Midtvejs på vandringen gennem livet lyser Arvid Jansen ikke længere

I morgen er der nyt fra en af Norges største forfattere, når Per Pettersons roman ”Mænd i min situation” udkommer på dansk. I dette uddrag fra bogen følger læseren hovedpersonen Arvid Jansen i tiden efter en skilsmisse, hvor han netop har fået at vide, at hans tre døtre ikke vil besøge ham længere. ”Mænd i min situation” er et ømt og skånselsløst portræt af et liv i opløsning og Pettersons første roman i seks år

De norske anmeldere har været begejstrede for ”Mænd i min situation” og skriver blandt andet: ”Per Petterson skriver så intenst, præcist og sproglig fintslebet, at historien griber dig med det samme. Og den slipper dig ikke. Heller ikke efter endt læsning.” (VG), og ”’Mænd i min situation’ viser, hvilken unik fortæller Petterson er. Ligaen af skuffede, enlige og desperate mænd har fået et løft lige ind i litteraturens førstedivision.” (Dagsavisen Årets bedste bøger 2
De norske anmeldere har været begejstrede for ”Mænd i min situation” og skriver blandt andet: ”Per Petterson skriver så intenst, præcist og sproglig fintslebet, at historien griber dig med det samme. Og den slipper dig ikke. Heller ikke efter endt læsning.” (VG), og ”’Mænd i min situation’ viser, hvilken unik fortæller Petterson er. Ligaen af skuffede, enlige og desperate mænd har fået et løft lige ind i litteraturens førstedivision.” (Dagsavisen Årets bedste bøger 2. Foto: Batzer & Co.

Og så efter jul ville de ikke komme i weekenderne mere, ikke engang fornuftige, saglige Tine som altid var retfærdig ville komme. Det var ikke let at rumme. Det var Vigdis som ringede, det var i slutningen af december, det var mellem jul og nytår, jeg havde ondt i kroppen op til flere steder efter en hændelse sent juleaften jeg var sikker på at ingen havde hørt om. Jeg havde et lille juletræ på en taburet i hjørnet ved petroleumsovnen, og i vinduet ud mod rundkørslen hang en halvkommunistisk rød julestjerne.

Vigdis var tolv år og storesøster, hun tog ansvar og overlod det ikke til sin mor. Det blev en formel samtale, hun sagde, far, vi kommer ikke mere i weekenderne, vi er blevet enige, vi kan komme en gang til før skolen begynder, men så passer det ikke så godt længere. Det begyndte med det samme at brænde i maven, men jeg turde ikke spørge hvad grunden var, for jeg kunne ikke vide om svaret jeg ville få var et svar jeg kunne leve med, så jeg tog det i stedet til efterretning, og uden at blinke afstod jeg fra rettigheder jeg oplagt havde krav på og med fuld støtte kunne hævde, men jeg kunne ikke kræve noget af dem de ikke ville give. Jeg havde det ikke i mig.

Jeg sagde, javel, Vigdis, det var da en tung besked for mig at få, men hvis I er blevet enige, så må jeg jo bøje mig for det. Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle sige, hun var så alvorlig, og jeg ville ikke gøre det vanskeligere for hende, det kunne jeg ikke, men jeg sagde i hvert fald, så er der ikke noget jeg kan gøre, eller sige, som vil få jer til at ændre den beslutning. Det tror jeg ikke, far. Nå ikke, sagde jeg, og nu brændte det forfærdeligt i maven, og det var som om jeg faldt og faldt, susende som Saulus var faldet på vejen til Damaskus med et uudholdeligt blændende lys i øjnene og blevet en anden, blevet til Paulus, og midt ude på den samme støvede glohede vej mistede jeg også mig selv og blev en anden end den jeg havde været, jeg blev en anden far, og jeg blev stille, og Vigdis sagde, far, er du der, og jeg sagde, ja, nu er jeg her. Men det var jeg ikke. Det var en anden. Jeg må lægge på nu, sagde Vigdis, hav det godt far, jeg holder meget af dig, måske kan vi snakke i telefon sammen, sagde hun, men nu på en helt uformel måde, jeg kunne høre at hun var ved at græde, og så sagde jeg så hurtigt jeg kunne, det kan vi, jeg holder også meget af dig, hav det godt, Vigdis, og så tales vi ved.

