Fra Sagnlandet Lejre: Min far skrev om fortiden, men jeg ville sanse den

Hans-Ole Hansen mistede tidligt sin berømte forfatterfar, Martin A. Hansen, som dog nåede at give sin interesse for historie videre til sønnen. Siden arvede han faderens hus i Lejre og startede Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter, der i dag hedder Sagnlandet Lejre og stadig bygger på Hansens sanselige pædagogik

Hans-Ole Hansen bor i dag i sit barndomshjem, som forældrene, Vera og Martin A. Hansen, købte i 1950. I dag bor der også en solsort over hoveddøren i Allerslev ved Lejre på Sjælland.
Hans-Ole Hansen bor i dag i sit barndomshjem, som forældrene, Vera og Martin A. Hansen, købte i 1950. I dag bor der også en solsort over hoveddøren i Allerslev ved Lejre på Sjælland. Foto: Leif Tuxen.

”Luk øjnene!”, siger etnologen Hans-Ole Hansen med et lille, tændt bål i begge sine pupiller:

”Forestil dig så en duft fra stenalderen. Det kan for eksempel være stanken af røg, og det er typisk den, børnene husker, når de har været i Sagnlandet Lejre. Jeg har også altid forsøgt at fortælle historien igennem især dufte og lyde. Derfor har jeg også altid begyndt min undervisning af lærere og historieformidlere med at få dem til at finde på lyde og dufte fra den tid, de skal tale om. Hvis det er i 1864, kunne det for eksempel være lyden af en hestevogn,” siger han, mens et smil breder sig i det grånede fuldskæg.

Et ur tikker et sted i stuen, men ellers er her så stille, at man kan høre fuglene kvidre udenfor. En enkelt fugl deler han ligefrem adresse med. For en solsort har ”som et perfekt billede på vor tid” bygget rede ud af både plasticrester og kviste over Hans-Ole Hansens hoveddør i Allerslev ved Lejre, og dér har skiftende solsorte efterhånden boet i mange år som kærkomne gæster, mens Hans-Ole Hansen i mellemtiden er blevet enkemand for anden gang. Og efter den anden hustrus død sidste år lever han stadig midt i ”savntiden”, som han siger.

Den nu 80-årige etnolog, der blandt andet var idémanden bag det nuværende Sagnlandet Lejre og Historiecenter Dybbøl Banke, arvede huset i Lejre af sine forældre i en tidlig alder. Den berømte forfatterfar Martin A. Hansen døde, allerede da Hans-Ole Hansen var 16 år. Få år efter døde moderen også, så Hans-Ole Hansen måtte tidligt lære at klare sig selv, men sådan blev han også opdraget.

”Far mente, at man skadede børn, hvis man fjernede dem fra at erfare farerne i livet. Når jeg var kravlet højt op i et træ, sagde han bare: ’Vi går ind, drengen skal nok komme ned’, mens min mor protesterende tilføjede: ’Ja, på den ene eller anden måde’. Og aldrig hørte jeg dem skændes så meget som dengang, jeg faldt i Utterslev Mose som lille dreng, og min far insisterede på, at jeg skulle komme op igen af egen kraft. For han mente, at det var en vigtig erfaring, og det lykkedes da også at komme op igen,” siger Hans-Ole Hansen, der dog husker en enkelt gang, hvor faderen kastede sig beskyttende over sin søn. Det var på Hans-Ole Hansens seksårs fødselsdag, den 21. marts 1945.

”Det var, mens vi stadig boede i Brønshøj. Natten før var min farfar død i Strøby, så far ville cykle ned og se sin døde far, hvad han senere skrev smukt om i novellen ’Martsnat’, men inden ville han lige gå en tur med mig i Utterslev Mose, når det nu var min fødselsdag. Men det var også den dag, Shell- huset blev bombet, og bombeflyene, som vi på det tidspunkt ikke vidste var britiske, fløj 50 meter over os med en forfærdelig motorlarm. Flyene fulgte naturligvis det grønne bælte ud af byen for ikke at blive beskudt af tyskerne fra jorden, og da vi løb hjem, kunne vi se røgen inde fra byen. Jeg kan huske, at mor skældte far ud for at have udsat mig for fare på min fødselsdag, selvom han naturligvis ikke kunne vide, hvad der skulle ske.”

