Prøv avisen
Interview

Forfatter-debutant: Min familie føltes som én krop, derfor var det smertefuldt at flytte hjemmefra

Emma Bess er uddannet fra Forfatterskolen i København, men er nu flyttet fra hovedstaden til Aarhus – tilbage til Østjylland, hvor hun er vokset op. Foto: Emil Kastrup Andersen

Man bliver kun sig selv i mødet med andre og først og fremmest i familien, mener Emma Bess, der er aktuel med debutnovellesamlingen ”Mødre, døtre, søstre”

Forandring fryder. Sofaen indgyder ny respekt, når den flyttes rundt i stuen, og sanserne syder, når man selv står et nyt sted i verden. Men der er også en sorg forbundet med forandringer, fordi alle forandringer betyder et farvel til noget eller nogen, man er forbundet med.

Det mener den 28-årige forfatter Emma Bess, der er aktuel med sin første novellesamling, ”Mødre, døtre, søstre”.

”Titlen indikerer, at ingen bliver mor, datter eller søster for sig selv. Det bliver man i relation til andre. Sådan mener jeg også bedst, at man kan forstå sig selv i kraft af et fællesskab. Og måske kan man se min bog som et opgør med individualiseringen i samfundet. For mens man snakker om, at alle skal finde og frigøre sig selv, mener jeg egentlig, at frihed findes i fællesskabet,” siger den unge forfatter.

Gennem de otte noveller i samlingen skriver hun en slags udvikling frem, idet den første novelle handler om en pige, der drømmer om at blive kvinde (som sin storesøster), mens mange af novellerne handler om at flytte hjemmefra, og den sidste novelle handler om en ung pige, der bliver mor.

”Jeg tror, at jeg har skrevet meget om pigerelationer, fordi det er dem, jeg kender bedst selv. Når man skriver, tror jeg også, at man tit søger hen mod det problematiske. Og der er helt klart noget på spil i spejlingen mellem mor og datter, fordi det meget er moderen, der kan give og tage kærlighed, ligesom hun også kan give og tage rum fra barnet langt ind i voksenlivet.”

”I en af novellerne vil en ung kvinde gerne vise sin mor, hvor hun går i svømmehallen. Men så begynder moderen at fortælle om, hvordan hun også kom i den svømmehal engang, og så bliver datterens rum pludselig til moderens rum. Og sådanne små dynamikker synes jeg er spændende at registrere,” siger Emma Bess.

Samlingen handler dog ikke kun om kvinder, men også om, hvordan man vokser sammen med dem, man omgiver sig med, så det kan gøre ondt at skilles. Og i det hele taget om, hvordan man vokser op og hele tiden må sige farvel til faser i livet i en svimlende fart.

For problemet med de forandringer er ikke, at nissen flytter med, men tværtimod at det kan være svært at følge med selv, forklarer hun:

”Hver ny fase i livet er et sørgmodigt chok, fordi man hele livet tager afsked med det velkendte, når man går fra barn til teenager, fra teenager til voksen og fra voksen til forældre. Og min egen erfaring er, at man aldrig føler sig helt klar,” siger Emma Bess, der for eksempel ikke brød sig meget om at flytte hjemmefra, da hun som nybagt student flyttede fra forældre og søskende i Odder til et klubværelse i Aarhus.

”Hvis jeg skal pege på noget, der virkelig har dannet mig, er det at vokse op i en familie med tre mindre søskende. Sommetider tænker jeg på en familie som en svampekoloni, hvor alle er påvirket af alle. Sådan var det i hvert fald i min familie, fordi vi havde samme kultur og påvirkede hinanden med vores humør. Jeg tror meget på følelsen af, at man ikke kun er sig selv. At det kan være svært at sige, hvilke følelser der er ens egne eller ens forældres eller søskendes. Det var, som om familien var én krop, der hang sammen.”

Man taler jo også om familiemedlemmer. Ligesom Paulus beskrev kirken som mange lemmer på et legeme. Men føltes det så som en amputation at flytte hjemmefra?

”Ja, det føltes faktisk som et smertefuldt brud, da jeg flyttede hjemmefra, selvom det jo er normen at gøre i den alder,” siger hun og tilføjer:

”Det er jo for eksempel normalt at give køkkenudstyr i studentergave, så man kan være klar til at bygge sit eget hjem op. Men jeg følte mig ikke klar. Alene det at skulle stå for økonomien selv var ikke noget, jeg følte, at nogen havde lært mig. Og jeg følte mig også handlingslammet af ikke at være en del af et fællesskab.”

I en anden novelle skriver hun også om en pige, der lige er flyttet hjemmefra, men i Netto næsten ikke ved, hvad hun skal gøre af sig selv.

”Hun køber en vandmelon, men ved så ikke, hvordan hun skal spise den. For det føles, som om at alle kompetencer pludselig er blevet taget fra hende. Sådan havde jeg det også lidt. For livets faseskift kan virkelig ramme en med en uventet voldsomhed,” siger Emma Bess, som nu er kommet til næste fase i livet som mor til lille Inger på halvandet år.

”Det at blive mor tager jo forandringens voldsomhed til et helt nyt niveau, men det har også været en dejlig forandring, fordi et barn jo tvinger en til at blive konkret hele tiden. Mit barn er min vigtigste jordforbindelse. For der er hele tiden brug for, at jeg er der. Og nu mærker jeg også, hvordan relationen til et lille barn skaber symbiose, hvor jeg ikke længere kun er mig selv, men nærmest deler krop med mit barn, selvom vi har hver sin hud,” siger hun og tilføjer:

”I samfundet er det, som om subjektet kommer først, og så kommer fællesskabet. Det er en idé, som er vokset frem gennem den europæiske idéhistorie, men det strider mod alt, hvad jeg selv sanser og registrerer. For jeg forstår først og fremmest mig selv som en del af et fællesskab, og det er også der, at jeg føler mig mest frisat. For det er ensomt kun at betragte sig selv.”

”Hver ny fase i livet er et sørgmodigt chok, fordi man hele livet tager afsked med det velkendte, når man går fra barn til teenager, fra teenager til voksen og fra voksen til forældre," siger forfatter Emma Bess. Foto: Emil Kastrup Andersen