Det kan godt være at jeg havde været træt af og til når jeg stod ude i solen på parkeringspladsen ved rækkehuset på Skjetten med skulderen lænet mod bildøren, eller hovedet mod ruden inde i bilen når det regnede, hvis jeg havde været ude i Oslo centrum dagen før, altså torsdag aften, men det skete ikke ofte.

Jeg havde aldrig for høj promille, og som jeg så det var jeg påpasselig, og jeg var tilfreds med månederne der var gået siden Turid flyttede og med vinteren indtil videre, og at pigerne ikke var af samme opfattelse kom helt bag på mig. Så efter nytår blev alt anderledes, og jeg gik mindre og mindre ud, ja ikke om aftenen, men om dagen, hverdagene, lørdagene. Mit liv blev meget smalt.

I en periode tænkte jeg meget på døden, at jeg skulle dø, jeg kunne ikke lade være. Ikke dø ”til sidst”, som vi alle skal, men at jeg skulle dø om ikke så længe, om et år bare, eller endnu tidligere, om nogle få måneder, af en mystisk sygdom ingen havde hørt om før, i hvert fald ikke i Norge, som var kommet hertil med et skib fra Afrika eller Sydøstasien, med en tankbåd indtil videre tom for norsk olie og en kraftigt decimeret besætning undervejs, eller at jeg pinefuldt skulle dø af lungekræft, hvilket var mere sandsynligt.

Jeg drømte også om det, og så vågnede jeg altid brat og stod op og gik ind i stuen og rullede en cigaret, ja, en cigaret, og blev siddende i sofaen og røg og så ud på den evindelige rundkørsel og bautastenen, eller jeg gik ned ad trappen og satte mig i bilen og kørte væk fra Bjølsen gennem natten, ned til centrum eller ud på landevejene i halvmørket, i helmørket, næsten altid mod øst, og jeg vidste ikke om jeg egentlig var bange for at dø, ingen indre stemme gav mig klare beskeder, men hver gang jeg passerede et sted som jeg kendte, en plads eller en gade, en tankstation, måske, hvor jeg ofte havde stoppet for at fylde tanken, eller en café hvor jeg havde været inde og få en øl eller to, så kunne jeg ikke lade være med at tænke, nu ser jeg den for sidste gang, nu ser jeg den café med de tændte lamper på rad og række ind gennem lokalet, jeg ser den for sidste gang, ser menneskene ved bordene for sidste gang, silhuetterne ved vinduerne for sidste gang, ser dem ude fra mørket og ind i det gule lys, som ikke længere var mit lys, og så kunne jeg ikke lægge det lys til summen af lys, som Tolstoj skal have sagt, læg dit lys til summen af lys, for det var ikke mit lys, jeg lyste ikke længere, og jeg kunne sige det højt for mig selv, det er sidste gang jeg ser det sted, jeg kommer aldrig her igen.

Det at jeg sagde det højt, gjorde det stærkere, mere sandsynligt, selv om det kun var hjernespind. Det gjorde mig i hvert fald melankolsk, trist, nogle gange så trist at jeg var på grådens rand, og det lyder jo patetisk, men pointen var at jeg snart blev overbevist om at det var sandt, at det ville ske i nær fremtid, jeg kunne ikke se nogen anden vej ud af den tilstand jeg befandt mig i. Og da jeg ikke kunne komme ud for egen motor, måtte der en ulykke til, eller en sygdom.

Jeg var jo nødt til at købe mad, det er klart, og jeg gik også ture, specielt søndag formiddag. Jeg kunne gå op ad Bjølsengata, op ad bakken gennem Bjølsenparken med de høje kraftige gamle træer og hen forbi kolonihaverne; der var fint der, afskærmet, dæmpet, som i et særligt rum, i en verden for sig som om jeg befandt mig bag en glasvæg fjernt fra byens vrimmel, og lidt efter gå ud af det rum og ned langs den støjende Stavangergata, ind til Nordre kirkegård fra nordsiden og ned ad stierne mellem de glinsende gravsten med deres navne i guld og gotisk, gå op og ned, frem og tilbage, mens jeg tænkte, eller forsøgte at tænke, men jeg var ikke i stand til at forestille mig et liv der var anderledes end det jeg levede nu, i denne tid, se en anden verden folde sig ud, jeg kunne ikke følge tankerne hele vejen, uden at udelade noget, til de stoppede af sig selv i deres fulde mening. Det kunne jeg ikke.

