Prøv avisen

Min kamp

"I og med Hitler forbinder forestillingen om en jødisk verdenssammensværgelse med ideen om fastgroede egenskaber, som de enkelte racer er bestemt ved, fremskriver han altså i Min Kamp en historie om en eksistentiel modstandskamp," skriver Moritz Schramm. Foto: Ritzau Scanpix/AP

Hitlers "Mein Kampf" fra juni 1925 er en af historiens mest radikale bøger. Den er et manifest for et totalitært regime, der udløste Anden Verdenskrig og forsøgte at udrydde det jødiske folk. På trods af sin dårlige stil og manglende litterære kvaliteter har bogen haft enorm indflydelse

Historien, der førte til tilblivelsen af Hitlers Mein Kampf, går tilbage til året 1923. I samarbejde med andre nationalkonservative og højreekstreme kræfter forsøgte den tidligere soldat Adolf Hitler, der siden 1919 stod i spidsen for det lille, ekstremt nationalistiske parti DAP, at gennemføre et regulært kup mod Weimar Republikken, det såkaldte Hitler-Putsch.

Anført af Hitler ville kupfolkene marchere fra München til Berlin, for at sætte den siddende regering fra magten. Kuppet mislykkedes på det groveste: allerede det bayerske politi og værnemagten skød med skarpt mod oprørerne og sårede mange. Hitler selv blev under en proces i 1924 idømt fem års fængselsstraf, som han dog kun afsonede et år af, inden han med hjælp fra gode kontakter i nationalkonservative kredse blev benådet i slutningen af 1924.

Tiden i fangeskabet benyttede Hitler til, sammen med sin stedfortræder Rudolf Hess, at nedskrive sit politiske manifest, Mein Kampf, som er et af de mest indflydelsesrige og skræmmende værker i menneskehedens historie. Bogen falder i to dele, hvoraf den første blev forfattet i fængslet i Landsberg, den anden efter løsladelsen i slutningen af 1924.

Første del omhandler den personlige udvikling, Hitler indtil da havde gennemgået. Det er fortællingen om den lille mands opstigen, hans tid i München, hans indsats under Første Verdenskrig og den politiske vækkelse, der førte til, at han efter krigen meldte sig ind i det lille Tyske Arbejder Parti, som senere under hans ledelse blev omdannet til det Nationalsocialistiske Tyske Arbejderparti, NSDAP. Allerede i denne første del af bogen er de politiske grundlinjer tegnet meget klart. Vi hører om den angivelige jødiske verdenssammensværgelse, rettet mod at underlægge sig den frie verden, om venstrefløjens og jødernes påståede skyld i det tyske nederlag under Første Verdenskrig, den såkaldte dolkestøds-legende, og om Tysklands ydmygelse efter 1918. Alt sammen tegner dette et billede af et Tyskland, som er offer for interne og eksterne fjender, og som har brug for en genoprejsning, et opgør, som en enkelt mand skal stå for.

Hitlers antisemitisme og de andre antagelser, der fremlægges allerede i bogens første del, er på udgivelsestidspunktet alt andet end nyt. For en stor dels vedkommende er der tale om en kombination af udbredte, især på højrefløjen kendte stereotyper og teorier, der her væves sammen til et helt verdenssyn, en verdensanskuelse. Dette gælder ikke mindst for antisemitismen.

Hitler trækker her på nogle af de mest udbredte forestillinger om en angivelig eksisterende jødisk sammensværgelse, der har til hensigt at underlægge sig den frie verden ved hjælp af magten over finanssystemet og især aviserne. Hos Hitler forbindes disse teorier dog yderligere med de i epoken ligeledes udbredte forestillinger om forskellige racer og disses iboende egenskaber.

Ikke mindst i afsnittet Folk og race i første del af bogen giver Hitler en beskrivelse af sit ideologiske ståsted. Her adskiller han menneskeheden i tre kategorier: kulturgrundlæggerne, kulturbærerne og kulturødelæggerne. Ikke helt overraskende er den første kategori hos Hitler reserveret arierne. Gennem hele menneskehedens historie er det ifølge Hitler kun arierne, der har frembragt og grundlagt nye kulturer: selv de asiatiske, ægyptiske og græske kulturer, som ligger langt tilbage i historien, har ifølge ham i grund og bund været opbygget af arisk indflydelse. Selv om de på overfladen viser andre karaktertræk, er alle kulturelt højtstående epoker nemlig blevet præget af ariske stammer, der gennem årtusinder i kraft af deres iboende overlegenhed underlagde sig andre folkeslag.