Hør Hans-Ole Hansen læse digtet på mindepladen op 3729960

Oplevelserne med forfatterfaderen står skarpt i Hans-Ole Hansens hukommelse. For der var ikke mange af dem – heller ikke efter forældrene købte huset i Lejre i 1950, og vennerne i Brønshøj vinkede farvel til familien, som om de ”skulle flytte til Sønderjylland”:

”Jeg så meget sjældent min far. For han var altid i gang med at skrive. Altid. Da han var lærer, skrev han, så godt kan nu kunne. Men det betød, at han ikke forberedte sig ordentligt, fordi han var for træt, så hans undervisning bestod i at fortælle historier for Nørrebro-drengene, som han underviste. Far skrev gerne om natten. Det var nødvendigt, dengang han var lærer, men sidenhen fortsatte han den rytme, så han skrev om natten og lå og sov op ad formiddagen, så jeg aldrig nåede at sige godmorgen til ham, inden jeg skulle i skole. Men om natten havde han total ro uden breve, der ankom, og telefoner, der ringede og afbrød ham,” siger Hans-Ole Hansen og tilføjer:

”Det irriterede ham vældig meget med henvendelser, så dem klarede mor, hun var sekretær for ham. Det største problem for ham var, når han arbejdede med noget, og den indløbne brevbunke voksede til 20-25 breve, han ikke havde besvaret endnu og måske havde ligget der i flere måneder. Det kunne plage ham. For et brev fra Martin A. Hansen var langt og grundigt. Hvert brev, han besvarede, var grundigt og indlevende, hvad enten det var til forfatterkolleger eller unge forfatterspirer, der gerne ville have ham til at læse deres tekster eller gerne ville komme og besøge ham.”

Martin A. Hansen havde også beundrere og forfattervenner uden for Danmark, særligt nød han venskabet med den norske forfatter Tarjei Vesaas.

”Jeg husker, hvordan vi besøgte Vesaas’ familie i Telemarken, hvor min lillesøster, Mette Lise, og jeg skulle lege med Vesaas’ børn, der var meget mere fortrolige med naturen end vi. En dag ville min far og Tarjei også have mig med op og bestige et fjeld, der blev kaldt ’Vesaaskællingen’. De to mænd var ellers ofte fåmælte sammen og kunne sagtens nye stilheden sammen ved pejsen derhjemme, men jeg kan huske, at de talte lystigt på vej op ad fjeldet. Og da de to forfattere kom op på toppen, gik de pludselig amok ved at rulle store sten ud over kanten. Det viser lidt om de temperamenter, der lå i dem. Og jeg blev lidt småforskrækket, for i min oplevelse voksede de og blev til kæmper. Vesaas må have været ganske sikker på, at der ikke var nogen på vej op ad den lodrette side af fjeldet, for det er jo sådan set helt forbudt. Men de blev drenge den dag.”

Indimellem prøvede Martin A. Hansen også at leve op til rollen som tilstedeværende far for ”drengen” og ”pigen” derhjemme.

”Far havde sommetider skyldfølelser, som min mor også pustede til ved at sige, at han nu også måtte lege med mig og min lillesøster. Så skulle vi lave flitsbuer og ikke mindst komme ud på ture og se oldtidsgrave. Ikke mindst de ture var vældig spændende. For han lyttede altid til drengens idé om alting. Ikke fordi han behøvede den viden, men fordi han ville vide, hvordan en dreng på 13-15 år tænkte.”

Nogle år før sin død fik Martin A. Hansen også råd til at købe en gammel bil, en Hillman fra 1939, og i den tog han familien med til Jylland på en telttur, der satte retningen for sønnens liv.

