Sara Omar har netop fået boghandlernes De Gyldne Laurbær for romanen ”Skyggedanseren”. I den anledning gengudgiver Kristeligt Dagblads dette interview med forfatteren, der første gang blev bragt den 30. november 2019.
Der er mange mennesker i boghandlen, og Sara Omar fylder umiddelbart ikke meget. Med sin lave og spinkle krop kan hun kun lige akkurat måle sig med den fotostat af hende selv, der er sat op i et hjørne ved siden af det bord, hvor hun står og signerer bøger. Hvad hun ikke fylder udadtil, fylder hun til gengæld med sine ord.
”Tak, fordi du skriver,” siger en yngre mand, der køber Sara Omars nye roman ”Skyggedanseren” som julegave til sin kæreste. Lige bagved ham står to kurdiske kvinder, den yngste af dem, Shajwan Khalid, fortæller, at hun læste Omars debutroman, ”Dødevaskeren”, og nu slet ikke kan vente med at komme i gang med efterfølgeren.
”Det er så vigtigt, at der er én, der snakker om det her,” siger hun og vender sit blik hen mod forfatteren.
Hvad ”det her” er for noget, har Sara Omar sagt mange ord om til medierne i den forløbne uge. Lige før bogsigneringen i den aarhusianske boghandel Kristian F. Møller har også denne artikels forfatter mødt hende. Mødet foregik på et hotelværelse med en sikkerhedsvagt lige uden for døren. Det synlige bevis på, at Sara Omars forfatterskab ikke er uden omkostninger.
”I mit liv er der en hel masse sikkerheds-forholdsregler, jeg skal tage hensyn til, og jeg ved godt, hvad jeg risikerer. Men mit forfatterskab handler ikke om mig, det handler om alle de kvinder og børn, der står ude i mørket og har brug for at vide, at de har en stemme,” siger hun.
I ”Skyggedanseren” følger vi, ligesom i ”Dødevaskeren”, pigen Frmesk. Hun vokser op i den kurdiske by Zamwa hos sine kærlige bedsteforældre, der i god tro sender hende til koranundervisning hos onklen i byens moské. Frmesk bliver derefter mere og mere indadvendt og holder til sidst helt op med at tale. Hvad hun oplever i moskéen, skal læserne selv have lov at finde ud af, men romanen udpensler og kredser hele tiden om den undertrykkelse og brutalitet, kvinder og børn udsættes for i religionens, kulturens og traditionens navn.
”Jeg har ikke skrevet om noget, som ikke finder sted,” fastslår Sara Omar.
Et af de store emner i hendes bog er de såkaldte glædesægteskaber, som hun – som den eneste, mener hun selv – nogensinde har berørt i en roman.
”Ligesom der findes nogle katolske præster, der misbruger børn, så findes der også nogle imamer, der gør det. Et glædesægteskab er, når en imam vier en ung kvinde eller en lille pige til en mand kun for en halv eller hel time, for en dag, for nogle uger eller måske for nogle måneder, hvorefter de let kan blive skilt igen. Det er en tradition, der har eksisteret i århundreder. I Irak kan man finde kontorer på gaderne, der tilbyder den slags ægteskaber. Det er legal prostitution, hvor imamen agerer alfons. Vielserne sker i Allahs navn og efter de religiøse forskrifter,” siger Sara Omar, der definerer sig selv som agnostisk muslim.
På spørgsmålet, om den form for ægteskaber også praktiseres i Danmark, bliver Sara Omar stille et øjeblik og siger så:
”Det håber jeg ikke, men jeg har en mistanke om det. I andre europæiske lande har jeg talt med muslimske kvinder, hvis børn eller de selv er blevet udsat for glædesægteskaber. Men meget få taler om det, for det er så farligt et emne, at ingen tør at røre ved det. Det er et tabu, som ødelægger rigtig manges kvinders og børns liv.”
Et andet emne i bogen er, hvad Sara Omar kalder identitetsudslettelse. Frmesk bliver som ung gift og flytter til Tyskland. Her holdes hun som en slags fange i mandens hus og må ikke besøge naboerne eller have kontakt med sin familie via telefonen. Gør hun det alligevel, reagerer han med vold og trusler. Frmesk bliver flere gange indlagt på hospitalet på grund af de skader, ægtemanden tilføjer hende, men da det er ham, der kan sproget, er det også ham, sundhedspersonalet lytter til. De tror derfor på, at lemlæstelserne er nogle, Frmesk har påført sig selv, og at hun er pyskisk syg.