Jeg kendte ingen som lå i jorden på Nordre kirkegård, ingen i nogen af familierne. Min slægt fandt jeg ikke her, hvilket var logisk da min mor var dansk og min far var født af svenske forældre i bydelen Vålerenga i det som dengang stadig hed Kristiania og skulle hedde det i tretten år til, og det passede mig fint, jeg ville for alt i verden ikke have nogen fortid her, og jeg gik heller ikke herud for at hilse på gamle bekendte, men jeg kunne læse de dobbelte, tredobbelte navne højt for mig selv, hvis de var noget særligt. Det var der nogen der var. Det jeg ikke gjorde var at tage ned til Oslo centrum om dagen, der skulle i hvert fald meget til. Jeg ville ikke blande dagene med aftenerne, jeg ville ikke møde nogen om dagen som jeg hellere ville møde om aftenen, det var lyset det kom an på, tænkte jeg, det ville være for stærkt og alle ville se mig komme gående op ad Karl Johans gate uden en trævl på kroppen og se hvem jeg var og føle sig ilde berørt på mine vegne og åbenlyst vende ansigtet væk; nej det gik ikke, så når jeg var færdig med at skrive, eller rettere sagt var færdig med at prøve at skrive, blev jeg hjemme. Jeg sov. Jeg stirrede ud af vinduerne, på Ole Dehlis irgrønne silhuet på bautastenen, på busserne og på menneskene som stod af og stod på. Jeg forsøgte at læse.

Når rastløsheden blev for stor og bogsiderne på besynderlig vis aldrig kom helt i fokus, kunne jeg gå ned til Mazdaen tidligt om morgenen og køre til Sverige, langt væk til den lille by Arvika i Värmlands län, som var det første län på den anden side af grænsen, om onsdagen eller lørdagen, som var torvedag i den her by, hvor jeg flere gange havde været med min bedste ven Audun på snakketur i tider som for længst lå bag os, da Turid endnu ikke fandtes og vi snakkede og snakkede, helt frit og åbent i hans lyseblå Ford Taunus.

Den første gang jeg tog derhen alene var nogle uger efter Turids bortfald. Det tog mig godt to timer i bilen, jeg brændte så meget benzin af at jeg kunne fylde en sø, men det var pludselig der jeg ville hen. Ud af landet. De havde et konditori der, i Arvika, som hed City Konditori, på hjørnet af Storgatan lige over for Musikskolan og busholdepladsen, og alt så vist ud derinde som det havde set ud kort efter krigen, i 1947, da konditoriet slog dørene op for første gang, og det mindede mig svagt om Tante Karis café, hvor min mor serverede i årene efter den tyske okkupation, på hjørnet af Bjerregaards gate og Uelands gate i Oslo, som jeg havde hørt den så ud i årene før jeg blev født, men aldrig havde set.

Jeg satte mig hvor jeg altid sad, ved et bord på første sal med kaffen og en flødeskumskage som lignede vores egen napoleonskage og udsigt til Musikskolan og de svenske mennesker som gik forbi nede på gaden. De føltes fremmede, uforudsigelige, lidt skumle, føltes udenlandske, hvilket de oplagt var, men de så ikke sådan ud, de så ud som os, udenpå, i tøjet, altså os i Norge. Jeg vidste ikke hvorfor jeg tænkte sådan. Det var temmelig barnligt.

Op ad væggen stod en jukeboks som ikke virkede, under en lampe med to skærme af matteret glas hang et stort billede af Marilyn Monroe i sort-hvid, men med brandbilrød mund, og lidt længere henne James Dean i regnen på Times Square med sin lange frakke på og cigaretten mellem læberne. Ved den stejle vindeltrappe hang et lige så stort billede af Elvis med et solidt knæk i knæene og hånden om mikrofonstativet, hele kroppen ludende ildevarslende til den ene side. Lampeskærmene var blevet gule med årene og væggene kunne godt have tålt en vask og stolene var betrukket med et burgunderrødt stof som den ældste af mine døde brødre altid kaldte ”imiteret skai”, for at understrege kvaliteten, og på en af dem havde det glatte hårde stof slået revner af ælde og lidt af den gamle skumgummimasse stak op, men jeg syntes egentlig ikke at det så så værst ud.

