkelsen spiller med hver en nervetråd i ansigtet, når han kærligt tager imod sin hjemvendte søn eller forslået og forrådt ligger på kirkens hårde gulv. Johannes’ sammensathed kunne så let resultere i overspændt skuespil, men Mikkelsen forfalder aldrig til anmassende overspil. Personinstruktionen er gennemført ned til mindste detalje. Det er derfor en opvisning af overlegen dramatisk kunst, da Johannes og August mødes i den moralske boksering foran præstegården.

Den unge Andersens afdæmpethed svækkes ikke foran Mikkelsens prægnante nærvær. Vindbøjtlen foran aggressoren, eleven foran mesteren, sønnen foran faderen. Det er en eminent, moralsk anløben og menneskeligt vidtrækkende scene. Her knyttes Augusts skæbne uvægerligt til farfaderens tungetale i første afsnit. Byrden at en præst i familien Krogh aldrig må blive den sidste. For hvem er vigtigst? Gud eller provsten?

August er i hvert fald ingenting i sig selv. Han bliver til noget, når han tager krave og kjole på. Når han opfylder sin fars lov, udfylder sin pligt, retter sig efter ordrer.

Johannes vinder i dette afsnit. Men kongeriget smuldrer, forrådnelsen pibler op gennem den frugtbare jord i præstegårdens have, og der kan ikke længere holdes stand mod spaghettigudstjenesterne. Straffen hviler over verden.