Det er 8. gang, biennalen Socle du Monde finder sted i Herning.
Årets titel er ”Welcome back my friends to the show that never ends” – og det kan umiddelbart lyde lidt popsmart. Medmindre man vælger at indskrive udsagnet i en lang og fin, herninggensisk historie om nysgerrighed og gavmildhed – og initiativer og gaver, som blot bliver ved med at give og give gennem årtier. Det er den tradition, kunstbiennalen i Herning også i år fastholder og respekterer – samtidig med at den fornyer sig og fortsat breder sig ud fra kunstinstitutionerne. Ikke mindst i år har biennalen en særligt imødekommende karakter, som byder den hjælpsomt publikum velkommen tilbage til det kunst- og kulturliv, der på grund af pandemien længe har været mere eller mindre lukket land.
I modsætning til en fremherskende tendens i udstillingslivet er Socle du Monde ikke karakteriseret af kuratoriske greb, der går ud på at misbruge eller blot anvende kunstnernes udstillede værker til en overordnet fortælling om verdens elendighed i al almindelighed og den hvide mands skyld i særdeleshed.
Værkerne kan i sig selv være udtryk for holdninger – det er alle former for kunst – men de vises primært, fordi de i sig selv er interessante, vedkommende og øjenåbnende. Fordi det er billedkunst, og billedkunst kan være smukt eller skræmmende og helt sikkert ofte mærkværdigt. Mærkværdigt er selvfølgelig en plus-ord i denne sammenhæng, og dermed er vi ved fundamentet for Socle du Monde.
Herning som Paradis
Omdrejningspunktet for den store kunsttradition i Herning er tekstilfabrikanten Aage Damgaard (1917-91), der var blevet smittet med kunstbacillen i et så voldsomt omfang, at han ikke blot måtte samle til glæde for sig selv og sine nærmeste. Han havde en udtalt lyst til også at dele sin entusiasme med andre og herunder for eksempel de ansatte på sine fabrikker, som han til og med fik udsmykket.
Blandt andre af Paul Gadegaard (1920-92), der blev forbindelsesofficer til andre danske og udenlandske kunstnere, der også kom til Herning og arbejdede og udstillede og solgte og dermed – takket være Bitten og Aage Damgaards gavmildhed og engagement i byen – med tiden blev en del af samlingerne på byens kunstmuseer.
Blandt de udenlandske billedkunstnere, der kom til Herning, var Piero Manzoni (1933-63), der syntes, at Herning var som Paradis, så blandt mange andre mærkværdige ting, han skabte i Hedens Perle, var skulpturen ”Jordens sokkel”. Det fundament, Jorden hvilede på, skulle ligge i Herning og fik navnet ”Socle du Monde”. Det perspektiv kan være en måde at vende op og ned på alting, og det er vel netop det, kunst kan.
Manzoni og nogle af hans samtidige udviklede i 1960’erne og 1970’erne en kunstnerisk retning, der blev kaldt arte povera .
Skulpturer og objekter er ofte sammensat af uformelle, formelt værdiløse, forgængelige materialer. De kan se ydmyge ud – men i deres rå æstetik også vække nysgerrighed. Nysgerrighed er den egenskab, der i udstrakt grad kendetegnede Aage Damgaards virke, og appellen til nysgerrigheden er den kvalitet, der kendetegner biennalen i Herning.
Manzoni og hans tid er mindet i nogle af Hearts sale og udgør et tyngdepunkt i biennalen, der fint suppleres med permanente fotostater i museets café. De viser glimt fra Manzonis besøg i begyndelsen af 1960’erne og for eksempel hans idé om at transformere nogle af syerskerne på Damgaards fabrikker til kunstværker – blot ved at signere dem.
Synet kan gå på vandring i arte povera-kunstnernes værker bestående måske af gammelt jern, klude, en stille, dampende vandkedel, sporene efter stearinlys på en plade, hvor soden har givet fladen dens æstetiske og stoflige udtryk.
Små venner af ler
Visuelt frapperende er også et rum med tusinder af små lerfigurer, der står helt tæt sammen kiggende med rørende og appellerende, undrende øjne. Man kan indskrive installationen i tidens store tematik – passer I på os? – men måske også hæve den over klimaangsten til mere åbne spørgsmål om eksistens og om at forsøge at forstå sin tilværelse og sin omverden. Måske er de små figurer spejlinger af os selv?
