Prøv avisen
Boguddrag

Hvordan var det egentlig at være barn i 40'erne?

Niels Barfoed: På vej hjem fra skole. Amagerfælledvej. Februar 1941. Arkivfoto.

Hvordan var det egentlig at leve, dengang verden var i sort-hvid, og folk talte med underlige a’er og sagde De til hinanden? Hvordan var det at leve i 1940’erne, da der var krig i Danmark? Det sætter bogen ”Min barndom i 40’erne” fokus på. Læs her et kapitel fra bogen

Her følger barndomsminder fra 1940'erne skrevet af Niels Barfoed, litteraturkritiker og forfatter

Fedtlæderstøvler hed det. Det var noget meget attråværdigt for drenge og fuldt af betydning – skønhed, styrke, bevægelse, krig. Noget vi ikke alene gik i, men også gik op i. Vi holdt øje med, om de var i orden, vi passede på dem.
 
Støvlerne, dem jeg tænker på, var langskaftede og havde foruden snørehuller forneden en lang række hægter, eller hvad det nu hedder, op langs skaftet, som man brugte krydsvis; og for enden under knæet bandt man til sidst de meterlange brune snørebånd i en dobbeltknude, og så var man klædt på. Skolevejen ventede. March!
 
Jeg ved godt, der er dem som beskriver fedtlæderstøvler som korte støvler, men de korte var i min erindring skistøvler, der for resten også kunne bruges til skøjteløb. Og det blev de vel mest, for dengang, da man ikke kunne rejse nogen steder, var der lange isvintre, hvorimod sne skortede det for det meste på. Peblingesøen med den varme Søpavillon at ty ind i kunne være frossen i månedsvis. Den kunne ligefrem være bundfrossen.

Ski- og skøjtestøvlers elegance fremhævedes af ragsokkerne, når de var foldet på en måde, så de dannede en velformet overgang mellem støvle og skibukser. Ligesom på reklamer. Da krigen og knapheden medførte, at sko og støvler ikke længere kunne forsåles så gedigent som før (jeg tror det bedste hed bjørnelæder), opstod ud af det blå noget, der hed støvlesøm. Man kunne få dem hos skomageren, og det var kun ham, der kunne slå dem rigtigt på. De var sekskantede. Når tyskerne marcherede syngende gennem Vester Voldgade, var man ikke i tvivl om, at her blev der brugt støvlesøm – trampene kunne høres som selve det underliggende taktslag til Denn wir fahren ... Metallisk og uopholdeligt.

Gik det over brosten, blev tonen ligesom højere og finere, end når det bare var asfalt.En sjælden gang blev der marcheret om aftenen eller natten. Det må være, når soldaterne kom hjem fra øvelser. Hvis jeg ellers var oppe og skyndte mig hen til vinduet, kunne det hist og her slå gnister dernede, når sømmene mødte brostenenes granit. Det måtte kunne gøres efter. Jeg sparkede hælen mod brostenene en sen mørk vintereftermiddag, hvor jeg var kommet fra klaver i Havnegade. Den var go’ nok. Jeg fik ganske rigtigt gnister til at springe frem, når jeg sparkede. Jeg fik med andre ord selv støvlesøm under fedtlæderne, og det var en sejr, for Anna var øm over sine, altså mine forældres, parketgulve. De satte mærker, hvis man ikke var meget forsigtig. Anna herskede, også når herren og fruen var hjemme. Stille og uden at fylde for meget, men sikkert, for hun var uundværlig. Det var hendes overmægtige styrke.