”Far ville gerne vise os nogle af de steder, hvor der var gravhøje ved kirker på selve kirkegården eller tæt ved. Vi havde telt med, og vi slog teltet op i nærheden af Randbøl Hede. Det var første gang, jeg så en hede. Dengang var Randbøl Hede mere hede, end den er i dag. Vi sad lidt og snakkede i solnedgangen, hvor han fortalte om forfædrenes linjer i landskabet. ’Derovre ligger en helligbakke. Jeg har taget bambuspinde med. Jeg kunne godt tænke mig at opstille en sollinje hen over heden frem til den helligbakke,’ sagde han. Det hjalp jeg ham med, inden vi gik til ro. Vi lå i et telt uden overtelt, så det blev meget varmt, og derfor vågnede jeg tidligt nok til at se solopgangen. Jeg var spændt på, hvad der ville ske. For far havde med sit kompas regnet ud, at solen ville stå op lige over helligbakken. Derfor kravlede jeg ud af teltet for at se, om far havde ret. Og det var meget mærkeligt. For faktisk stod solen op præcis over bakken og fulgte den linje, vi havde lavet aftenen før. Jeg blev fuldstændig betaget og stod og tænkte over, at sådan måtte folk for 1000 år siden have oplevet det samme. Men jeg havde ikke opfattet, at far også var kravlet ud af teltet. Og da stod han bag mig og sagde: ’Dér så du, dreng, det store, som dine forfædre blandt andet søgte i landskabet!’.”

Sådan vakte Martin A. Hansen sin søns interesse for historien, og allerede som gymnasieelev byggede Hans-Ole Hansen sammen med nogle venner sit første stenalderhus på en lånt nabogrund, hvorfra idéen til det, der først kom til at hedde Historisk-Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre, blev skabt.

”Min far trænede mig op til at se kunsten i landskabet. Det blev jeg meget optaget af, ligesom jeg blev optaget af forfædrenes praktiske erfaringer. Derfor fældede jeg for eksempel et stort træ i haven med en stenøkse som ung og fortsatte med at eksperimentere praktisk med historien. For mens min far skrev om fortiden, ville jeg opleve og sanse den. Jeg fik så det råd også at tage en magistergrad, hvis jeg ville tages seriøst,” siger Hans-Ole Hansen, der allerede som etnologistuderende fik samlet en bestyrelse omkring sin idé til et arkæologisk forsøgscenter her i Lejre – med opbakning fra blandt andre professor Axel Steensberg, politikeren Jørgen Jørgensen (R) og den daværende direktør for Nationalmuseet P.V. Glob.

”Hvis far ikke var død, og jeg ikke havde arvet grunden her, så var der ikke kommet et sagncenter i Lejre. Måske var det opstået et andet sted, men forsøgscentret, der blev officielt indviet i 1965, kom på mange måder til at danne skole for historiske værksteder over hele landet og også over hele Europa. I 1990’erne regnede én ud, at der i Europa var 60.000 mennesker beskæftiget ved historiske værksteder, og idéen startede faktisk her,” siger Hans-Ole Hansen, der også er stolt af, at han var forud for museumsformidlingen.

”Da vi startede, havde mange museumsfolk travlt med at skelne mellem videnskab og leg, mens vi lærte skolelærere at klæde sig ud, ride på islændere og tænde bål for at åbne historien for børnene. Vi blev lidt nedladende kaldt oplevelsescentre i modsætning til de rigtige museer, men i dag kan man jo bare se på Nationalmuseet, at man bliver nødt til at give folk oplevelser og erfaringer med museumsformidlingen, før folk gider komme. Og sådan tænkte vi fra begyndelsen, hvor vi gerne ville lave interessant og underholdende formidling for publikum, så her startede vi med at lære børnene at male mel og koge kød som i stenalderen, og det endte nok med at redde forsøgscentret,” siger Hans-Ole Hansen, der også oplevede kriser som leder, hvor han en overgang måtte tage lån i sit eget hus for at redde sit livsværk.

I 1986 mistede Hans-Ole Hansen sin første kone, Bodil, og allerede året før forlod han på bestyrelsens egen opfordring sin stilling som leder af det daværende forsøgscenter for at lade friske kræfter komme til, inden han i stedet blandt andet kom til at opbygge Historiecenter Dybbøl Banke og oplevelsescentret på Trekroner sammen med sin nye kone, Dorte, der døde sidste år. Men nu er han altså tilbage i huset, hvor det hele startede. Og de sidste mange år har han som sin far også skrevet en hel del selv:

