Prøv avisen

Midsommersang med sanselige billeder

Til sankthans kan vi oplagt synge Johannes V. Jensens sommersolhvervssang Midsommerteltet fra 1936, foreslår forstander Ole Kobbelgaard.

Forstander Ole Kobbelgaard, Askov Højskole, peger på Johannes V. Jensens Midsommerteltet som et værdigt supplement til Drachmanns Vi elsker vort land

Vi danskere har en usædvanlig stor og stærk tradition inden for sange og salmer, der er skrevet til en bestemt lejlighed. Sommeren er ingen undtagelse. Det vrimler med smukke og stemningsmættede sange i Højskolesangbogen. Og taler vi decideret midsommer, nærmere betegnet sankthans, vil ni ud af ti danskere givet vælge Holger Drachmanns midsommervise Vi elsker vort land.

Jeg vil dog pege på den sang, der står lige efter i Højskolesangbogen som nr. 317, JohannesV. Jensens sommersolhvervssang Midsommerteltet, der er fra 1936. Det er der især to gode grunde til.

For det første er det en vidunderlig tekst med sanselige billeder. Tag blot strofe to:

Sent høres fugle, som ej vil sove./ Det kalder, drager fra dunkle skove./ Den hvide nat, hvor der vågent drømmes,/ bedårer mange; mod skoven strømmes./ Og ungersvenden forsmår sin seng,/ før sol står op over dugvåd eng.

Og melodien lader ikke teksten noget tilbage. Komponisten Aage Nielsens rytmefaste mol-melodi i trefjerdedelstakt smider en enkelt firefjerdedelstakt ind umiddelbart før klimakset i strofernes næstsidste linje, og det virker i sig selv fantastisk godt og stemningsskabende.

For det andet er sangen ikke nær så kendt, som den faktisk fortjener at være. Den er det næsten ukendte alternativ til Drachmanns noget svulmende epos, der i dag godt kan virke noget patetisk.

Johs. V. Jensen er anderledes nøgtern i sin naturalistiske beskrivelse af årets cykliske gang. Sammen med vennerne var han vældig optaget af det naturlige i vores frie natur og i det kredsløb, der rummer både liv og død, både for den enkelte og hele universet.

Derfor er tonen også mere alvorsfuld end hos Drachmann, der i sit givet velmente, men også noget ivrige forsøg på at gyde olie på vandene midt i en oprørt tid taler om sommerens hjerter, der er så varme, så glade, og kort derefter om føllet og lammet, der frit over engen sig tumler. Jo tak, fint nok og hurra, hurra!, men må vi ikke efter al denne nationalromantisme en gang imellem bede om at få lov at synge Jensens fornemme digt.

Sommeren over fortæller højskoleforstandere om deres foretrukne fra Højskolesangbogen