Kun én gang truede hun med at sige op, da min mor havde været særlig urimelig. Da rystede hele Vester Voldgade i sin grundvold. Det skete, at jeg meget tidligt om morgen var inde i min mors soveværelse for at få en seddel med i skole: »Niels har desværre været syg ... etc.« Det var ikke noget, Anna kunne klare. Engang voldte det mig store problemer. Klasselæreren fattede i den grad mistanke til sedlens ægthed, at jeg senere på dagen blev kaldt op til rektor. Dette var åbenbart en sag for ledelsen. Et stille, højtideligt kontor, man ellers aldrig betrådte. Hvad er dette! Også rektor var sikker på, at sedlens ophavsmand var mig selv. Så amatøragtig var ortografien? Mistanker af den art er vanærende – når de er falske vel at mærke. Nå – det var selvfølgelig en sejr, at en opringning til mit hjem kunne bekræfte sagens rette sammenhæng. Min mor beklagede, at hun havde skrevet sedlen i så søvndrukken en tilstand og så videre ...

Jeg slap, meget tilfreds, med forskrækkelsen. Men hvad jeg også lærte – for livet – var: ikke at forvente nogen undskyldning. Magten tager ikke fejl. Eller rettere: den indrømmer det aldrig. Jeg tænker på alle magthavende, alle slags ledere, alle slags organisationer og institutioner. Partiet har altid ret. Det har ledelsen også. Den undskylder kun, hvis den er beordret til det af en endnu højere ledelse. Og så er det jo under tvang. Jeg gik ud af rektors kontor, renset for skyld, men uden satisfaktion. Der blev født et lille nag i mig, som er blevet siddende. Anna lærte mig at snøre støvlerne rigtigt. Og det var ikke den eneste grund til, at jeg bedre kunne lide, at hun gjorde det i stedet for mor, der dels var utålmodig, dels ville gøre et nummer ud af situationen, et helt stilleben: Mor hjælper barn med at snøre støvler ... Anna, det var: Så, se så her, sådan og sådan. Prøv nu selv.

Når vi havde spist morgenmad og havde passet på ikke at vælte petroleumsovnen – der var trængsel i køkkenet, for det var det eneste rum under krigen, hvor der var varmet op om morgenen – og når jeg var listet gennem stuen – ikke trampe på parketten – og havde hentet tornystret, og når jeg var nede på gaden, og der var fortovsfliser – så kunne det ellers høres. Langebro ‘sagde’ ikke noget, dér var fortovet af brædder, men hele det flisebelagte stræk langs Volden ned til Amagerfælledvej, dér var jeg en hel enmandshær. Rumpedaskeren var på plads med madpakke og skolebøger. Drikkevarer? Nej, det havde vi aldrig med. Man kunne købe en kvart sød på flaske af mælkemanden i det store spisefrikvarter og sommetider få et glimt af nogle tvivlsomme pornofotografier, han gerne viste frem.

I den myldrende skolegård, hvor alle fór rundt efter hinanden, glemte man ganske vist støvlerne. Men på trappen med de brede trin, hvor vi i sluttet trop, klasse for klasse, trampede op til klasseværelset, kom den raslende rytme frem igen, nu mangedoblet. Vi var mange i støvler. For ikke at tale om, når vi til sidst rejste os for fru Børup, der kom ind i klasseværelset på slaget, en skjoldmø at skue med et stort hår med spænder og en overbevisende barm. (Man sagde, hun var gift med en rigtig digter!). Dagen var i gang, når fedtlæderstøvlerne sattes i gulvet til ære for ‘Frøkenen’, og vi stod ved siden af pultene, og der lugtede i lokalet af beskidte drenge. Særlig lugtede Knud, ham gjaldt det om ikke at få til sidekammerat. Knud – lige siden jeg gik i underskolen har der være noget fortrykt og næseklemt over navnet. Han havde ikke fedtlæderstøvler, for det havde hans forældre ikke råd til. Faren var arbejdsløs; moren ikke noget.

Måske var det Knuds far, der havde været på færde derhjemme engang, jeg kom fra skole. I opgangen, i karmen under det smalle vindue ud mod gården lå en halvt åbnet, næsten urørt madpakke. Jeg så med det samme, det var Annas værk! Sådan, så gennemsnitligt kedeligt kunne ingen andre smøre klemmer. Mors madder var på godt og ondt meget mere uforudsigelige. Dengang ringede det ikke så sjældent på døren, og udenfor stod en mand og spurgte, om man kunne undvære en skilling. Selvom der hang et tydeligt skilt nede i porten om, at »Handel og Betleri« var forbudt. Men de vidste måske ikke, hvad betleri var.

