Historien i Anden Mosebog om israelitternes udvandring fra slaveriet i Egypten til det forjættede land, der flyder med mælk og honning, er ikke alene en af Bibelens og dermed den vestlige kulturs grundfortællinger, men også en af de væsentligste fortællinger inden for jødedommen, ja, den kunne også kaldes for en zionistisk kernetekst.
Fortællingens potentiale appellerer bredt. Historien om et undertrykt folk, der befries af en stærk leder og sættes i bevægelse mod en fremtid og et håb, er universel. I Det Gamle Testamente er den tillige strejfet af en magisk guddommelighed, hvor Moses med Guds hjælp nedkalder et arsenal af rædselsfulde plager over de egyptiske herskere og skiller vandene med sin stav, så israelitterne kan krydse Det Røde Hav tørskoet, hvorefter en mur af vand sluger de rasende forfølgere.
I passager er fortællingen fortryllende, ikke mindst i anslaget, hvor den i alle henseender udsatte Moses findes i papyruskurven ved Nilens bred af Faraos datter og frelses af den magt, han siden skal bekæmpe. I andre passager er fortællingen visionær, som da Gud åbenbarer sig for Moses som en brændende tornebusk eller skriver lovens tavler med sin finger. Gud leder sit folk i form som en skystøtte og ildsøjle, men lader sig ellers ikke se. Gud placerer Moses i en klippespalte og dækker hans ansigt med sin hånd, da han passerer ham. Det er en frelsende, men også straffende Gud, ”der er den, han er”, og som nedkalder sin vrede over de egyptiske herskere, men også over sit udvalgte folk, når det danser om guldkalven og dyrker andre guder end ham.
Potentialet i Anden Mosebog har været en vedvarende inspiration igennem 2000 år og har derfor også sat sine spor inden for det seneste århundredes filmindustri. Cecil B. DeMille filmatiserede ”De ti bud” allerede i 1923, og gentog bedriften i 1956, hvor Moses spilles af Charlton Heston og Ramses af Yul Brynner. Med 10.000 statister, gigantisk kulissearkitektur og storladen patos overgår ”De ti bud” det meste i filmhistorien. En mere afdæmpet filmisk version af fortællingen med titlen ”Moses” havde premiere i 1995 med Ben Kingsley i rollen som manden med staven, der leder sit folk mod frihed.
Nu har Ridley Scott ladet sig friste af det mægtige stof og allieret sig med en række kendte skuespillere, den nyeste teknologi inden for visuelle effekter, samt 3D, der skal give de levende billeder rumlighed og dybde. At instruktøren bag ”Gladiator” lader sig friste af en ny sværd og sandal-film kan ikke overraske. Men at samme instruktør bag klassikere som ”Blade Runner” og ”Thelma & Louise” har lavet så dårlig en film overrasker. ”Exodus” er en spektakulær, men fuldkommen affortryllet og tillige politisk korrekt film, der svigter sin historie.
Ridley Scott og konsorter har forvandlet fortællingen til en historie om to brødre, Moses og Ramses, der vokser op som edsvorne venner, men siden bliver fjender på liv og død. Modstillingen mellem de to er på både et fysisk og åndeligt plan, hvor Moses og hans tro i enhver henseende er stærkere end Ramses' med den degenererede livsstil. Moses spilles af Christian Bale, der tidligere har spillet Jesus, så han er vant til profetiske roller. Ramses spilles af Joel Edgerton, der bliver filmens eneste interessante karakter, fordi han ikke er entydigt ond, men rummer en dimension af rådvildhed og sårbarhed.
Ved at reducere ”Exodus” til en tvekamp mellem de to kombattanter forsvinder så meget andet. Væk er det poetiske barndomsafsnit med Moses i kurven, og væk er de både manende og forjættende slutafsnit. Israelitterne danser ikke omkring guldkalven og straffes hverken af Moses eller Gud. Lovtavlerne skrives ikke med Guds finger, men af Moses selv på Sinai Bjerg, og hvad deres ordlyd er, melder filmen intet om. Filmen er i den henseende gjort ideologisk spiselig og Moses forvandlet til en moderne humanist frem for en israelit.
I et centralt replikskifte mellem Moses og Ramses, definerer Ramses en israelit som en, ”der kæmper for Gud”, hvortil Moses replicerer: ”Nej, en, der brydes med Gud.” Moses fremstilles som den tvivlende humanist, der under sine åbenbaringer opponerer mod Guds brutalitet over for egypterne og nægter at adlyde ham. Han er ikke Guds magiske instrument, men hans plagede undersåt. Og hans eneste profeti finder sted under exodus, hvor Moses konstaterer, at de 100.000 israelitter, han står i spidsen for, næppe vil blive modtaget som helte i det forjættede land, men som en ”invasionsstyrke”. Her går der aktuel mellemøstkonflikt i filmen.
Ridley Scotts udvandrer-epos fungerer således alene på et elementært visuelt plan med flotte actionscener af kæmperne hærskarer, spektakulære computergenererede prospekter over Ramses' megalomane Albert Speer-lignende kongeby og så selvfølgelig gestaltningen af de mange plager, der aldrig er set mere hærgende og ødelæggende. Læg dertil en flodbølge på Det Røde Hav, der virkelig vil noget. Men naturscenerierne er opkørt overstyrede og lettere syntetiske i udtrykket og svarer på den led overens med filmens replikker, der er hult deklamatoriske.
Filmen får sine tre stjerner for sin 3D-bebrillede billedside. Af Ridley Scott havde man ventet mere med en historie som denne mellem hænderne.