Antony Beevor: Anden Verdens-krig. Oversat af Anders Juhl Michelsen. 1104 sider. 399 kroner. Lindhardt og Ringhof.
Max Hastings: Helvede brød løs. Anden Verdens-krig 1939-1945. Oversat af Bjørn Erik Niss og Casper Langhoff. 888 sider. 399,95 kroner. Forlaget Herreværelset.
LÆS OGSÅ: Modenhedens milde ansigt
Ingen anden periode i historien har frembragt større dilemmaer for både ledere og almindelige mennesker eller vist eksempler på så store menneskelige tragedier, på korrupte politikere, ideologisk hykleri, militær magtsyge, forræderi, selvopofrelse, ufattelig sadisme og uforudsigelig barmhjertighed.
Disse ord stammer fra bagsideteksten på den engelske historiker Antony Beevors murstensværk om Anden Verdenskrig. Alle menneskelige følelser og tragedier er aktiveret i krigen, og alle store og små erfaringer skal samles og videregives til den ivrige læser. Beevors bog om Anden Verdenskrig bringer, som det ligeledes hedder i bagsideteksten, alle aspekter af krigen i spil.
Man kan synes, at allerede henvisningerne på bagsiden virker stødende: Skal vi virkeligt køre rundt i alle facetter og nuancer af Anden Verdenskrig, som om det gjaldt en spændingsfortælling om menneskehedens store dramaer? Skal virkelig alle aspekter af krigen sættes i spil?
Men uanset hvordan man ser på det, hersker der ingen tvivl om, at Beevors bog blot er en blandt mange udgivelser, der prøver at nærme sig Anden Verdenskrig med et altomfattende blik: gerne på hundredvis af sider og gerne med alle mulige detaljer om både strategiske angrebsplaner og de menige soldaters lidelse, som alt sammen beskrives indgående i disse om krigens udvikling, om de civile ofre, om bombekrigens rædsler og om alle militærhistoriske baggrunde.
Resultaterne er på sin vis og langt hen ad vejen ganske imponerende. Både hos Bee-vor og i eksempelvis Max Hastings murstensværk Helvede brød løs. Anden Verdenskrig 1939-1945, der netop er udkommet på dansk hos forlaget Herreværelset.
Værkerne udgør hver især mere end 800 sider, og i begge finder vi en fylde af materialer og historier, som gør Anden Verdenskrig yderst nærværende. Her registreres helt normale menneskers lidelser under krigen og de mangfoldige udviklinger, som de blev ofre for. Samtidig er begge præget af store internationale perspektiver. I modsætning til tidligere, hvor historikere ofte forsøgte at indfange en bestemt vinkel af krigen, gælder det nu om at give et helhedsperspektiv, der spænder fra Europa over Stillehavet til Afrika.
Især Beevors bog bidrager her til en bedre forståelse af det interne samspil mellem krigens forskellige udviklinger rundtomkring i verden og deres indbyrdes vekselvirkning. Alligevel er det svært at tilslutte sig begejstringsstrømmen, som disse typisk udløser hos diverse kritikere.
Det forstemmende består for mig at se ikke nødvendigvis i, at disse tilsyneladende henvender sig til læsere, der ikke har andet at tage sig til end at følge forgangne generalers strategiske beslutninger, tælle divisionernes omfang inden forestående angreb på fjendtlige styrker ned i mindste detaljer og så sideløbende blive rystet over civilbefolkningers og menige soldaters lidelser.
Det er snarere særligt problematisk, at disse med deres altomfattende perspektiv synes at erstatte den mere dybtgående og detaljemættede historiske analyse af bestemte aspekter af krigen og vor fælles historie. I stedet for at tilbyde en grundig analyse af krigens udvikling og af de strukturelle bevæggrunde bag historiens konflikter er de nævnte udgivelser mest optagede af at skabe en spændingsfortælling, som læseren kan blive holdt fangen af.
Der henvises godt nok i bisætninger til potentielle forklaringsmuligheder for de historiske begivenheder, men i deres tilgang sigter ne helt bevidst efter at skabe den gribende og passionerede fortælling, som det hedder hos Beevor. De dyrker en slags militarisme for veluddannede: Selvom de skjuler sig under et videnskabeligt fundament, dyrker de især fascinationen af krigen og dens grusomheder.
