Prøv avisen
Interview

Israelsk forfatter: Min far gjorde det til en ideologi ikke at blive betragtet som offer

Etgar Keret bor i Tel Aviv, og hans bøger læses over hele verden. På dansk er udkommet ”Buschaufføren der ville være Gud’ (2002) og ”8% af ingenting” (2006). I Cinemateket i København kan man den 17. februar se filmen ”Based on a True Story” om og med Etgar Keret. – Foto: Geraint Lewis/Ritzau Scanpix

Israelske Etgar Kerets evne til at fortælle lyse historier i en ofte uklar og mørk verden stammer fra hans far, som han skriver bevægende om i erindringerne ”Seven Good Years”. Nu er den prisbelønnede forfatter aktuel med ny bog i Israel og på Den Jødiske Filmfestival i København senere på måneden

Etgar Keret er en helt almindelig mand. Selvom hans bøger med noveller er oversat til dusinvis af sprog, og hans erindringer ”Seven Good Years” (Syv gode år) endda findes både på farsi og på pashto – og sælges i Iran og i Afghanistan – så er han i bund og grund helt almindelig.

”Jeg har lige haft influenza,” siger han, da vi mødes en tidlig morgen på en af hans mange stamcaféer i Tel Aviv og bestiller en kop te med citron og ingefær.

Artiklen fortsætter under lydklippet

Men lige så snart det er på plads, folder han sig ud om det, der driver ham: At skrive historier, der på overfladen kan synes at handle om helt almindelige ting, men som så tager en overraskende og ofte mystisk vending.

Som da en mand opdager, at hans kæreste om natten bliver transformeret til en fedladen mand med hår over hele kroppen, der sidder i sofaen, drikker øl og ser sportsudsendelser og i løbet af fortællingen bliver hans natteven. Eller den kvinde, der, mens hun kysser sin ærke-israelske kæreste, opdager, at han har en lynlås under tungen. Da hun lyner ham op, finder hun en helt anden person, inden i ham – en Jürgen.

I sine historier finder Keret ofte lys i mørket.

”Når man skriver, forsøger man mange gange at kompensere for eller gøre noget færdigt, man har svært ved i hverdagen. Jeg skriver for at blive trøstet og finde menneskelighed, og måske ville jeg ikke søge det, hvis alting omkring mig var i orden. Det virtuelle, det spekulative, fiktionen, der kommer frem, når man skriver, ville jo ikke være så interessant, hvis det var ting, man mødte hver dag.”

”Det er i øvrigt derfor, jeg respekterer Lars von Triers talent, men ikke kan lide hans film. For jeg bor i Mellemøsten. Hvis jeg har brug for at vide, at folk er nogle voldelige idioter, behøver jeg ikke se en dansk film, jeg kan bare gå ud på gaden og se mig om. Jeg synes, det med at lede efter desperationen igennem kunst er at skyde forbi målet. Kunsten skal ikke umiddelbart gøre verden smukkere, men jeg mener, den skal være en vej, man kan vælge at tage for at nå ’den anden side’ på en anderledes måde.”

Etgar Keret skrev sin første historie midt i en tragedie. Han var 18 år og værnepligtig soldat. En elendig soldat, ud af en familie med generationer af elendige soldater, som han siger. En aften finder han sin allerbedste ven i en blodpøl. Han har taget sit eget liv.

Men den nat skriver Keret hverken om depression, død eller blod. Han skriver en historie om en ung mand, der bygger snoede rør og triller marmorkugler igennem dem, indtil kuglerne en dag ikke mere kommer ud i den anden ende. Han begynder at bygge rør i menneskestørrelse og går så en dag ind i røret, vel vidende at han ikke vil komme ud igen. Hovedpersonen bliver ført til et andet sted, hvor han opdager, at han har fået vinger og en glorie om hovedet. Lige-som hundreder af andre mennesker omkring ham.

I den eneste sætning, der afslører den 18-årige Kerets friske traume, konkluderer han, at Gud er barmhjertig, fordi Paradis ikke kun findes for dem, der hele livet har været gode mennesker, men også for dem, der ”overhovedet ikke var i stand til at være lykkelige på jorden”.