”Da jeg mistede min første hustru i 1986, forsvandt en stor hukommelsesbank. Kvinder husker godt, men nu stod jeg nærmest uden nogen hukommelse, så jeg besluttede hver dag at nedskrive mine tanker og oplevelser. Eventuelt skrive et digt. Og det er 33 år siden, og det har jeg faktisk gjort hver dag siden, så da jeg senere mistede Dorte til den forbandede leukæmi, kunne jeg bruge to måneder på at stave mig gennem det liv, vi havde haft sammen, og det har været rigt. Og jeg har været glad for de notesbøger, for ellers klaprer tiden sammen,” siger han, inden han viser vej til forældrenes gravsted på Allerslev Kirkegård, hvor en stor bautasten forener faderens og sønnens interesse for fortiden i form af en gravsten, der er til at få øje på.

Gravstenen på Allerslev Kirkegård for Hans-Ole Hansens forældre, Vera og Martin A. Hansen, var oprindelig en bautasten for en vikingekonge. Forældrene døde i henholdsvis 1958 og 1955, men Hans-Ole Hansen har på sin egen måde sørget for, at historien levede videre.
Gravstenen på Allerslev Kirkegård for Hans-Ole Hansens forældre, Vera og Martin A. Hansen, var oprindelig en bautasten for en vikingekonge. Forældrene døde i henholdsvis 1958 og 1955, men Hans-Ole Hansen har på sin egen måde sørget for, at historien levede videre. Foto: Leif Tuxen

”Det er jo en fantastisk sten. Det er en ægte vikingesten. Den har stået i en vikingehøvdings mindecirkel ved Hornsherred, og da området skulle udbygges, gav den daværende fredningsstyrelse lov til at fjerne stenen, så Martin A. Hansen kunne få en ordentlig gravsten. Han var jo ret kendt dengang, og et hav af mennesker fulgte med i følget, da hans kiste blev båret hertil,” siger Hans-Ole Hansen og kigger på stenen, hvor begge forældres navne står ”Martin A. Hansen” og ”Vera Hansen”, der døde få år efter:

”Jeg var 16 år, da min far døde. Og jeg var hos ham, da han døde. Jeg så ham dø. Det var inde på Bispebjerg Hospital, men det var en hård død, så det vil jeg helst ikke fortælle om,” siger han, men tilføjer så:

”Der fik jeg en livsoplevelse, der nok kom til at forme og hærde mig. Det gjorde mig stærkere, men måske også mindre følsom. Min far blev kun 45 år, og jeg kan kun sige til unge fædre og mødre, at de skal gøre, hvad de kan for at holde sig levende og holde sammen. Jeg skal jo ikke blande mig i folks liv, men det er vigtigt for et barn at vokse op med begge forældre. Og savnet efter mine forældre var stort, men nu ligger min kone her også, og jeg skal finde en sten til hende, der ikke konkurrerer med min fars sten. Men han ligger jo smukt her,” siger Hans-Ole Hansen og kigger på den store kongesten, der står lige foran kirkens røde mursten få meter fra alteret inde i Allerslev Kirke:

”Sommetider synes jeg, at far er blevet gjort mere kristen, end han var. For selvom han skrev meget om kirke og kristendom, kom mor og far sjældent i kirke, selvom de heller ikke kun var det, man med et forfærdeligt ord kalder kulturkristne. Især min mor bad fadervor med os hver aften. Og jeg kunne mærke, at far havde en enorm respekt for kirken og kun forsigtigt gik frem mod koret i kirken, fordi alteret var fra katolsk tid var helligt, som han belærte mig om. Og nu ligger han lige her. Det er smukt og rørende,” siger Hans-Ole Hansen, inden han viser ind i våbenhuset, hvor et af faderens digte fra 1952 om, hvordan ”fædrenes plovfurer” har tabt sig i marken ”som skibenes kølspor i havet”, er støbt ind i en keramisk mindetavle, så ordene og den usynlige stemme fra fortiden for altid lever her i den støvede duft af gamle sten, for længst forsvundne slægter engang byggede med.

Mindetavle for Martin A. Hansen med et af hans egne digte i våbenhuset i Allerslev Kirke. Den er skabt af Ullrich Rössing.
Mindetavle for Martin A. Hansen med et af hans egne digte i våbenhuset i Allerslev Kirke. Den er skabt af Ullrich Rössing. Foto: Leif Tuxen