Det er et ældre værk af Antony Gormley – vist og versioneret mange gange. Blandt andet for cirka 20 år siden på British Museum. Den, der skriver disse linjer, forsøgte ved den lejlighed at være spøgefuld. Beskedent spøgefuld. Og spurgte en af vagterne, om de små venner aldrig løb bort?
”Bare rolig, hr.,” svarede han uden at foretrække en mine.
Han pegede mod et fjernt hjørne.
”Kan De se den lille ballademager derovre? Han stak af i sidste uge. Vi fandt ham i ægyptisk samling. Der er også en anden, der er på springtur. Men bare rolig! Vi finder dem altid!”
Damgaard ejede en mangfoldig glæde ved kunst. Det er godt nok Manzoni-samlingen, der har givet Herning adgang til lån i superligaen blandt internationale kunstmuseer, men Damgaard interesserede sig for andre dele af tidens billedkunst end den nyeste avantgarde og herunder for eksempel den danske, såkaldte Cobra-generation i almindelighed og Carl-Henning Pedersen i særdeleshed.
Det er således Carl-Henning Pedersen, der har skabt den meget omfangsrige udsmykning af det indre af Angligården; skjortefabrikken i Birk ved Herning, der efterfølgende blev omdannet til kunstmuseum.
Som et led i Socle du Monde er dette generøse, store ovale, åbne rum omdannet til en ekstra meditativ oplevelse, hvor man kan sidde på en stol i midten og lytte til en komposition af Ditte Rønn og opleve, hvordan græsset på jordoverfladen er forbløffende grønt på denne tid af året og se skybillederne forandre sig på den smukke blå himmel ovenover.
Inde på selve det museum, Carl-Henning Pedersen deler med sin første hustru, Else Alfelt, er i en mindre udstilling angivet en slags prolog i form af malerier af blandt andre Paul Gadegaard og en skulptur af Robert Jacobsen, der også var i Herning – og derudover indgår en udstilling om Carl-Henning Pedersens arbejde med keramik i biennalen. Den er tidligere anmeldt i avisen, da den blev vist på Keramikmuseet Clay ved Middelfart.
Biennale i hele byen
Socle du Monde-biennalen har ændret sig gennem årene. I begyndelsen var et grundprincip for deltagelse samarbejde mellem en billedkunstner og en virksomhed, ligesom dengang Aage Damgaard inviterede kunstnere til at arbejde på sine fabrikker. Som kunstnere. Med kunst.
Denne gang har biennalen bredt sig til andre institutioner i området som for eksempel skulpturparken Skovsnoen – eller Deep Forest Artland – en halv times kørsel fra Birk, hvor der i øvrigt også er skulpturer – blandt andre af Eva Steen Christensen – opstillet i parkanlæggene. Men én ting er at gå i en skov. Et andet er et landkort at forstå. Det er dejligt at vandre i en efterårsskov og støde på en skulptur i ny og næ, men det virker, som om der mangler noget på det formidlingsmæssige niveau i lige den del af biennalen.
Så er det straks nemmere i Sct. Johannes Kirke, hvor man går op og op og op i kirketårnet for til sidst at stå overfor et værk, der også kan tage pusten fra en. Det er et stort billedtæppe sammensat af metalstykker skabt af El Anatsui som et ekko af arte povera. Også af genbrugsmaterialer kan en ny skønhed opstå.
Ikke langt fra kirken ligger Tekstilmuseet, hvor de kunstnere, der er repræsenteret dér, er valgt ud fra den interesse for at arbejde med stoffer, der blev tradition i Herning allerede dengang, da Aage Damgaard inviterede talentfulde mennesker til at komme til Herning og arbejde.
Som i kirken er det ligeledes til at orientere sig i Herning Højskole – eller rettere sagt: Tidligere højskole. Et 1960’er-modernistisk højhus i det flade landskab tegnet af Viggo Møller Jensen og netop afdøde Tyge Arnfred. I de gamle stuer har en række billedkunstnere installeret værker, der ofte og gerne i poetisk eller kritisk undersøgende form behandler en række af tidens påtrængende problemstillinger som svindende biodiversitet, accelererende overforbrug og endnu en gang rummer insisteren på skønheden i det upåagtede.
Så ja, billedkunsten er en forestilling, der aldrig ender, og en fest, vi alle er inviteret til. Biennaler og museumsudstillinger er formidling af traditionen og præsentation af det nye. Sådan er Socle du Monde. Det er en god oplevelse.