”Det har aldrig været en bevidst beslutning. Jeg tror snarere, det er en form for refleks, at jeg skriver, som jeg gør. Jeg var desperat og havde det så skidt. Jeg tænkte ikke på at skrive en historie, der gav håb. Men det var, hvad der kom ud. Når man skriver, kommer der ting ud fra underbevidstheden. Der er et stærkt terapeutisk element i skriveprocessen. Og jeg bruger det. Hvis der er en person, jeg virkelig ikke bryder mig om, en politiker for eksempel, så gør jeg ham til hovedperson i en historie, og så kan jeg bagefter ikke rigtig hade ham mere. Og som jeg siger til mine studenter, er en god historie altid bedre end den person, der har skrevet den.”

Når man læser Etgar Keret, bliver man klar over, at han ser og oplever langt flere ting i helt almindelige situationer, end andre mennesker gør. Lidt ligesom Picasso, der malede ansigter og kroppe vinde og skæve, fordi han så dem på den måde, selvom andre aldrig ville have set dem sådan. Keret lytter til sammenligningen uden at protestere.

”Jeg tror, jeg vil sige, at jeg nogen gange ser ting i et andet spektrum. Meget ofte har vi mennesker så travlt, at vi ignorerer de små trivielle dagligdags ting. Jeg tror ikke, at jeg i mine historier opfinder ting, der ikke eksisterer.”

I den selvbiografiske bog ”Seven Good Years” skriver Keret om det at blive far og samtidig miste sin far. Han var meget nært knyttet til sin far, der var født i Polen og overlevede krigen gemt i en jordhule med sine forældre. Deres liv blev blandt andet reddet, fordi hans søster nægtede at fortælle nazisterne, hvor familien var. Hun blev tortureret til døde, men vi blev reddet, understregede faderen.

”Min far sagde altid: ’Krigen var de frygteligste år af mit liv, men de var år af mit liv. Det var de år, jeg blev forelsket første gang. Jeg var et menneske.’ Min far gjorde det nærmest til en ideologi ikke at blive betragtet som offer, ikke at blive betragtet som en, der var blevet knust af histo-riens gru.”

Faderen fortalte altid Etgar og hans to søskende historier ved sengekanten. Historier fra sit eget liv, der altid handlede om prostituerede, mafiafolk og alkoholikere. Tilpasset børneører var en prostitueret en, der lytter til andres problemer, mafiosi nogen, der tager husleje for ejendom, de ikke ejer, og alkoholikere drak for meget. Jo mere Etgar Keret fortæller om sin far, jo klarere bliver det, hvor hans egen evne til at fortælle lyse historier i en ofte uklar og mørk verden stammer fra.

Især når talen falder på politik, er verden ikke, som den burde være:

”Jeg tror, vi er et sted, hvor vi har glemt vores dømmeevne. Når jeg taler med folk her, der er imod premierminister Benjamin Netanyahu, og spørger dem hvorfor, så svarer de: fordi hans hustru er en dum kælling, og hans søn en uopdragen idiot. De nævner, at han også er racist, og at han og hans fætter har købt en undervandsbåd for en milliard euro, som ingen har brug for, og tilføjer, at hans hund bider folk. Det hierarki, der burde være mellem det væsentlige og det uvæsentlige og mellem uhensigtsmæssige handlinger og direkte ulovligheder, er helt forsvundet. Vi plejede at have ledere, der var, som vi selv gerne ville være. Barack Obama for eksempel. I dag har vi ledere, der tillader sig at sige ting højt, som almindelige mennesker ikke ville turde. Donald Trump for eksempel. Det er som en transformation fra kunst til underholdning. Det hele bliver reality-show.”

Nu om dage er der en tendens til, at alle vil stille sig selv i centrum. Vi tager selfies, journa-lister står foran kameraet og siger ”mig, mig, mig”, og flere forfattere har gjort jeg/mig-fortællingen til en stil. Keret vælger bevidst at gemme sig bag sine fiktive personer.

”I non-fiktion kommer egoet tit i vejen. Når jeg fortæller historier om noget, der er sket mig, og jeg selv er en del af historien, er hjernen ofte optaget af, om jeg virker som et godt og sympatisk menneske og ikke som kujon. Når man skriver fiktion, kan man være ærlig omkring følelserne og skal ikke diskutere uvedkommende fakta med nogen.”

Hvad skriver du på lige nu?

”Jeg er ved at lægge sidste hånd på en bog, der udkommer på hebraisk om et par måneder. Den sidste historie er om en mand, der bliver skudt af som levende kanonkugle og ser hele sit liv i et nyt perspektiv, da han flyver op igennem cirkusteltdugen. Jeg tror, at det handler om, at skriveprocessen er lige så risikofyldt som at blive skudt ud af en kanon. Man kan brække halsen på det, men som bonus får man muligheden for at se livet fra en helt ny vinkel.”