Nej, men De kan få noget at spise. Og Anna havde sagt: Vent lidt! og lukket døren omhyggeligt. Manden havde sikkert mumlet et tak, da hun rakte ham pakken med et gummibånd omkring. Men nogle etager
nede havde han så lagt pakken fra sig, stort set urørt. Jeg tog den med mig op. Anna hældte den direkte i skraldespanden og kommenterede ikke situationen yderligere. Men hun fortalte, at nogle gange, når hun kom med madpakken, var manden væk. Så har vi nok fået den med i skole næste dag. Far sagde, at de havde et system, tiggerne. At de var arbejdsløse, skænkede jeg ikke en tanke, de var tiggere. Det var noget, nogen var.

De satte en eller anden form for mærke på folks døre, så andre kunne se, om der var noget at hente, eller døren bare blev smækket i med det samme. Jeg ved ikke, om det var sandt. Men jeg var lidt bange for tanken om, at vi var omringet af nogen derude, som ville have vores penge eller ting og kendte os og oven i købet havde bestemte signaler sammen, så de kunne vide, hvordan vi var. Vi havde også hørt, at tyskerne kunne finde på at ringe på, endda midt om natten. Men det frygtede vi først sidst på krigen, da min storebror måtte gå under jorden. Det kom som en stor overraskelse for mine forældre, at Ole gik og puslede med illegale ting. Selv anede jeg det heller ikke. Men engang havde han taget mig med ind på sit værelse og vendt jakkereversen henne ved vinduet, så jeg kunne se. Dér sad et lille emblem med hammer og segl på. Så satte han pegefingeren op foran munden og sendte mig ud igen. Han arbejdede i det skjulte for Studenternes Efterretningstjeneste. En kammerat af ham blev arresteret, og han var næsten lige så ung som Ole, tyve højst, og hvad kunne sådan en dreng klare under tortur, ville han nævne Oles navn? Jeg kendte ham og så ham for mig, Flemming, bleg og bange, i tyskernes klør. Ole kom af sted i en fart, med en linje 14, ud til mors og fars nære venner i Hellerup, hvor han straks kyssede på datteren. Men han var også over tyve.

Den eneste, jeg kyssede på, men da var krigen holdt op, var en veninde til rektors datter. Og det var kun en times tid eller to. Jeg var ikke noget rent barn længere. Jeg var blevet konfirmeret og havde fået J.P. Jakobsens samlede værker i to bind af en elskelig tante, der i det stille havde høje tanker om mig. Rektor boede på skolen, i lejligheden øverst oppe. Der var jo ikke mørkelægning mere, men oppe i rektors lejlighed – vel det farligste sted overhovedet at opholde sig ubudent for en elev – var vi en sen aften en sluttet kreds på fire, to af hver, der alligevel slukkede lyset, men nu af andre grunde. Forældrene var i provinsen et sted og blev der. Pladespilleren var i gang, og jeg oplevede for første gang i mit liv at holde om en pige længe og kysse hende både på munden og på skilningen og blive kysset igen. Og hun sagde nogle små inderlige lyde, som jeg aldrig har glemt og altid længes efter at høre igen. Det er såmænd ikke så mange årtier siden, jeg hjalp en kvinde ind i en taxi på Nyhavnsbroen og kyssede hende til farvel – ruden var rullet ned. Da hørte jeg den lille lyd igen. Nå, Ole blev ikke taget, og datteren i huset fordelagtigt forlovet til anden side. Han behøvede ikke at flygte til Sverige, og vi blev sparet for besøg af tyskerne. Jeg kan heller ikke overhovedet se for mig, hvordan min nervøse og meget lidt situationsbeherskende far ville have reageret på et besøg af Gestapo. Måske var han besvimet midt på gulvet og hvad så ...?