Jeg spiste kagen, fik ny kaffe og lagde min bog på bordet ved vinduet på første sal og sad der og læste i en time, måske mere, uden problemer. Jeg følte en stor ro. Så gik jeg ned ad den stejle trappe og hen til Systembolaget på den anden side af det travle torv som lå lige over for jernbanestationen hvor toget stoppede og blev holdende et kvarter før det kørte videre tværs over de store sletter mod Stockholm. I Systembolaget købte jeg altid en halv flaske calvados, og på vej tilbage gik jeg ind i Bokträdet, en lille, kristen boghandel, hvor manden bag disken smilede bredt hver gang han så mig komme ind med den klingende klokke over hovedet og klingende mønt i lommen, altså ikke bogstaveligt, for han vidste at jeg brugte penge, af og til mange penge, men ikke på kristne bøger, han havde også andet, næsten alt af Selma Lagerlöf, som var fra Värmland og for så vidt var kristen, og svenske klassikere jeg var mere fortrolig med end jeg var med de norske, Strindberg, Hjalmar Bergman, Lars Ahlin, Nils Ferlin. Du läser mycket, sagde han, og jeg sagde at det gjorde jeg, men alligevel en god del mindre end før, jeg er for rastløs, tænkte jeg, for flygtig.

Men jeg køber lige så meget som før, sagde jeg, jeg kan ikke lade være. Det bliver nok bedre med tiden, sagde han, og jeg sagde, ja, den kommer nok tilbage. Læselysten, altså. Det håber jeg, sagde han, så kommer du tilbage flere gange. Det gør jeg nok alligevel, sagde jeg, og det gjorde ham glad. Engang købte jeg Hjalmar Söderbergs Samlade romaner och noveller på udsalg og læste alle bøgerne i en rus, men så stoppede det igen.

En anden gang købte jeg en bibel til min samling, altså i svensk oversættelse, på ”originalspråket”, som Vilhelm Moberg engang insisterede på at det var da han blev tilbudt en dansk udgave og ikke ville tage imod den; han ville have den på originalsproget, sagde han. Så blev manden i Bokträdet ekstra glad. Det er dig som er den mest kristne af os, havde Turid sagt en søndag vi var til barnedåb og jeg ikke ville synge. Jeg syntes det var svært, mens hun for sin del kunne synge med på hver eneste salme af fuld hals fordi hun var ligeglad ikke-troende og dermed fri til at gøre hvad hun ville. Men jeg kunne ikke synge. Jeg var ikke fri. Jeg følte mig observeret, ikke af de andre i kirken, som var slægtninge og venner og folk jeg kendte godt, men af Gud, som kunne se hvor falsk jeg var, hvor hyklerisk, når jeg sang salmerne under byrden af tvivl og samtidig påstod min hedenskab, og Gud lo da han så mig sidde der fortvivlet på bænkerækkerne, og hans ironiske latter sved i hjertet, og jeg blev stum. Jeg kunne ikke synge. Turen til Arvika og tilbage igen tog det meste af dagen, og det var jo også pointen.

Af og til prøvede jeg at skrive ved det svenske, mere end fyrre år gamle bord på første sal på City Konditoriet helt øverst i Storgatan, med blyant, som oftest på sammenfoldede A4-ark, så blev de vel A5, og ikke i notesbøger, som var mere problematiske, forpligtende på en ødelæggende måde. Det føltes jo lidt romantisk, klassisk forfatteragtigt, at sidde på den måde, på en café og skrive med blyant, i et andet land, som Hemingway gjorde i Paris i tyverne, og spidse blyanten og lade blyantaffaldet falde ned på tallerkenen som han også havde gjort og lade det falde ned på servietten hvor der stod ”City Konditori” i fejende grønne bogstaver i det ene hjørne, men efterhånden kunne jeg mærke mit eget skeptiske blik i nakken, så det blev sjældent til noget, det var at gå for langt. Jeg burde holde mig til læsningen.

De danske oversættere Jannie Jensen og Arild Batzers kommatering er bibeholdt i det bragte boguddrag.