Som legitimation for at kunne lancere deres gribende fortællinger om krigen henviser disse gang på gang til den angiveligt almenmenneskelige erfaringsdimension ved krigen. Krige bliver således ophøjet til eksistentielle erfaringsrum, hvor den sande menneskelige natur og lidelse kommer til udtryk: Dette er først og fremmest en bog om den menneskelige tilværelse, som Hastings eksempelvis nærmest programmatisk indleder sit murstensværk.
Men når man samtidig forholder sig til, hvordan Hastings senere i bogen beskriver den udbredte antisemitisme i Sovjetunionen eller Polen under Anden Verdenskrig, virker det alt andet end dybtgående: Der citeres selvsagt vigtige udsagn, men der foreligger ingen overbevisende analyse eller baggrunds-information for de fremlagte tendenser. Det virker med andre ord, som om det påståede fokus på de eksistentielle dimensioner især er med til at skjule fraværet af analytisk dybde og historisk baggrundsviden.
Et modeksempel til denne tendens, som både Hastings og Beevor repræsenterer på det aktuelle danske bogmarked, foreligger i Ian Kershaws fremragende studie om Hitler-Tysklands modstand og selvdestruktion i årene 1944 og 1945, der nu ligeledes foreligger på dansk.
Som hos Hastings og Bee-vor er her tale om et murstensværk, hvori læseren konfronteres med næsten 800 sider videnskabelig litteratur. Men i modsætning til førnævnte benytter Kershaw omfanget til at gå i dybden med et centralt og klart afgrænset forskningsspørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvordan det kunne være, at nazisterne også sidst i krigen vedblev med at yde hårdnakket modstand, selvom alle og enhver kunne se, at krigen for længst var tabt.
Kershaws svar på spørgsmålet ligger i forlængelse af hans tidligere om blandt andet Hitler og dennes tilsyneladende karismatiske magt: Hvor Kershaw i sin berømte og med rette roste Hitler-biografi tolker Hitlers forhold til folket ud fra en vekselvirkning mellem den folkelige længsel efter at tilbede en leder, som de kan projicere deres forventninger på, og Hitlers evne til at tilbyde en sammenhængende, karismatisk fortælling, peger han nu på samme mekanisme i sin bog om krigens sidste måneder.
Også her gælder det for Kershaw om at inddrage både magtstrukturerne i Det Tredje Rige og at fokusere på mentaliteten hos dem, der også efter 1944 fortsatte med at støtte op omkring regimets destruktive modstandskamp.
Grunden til, at den selvdestruktive modstand blev ved, ser Kershaw især i det karismatiske herredømmes struktur og funktion. Det var den opbyggede mentalitet om at følge en karismatisk leder, som både befolkningen og generalerne havde svært ved at lægge fra sig. Og dette gjaldt ifølge Kershaw også i den fase, hvor Hitler selv ikke længere formåede at genskabe den masseappel, der tidligere førte ham til magten.
Sammenbruddet af Hitlers masseappel kunne ikke afskaffe mekanismerne bag den: De strukturer og mentaliteter, der prægede hans herredømme, varede ved helt frem til hans død i førerbunkeren, som Kershaw udtrykker det. Paradoksalt nok var der, ifølge Kershaw, til sidst tale om et karismatisk herredømme uden karisma. Strukturen og mentaliteten eksisterede også, selvom Hitlers karisma for længst var blegnet.
Kershaw tilbyder på denne måde en tankevækkende nytolkning af Det Tredje Riges sidste måneder og det svært begribelige faktum, at store dele af den tyske befolkning valgte selvdestruktionen i stedet for kapitulationen. Mens Beevor og Hastings i deres militærhistoriske gennemgange forsøger at inkludere så meget stof som muligt, bevæger Kershaw sig i dybden med sit stof.
Resultatet er en fremragende analyse af selvdestruktionens anatomi, funderet i nazisternes magthierarki og den tilsvarende mentalitet. Og dermed tilbyder Kershaw langt mere end de omfattende militærhistoriske gennemgange, som Beevor og Hasting i deres formår at videregive til læseren.