Til gengæld befandt jeg mig til tider med fornøjelse midt blandt hundredevis af tyskere. Som en ål i mudderet. Min skolevej, da jeg var avanceret til mellemskolen, gik nemlig gennem Hovedbanegården. Jeg kom nede fra Dantes Plads og Tietgensgade og gik ind – østfra, må det vel blive. Der var ikke alle de butikker som nu. Der var mere nøgent og banegårdsagtigt, støvet og sodduftende. Til gengæld var der en skopudser, hvor kunden nærmest sad som på en trone hævet over mængden, og der var en biograf: Den vide verden, som viste tyske propagandafilm. Ufa hed produktionsselskabet. De kunne være gode nok til os drenge. Bare billederne var levende. De var fulde af frontberetninger og soldater, der røg og smilede med opsmøgede ærmer. Det så ikke så slemt ud at være i krig. Men alle de tyske soldater, der stod i kø ude i afgangshallen for at komme ned på perronen og videre til Østfronten, så ikke glade ud. Mange var ikke mere end fem år ældre end mig – 18-19 år. De var udslukte og blege, tunge og tavse. Klokken var kvart over syv. De fyldte så meget i afgangshallen, at der ikke var andet at gøre end at bore sig igennem dem. Det gjorde jeg så, og derved kom min mappe i berøring med en masse fjender. Jo flere, jo bedre. For det var pirrende, når der i mappen var tredive eksemplarer af den seneste udgave af det illegale Information – som jeg skulle nå at fordele på lærerværelset, før lærerne kom.

Livet føltes ikke egentlig farligt under besættelsen. Vel, det kommer selvfølgelig an på. Men hvis man passede sig selv, som min far og mor gjorde, havde det stort set ingen nød. For mine venner og mig var det lidt mere risikabelt. For vi kunne jo ikke sidde og kukkelure. Vi skulle rundt i byen, når lektierne ikke holdt på os hjemme på vores værelser. Vi fulgte med i, hvad der skete; eksplosionerne, brandene, sabotagerne og schalburgtagerne, de gjaldende råb. Når der lød skud for enden af gaden eller fra vinduerne, eller når en bil – gerne en Opel eller en Citroën – hvinede omkring et hjørne. Selvfølgelig fór vi af sted den modsatte vej, væk, væk, når der var et våben, der skrattede, men holdt alligevel øje med, om det blev ved eller hørte op. Ofte var det bare en nervøs tysk soldat, der frygtede, han var faldet i baghold. Den slags blev værre i krigens sidste tid, da der ikke var nogen regering og først og fremmest ikke noget politi. Til gengæld blev gadebilledet sjovere. Strøget var begyndt at ligne Dyrehavsbakken eller et stort marked med spalier’er af gøglere og sangere, udbryderkonger og tryllekunstnere. Nej, det var ikke farligt. For jøderne, jo da, og for modstandsfolkene.
 
Men min far og mor nøjedes med at høre BBC på laveste lydstyrke – Bum-bum-bum-BUM! – Her er London! – eller Sverige: Eftermiddagsnyheter från TT – det dristigste de foretog sig. Mor lagde kabale, far læste Walter Christmas eller kommenterede nyhederne løbende, og jeg tegnede, tit natlige krigsskibe, der blev bombet fra luften. Jeg havde en fascination af stærke projektører. Disse kæmpemæssige lamper, der stod på krigsskibenes dæk eller antiluftskytsinstallationerne og blev betjent af små myresoldater. De krydsede kæmpemæssige lysklinger på den sorte himmel og fangede flyvere i strålerne. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være at sidde i cockpittet deroppe og pludselig blive totalblændet og vide at ... Krigen var – strimler af stanniol spredt rundt i skovbunden. Den slags kunne kun krigen finde på. En lysning i Tisvilde hegn. Dér lå de. Nogle trætoppe, graner ved Brantebjerg, dér hang de og glitrede. De var til at narre fjenden med. De blev kastet ud af bombemaskinerne for at forstyrre fjendens radar. Man kunne samle dem og knuge dem sammen og få en skinnende bold ud af det – og vide, at dem havde englænderne fornylig rørt ved, da de blev kastet ud, og nu var de mine, her i mine hænder. På en måde havde jeg rørt ved englænderne selv hen over en ellers uovervindelig afstand. Det var umuligt og forbudt og mirakuløst på samme tid, besættelsestid.