Først med blanding af racerne de højtstående arier begyndte på et tidspunkt, ifølge Hitler, at blande sig med undertvungne indbyggere begyndte kulturudviklingen går i stå. Den eneste årsag til gamle kulturers undergang er derfor, ifølge Hitler, det sænkede raceniveau i forlængelse af det blandede blod. Kultur går nemlig ikke til grunde ved tabte krige, men, igen ifølge Hitler, ved tabet af den modstandskraft, som kun det rene blod ejer.

Den særlige fare ser Hitler, forudsigeligt nok, ikke i de folkeslag, der bærer videre på kulturerne uden at ødelægge dem: Kulturbærerne. Det egentlig problematiske er derimod, ifølge Hitlers verdenssyn, kulturødelæggerne: jøderne. Disse skulle besidde den iboende raceejendommelighed at de med deres fejhed, falskhed, pengegriskhed og skuespilkunst vil snylte på andre folkeslag. Jøderne er derfor i kraft af deres bestemte race-egenskaber en trussel mod ethvert folk, og især mod arierne.

I og med Hitler forbinder forestillingen om en jødisk verdenssammensværgelse med ideen om fastgroede egenskaber, som de enkelte racer er bestemt ved, fremskriver han altså i Min Kamp en historie om en eksistentiel modstandskamp.

Konsekvensen af dette verdenssyn er nemlig, at den ariske race med indre nødvendighed må beskytte sig mod de trusler, som dets indre og ydre fjender udgør. I modsætning til, hvad man ofte hører i de danske diskussioner, er Hitlers ideologi nemlig ikke præget af forestillingen om, at der skal skabes et nyt menneske efter nazisternes forestillinger. Snarere er hans foretagende begrundet i en konservativ og bevarende tankegang: At det tyske folks eksistens skal beskyttes mod en angiveligt eksisterende ydre og indre trussel.

Bogens anden del, der har overskriften Den nationalsocialistiske bevægelse, er en konsekvens af denne modstandskamp: Efter at Hitler i første del introducerer en overhængende og eksistentiel fare for det tyske folk, er det en logisk følge nu at fremhæve sig selv som beskytter af folket. Anden del handler derfor om opbyggelsen af den nationalsocialistiske bevægelse: Dens organisationsform deriblandt afskaffelsen af føderalismen i Tyskland fører-princippet, og rollen de paramilitære enheder skal spille, samt perspektiverne for international politik. Her beskriver Hitler ligeså entydigt som skræmmende nødvendigheden af at udvide territoriet mod Øst. Skal et folk overleve, lyder argumentet, må det have al den plads og grund, det fremover får brug for. Denne grund kan det tyske folk ifølge ham kun finde østpå: Krigen mod Polen og Sovjetunionen står altså allerede her, endskønt det ikke nævnes direkte, på dagsordenen. Også dette beskrives dog som en forsvarskamp: Retten til nødværge, som titlen på det sidste kapitel i bogen lyder.

Man kan umiddelbart undre sig over, at denne bog, der så tydeligt beskriver den nazistiske dagsorden, hurtigt blev så stor en succes. Allerede inden 1933 solgte Mein Kampf i mere end 200.000 eksemplarer, og efter 1933 blev oplaget udvidet til flere millioner. Fra 1936 blev den sågar til den obligatoriske gave ved alteret, Biblen indtil da for hvert brudepar i Tyskland var, og i en udgave, der siden slutningen af 1920erne også lignede Biblen i formen.

Nye undersøgelser viser, at mange tyskere, i modsætning til hvad de efter 1945 påstod, faktisk havde læst bogen. Åbenbart var der ganske mange, der godt kunne forlige sig med de absurde teorier, bogen på sine godt og vel 700 sider så tydeligt fremlagde.

I dag er Min kamp forbudt i Tyskland i ukommenterede udgaver. Sådanne tanker skal ikke længere kunne spredes frit i verden. Og race-teorien, bogen bygger på, og som har tjent som grundlag for mordet på millioner af jøder og andre skadelige elementer på vor klode, har ikke længere opbakning. Interessant nok er en del af Hitlers argumentation dog endnu ikke helt forsvundet fra de offentlige debatter. Ideen om en eksistentiel forsvarskamp mod fremmede elementer, der truer nationens eksistens, er stadig udbredt. Efter læsning af Hitlers Mein Kampf bliver man på vagt, og forsigtig: Argumentet om en national værnepligt, der består i at forsvare et folks eksistens mod fremmede påvirkninger, virker uhyggeligt velkendt. Og skønt der i dag ikke længere argumenteres direkte med race-tanker, vækker disse forestillinger en ubehagelig følelse hos dem, der kender historien.