Der var forleden en lille notits i avisen om, at antallet af skilsmisser i marts steg som følge af, at mange blev hjemsendt fra arbejdet og skulle tilbringe mere tid i familiens skød på grund af covid-19-epidemien Det var altså ikke alle, der gik og småhyggede sig med at anlægge træterrasse eller male i børneværelset. Det var altså alt andet end idyl.
I kirkelige kredse har der været en del tale om, at kirken ikke gør noget for at mindske antallet af skilsmisser, og det er en berettiget kritik. Efter sigende skulle man i Norge have taget helt anderledes fat og tilbudt parterapi. Det er der også nogle kirker, der gør her i landet. Der har for eksempel været afholdt de såkaldte PREP-kurser (PREP står for Prevention and Relationship Enhancement Program eller lidt frit gengivet: Praktiske Redskaber til et Engageret Parforhold).
Forfatteren Inge Bøgel Lassen er PREP-instruktør og kender således denne form for terapi godt. Det præger desværre hendes nye bog ”Brud” for meget. Hun siger selv i en reklamevideo på Youtube, at ”hun skriver romaner om ægteskabet, og at græsset ikke er grønnere på den anden side af hækken, når man har lyst til at give op. Det nytter at kæmpe”.
Bogen handler om flere brud i en kvindes liv. Lena er gift med Jesper, og de bor i Jylland. De har læst i Aarhus, hvor de blev kærester. De var dér engagerede i et kristent fællesskab og havde blandt andet den opfattelse, at man ikke havde sex før ægteskabet. Så kender vi ståstedet. De har nu to børn. Det er et liv med andagter og kirkeliv. Lena er kørt sur i ægteskabet og bliver på arbejdet betaget af den ikke-troende Mikkel, der leverer alt det, ægtemanden ikke formår.
Det er heller ikke let. Mødet med den letlevende modernitet, hvor intet er helligt, virker som sejlads mod et isbjerg. Kan man så vende tilbage til det gamle?
Kan man tale sig igennem vanskelighederne, når man har opdaget, at græsset ikke var grønnere på den anden side af hækken?
Der er meget dialog i bogen. Som læser savnede jeg passager, hvor personerne bliver mere end talebobler. Det er især Lena, jeg ikke kommer ind bag, og det på trods af hendes mange ord. Jeg savnede også at kigge ind i ægtefællen Jespers univers. Han er organist, og de har et dybt fællesskab i musikken. Hvorfor elskeren Mikkel falder for en type som Lena, er mig lidt af en gåde.
Handlingen skrider fremad ad forudsigelige veje. Der er ikke mange overraskelser undervejs. Det er brud på brud, hvor man hele tiden aner, hvor forfatteren vil have sine karakterer hen.
Bogen er en opbyggelig bog, og dens slutning emmer deraf. Man er ikke i tvivl om forfatterens ståsted. Det er en gedigen, noget altmodisch kristendom, der danner bagtæppe for bogen. Problemet er, at de indsatte bibelsteder og forklaringer ofte virker påklistrede og tunge.
Til sidst går der decideret PREP-terapi i den, og det er for meget. Inge Bøgel Lassen kan godt skrive replikker. Næste gang vil det klæde hende at få lidt kød på sine karakterer.