Engang så jeg et mini-mini-glimt af en englænder! Dem, der var dygtige til håndbold, gik til ekstratræning i Valby, og en formiddag var der pludselig en vild motorlarm i luften. Vi fór ud, den unge træner forrest. Hvad i alverden kunne det være? Det var utroligt! Den ene engelske jagerbomber efter den anden kom strygende lavt hen over sportshallen. Jeg kunne lige akkurat skelne mit livs første englænder i cockpittet; han kiggede skråt ned, så var han videre ind mod centrum, og i det samme var den næste over os. Men glasklare stod i deres vidunderlige, forbudte tydelighed Royal Air Force-mærkerne på vingerne. Og stadig ingen luftalarm. Luftalarmer, dét var vi ellers vant til. Vores træner blev alvorlig. Men han nøjedes med at afbryde træningen og sende os hjem: Pas godt på, drenge! Se jer godt for. Linje 6 kom ned gennem Vesterbrogade. En sporvogn kan ikke som en bus vælge nødomveje. Da vi nåede Frihedsstøtten, var der helt underligt: Støvet drev i gaderne, folk løb forvildet rundt og anede ikke, hvad de skulle; CB’ere, det vil sige betjente fra Civilforsvaret, der tydeligvis ikke ligefrem havde øvet sig i katastrofestyring, snakkede ophidset i munden på hinanden. Skulle 6’eren videre eller ej? Vi drenge, der altid stod ude på forperronen ved siden af vognstyreren, var ikke i tvivl om, at der var noget spændende fat henne omkring Vesterport – det var dér, de store røgbølger, støvet og den svedne lugt kom fra – noget der garanteret havde forbindelse med de engelske maskiner. Så tog vognstyreren sagen i egen hånd, klemtede to gange med fodklokken og fortsatte ned mod Rådhuspladsen, hvor der var hylende ambulancer på vej i alle retninger.

Nu lignede krigen krig, men næste dag ville min kammerat og jeg have syn for sagn. Så efter skoletid stæsede vi ned mod Vesterport, men inde i Ørstedsparken udbrød der ildkamp, så vi nærmest var fanget mellem rygende tomter på den ene side og knitrende våben på den anden. Så vi måtte hu-hej søge ly i en sparekasse og blev straks kommanderet ned under vinduerne. Men hvad har man et vindue til? Kigge igennem? Ja. Før jeg blev gennet ned igen, nåede jeg at se, lige uden for ruden, en halv meter fra min næsetip en uniformsbeklædt arm, tyskergrøn, værnemagtsgrøn, en behandsket hånd, handsken var af blankt musegråt læder, som altid siden har forekommet mig nazitysk, og – en pistol i hånden, sort. Så tæt på. Det tog tid, før sparekassebestyreren turde hæve undtagelsestilstanden og slippe os løs. Og hvad tænkte de derhjemme, så længe som jeg var væk. Den flinke mand lod mig ringe hjem oppe fra sit kontor ... Jo, der var lagt i kakkelovnen. Og der var ingen svinkeærinder hele vejen hjem til Vester Voldgade. Gad vidst om de fem års samliv med fjenden og totale udelukkethed fra de fjerne britiske venner, som vi satsede på, om det forhold har sat sine spor i ens hoved? Som et mentalt mønster? Eller det er måske for spekulativt? Sommetider tror jeg det har.