”Gradvist bliver hendes identitet udslettet, og hun bliver i alles øjne en syg kvinde, der ikke er i stand til at tage vare på sig selv,” siger Sara Omar og tilføjer, at den slags tit sker for muslimske kvinder i vestlige lande.
Inden ægteskabet med den tyske mand flygter Frmesk med sine forældre og to mindre søskende til Danmark. Forældrene bliver skilt, og moderen, Rubar, bor alene med børnene i en etageejendom i Aarhus, hvor der bor mange andre indvandrere. Faderen Anwar kommer hyppigt på besøg, og hver gang er det for at kontrollere Frmesk, som også fysisk får hans kontrollerende adfærd at føle. Hun går på universitetet, hvor hun er skiftet fra medicintil jurastudiet. Her holder hun sig mest for sig selv, men udøver sit eget stille oprør ved at smide sit tørklæde, så snart hun er væk fra boligblokken, og hun skriver også digte og artikler om kvinders rettigheder. Da faderen opdage det, eskalerer volden og kontrollen, og Frmesk ser ingen anden udvej end at søge, hvad hun tror er friheden i et andet land.
I Danmark og andre vestlige lande klarer mange piger med muslimsk baggrund sig godt i uddannelsessystemet og går efterfølgende ud og får gode jobs. Men ifølge Sara Omar lever mange af dem et dobbeltliv, hvor deres påklædning og opførsel bliver styret hjemmefra, og hvor forældrenes førsteprioritet ikke er deres uddannelse, men at få pigerne godt gift.
”I sidste ende handler det hele om, at der skal være blod på lagenet efter bryllupsnatten. Kvinderne bliver overvåget, fordi familierne er bange for, at de dyrker sex uden for ægteskabet og mister deres mødom. Selv i min generation er det vigtigste for en muslimsk mand at blive gift med en jomfru,” siger Sara Omar.
Ifølge forfatteren griber kvinderne ofte til en løgn over for deres medstuderende eller arbejdskammerater og siger, de skal til tandlægen, hvor de i virkeligheden skal hjem og lave mad til en mand.
”Mange af de kvinder, og også indimellem mænd, fra den yngre generation, der kontakter mig, ønsker ikke at leve på den måde. Så det er mit håb, at vi har en ung generation, der er på vej til at sige fra. Min stemme går til dem, der har brug for forandring,” siger hun og opfordrer samtidig til, at vi alle sammen tør at se hinanden direkte i øjnene. Det er der, i øjnenes dyb, vi skal opdage, hvem der har brug for hjælp.
Sara Omar vender gang på gang tilbage til, at hun ikke skriver for sin egen skyld. Hendes litteratur er kampskrifter, der skal danne grobund for forandringer.
”Litteratur kan nå ud til alle mulige hjørner og kroge. Alle kan putte en bog i tasken og sætte sig ned et sted og læse. Dermed spiller litteraturen en stor rolle både for den enkelte og for bevægelser, der kan ændre samfundet. Tænk bare på rødstrømpebevægelsen. Litteratur kan skabe revolutioner, og min litteratur har skabt en stille revolution. Det ved jeg, for mange af de piger, der læste min første roman, ’Dødevaskeren’, er begyndt at sige fra.”
Sara Omar ser ikke sig selv som debattør, men som forfatter og menneskerettighedsforkæmper. Tirsdag i denne uge blev det offentliggjort, at hun den 10. december vil få overrakt Rådet for Menneskerettigheders hæderspris for ”sin vigtige kamp for kvinder og børns rettigheder”. Den pris er hun meget, meget glad for, og den giver hende fornyede kræfter til at skrive om alt det, hun brænder for at få frem.
”Nogle gange skriver jeg 16-18 timer i døgnet. Det er alt muligt: digte, historier og romaner. Jeg gør det, fordi jeg ville ønske, der var nogen, der havde taget den kamp for mig og dem, jeg kender. Det hele handler om at tage ansvar og føle sig forpligtet til at skabe en verden, vi alle kan være en del af.”
Frmesk, som også var hovedperson i ”Dødevaskeren”, er af flere anmeldere blevet kaldt Sara Omars alter ego. I sin dedikation på første side i bogen skriver hun da også: ”Til Frmesk. Pigen, der i mange tunge år har levet som fange i mit hjerte.”
”Den formulering er det op til læserne at fortolke,” siger Sara Omar, der aldrig svarer på spørgsmål, der handler om hendes privatliv eller personlige forhold. Derfor ved offentligheden heller ikke, hvor hun bor, eller hvordan hendes familiemæssige forhold er.
”Jeg ved godt, at folk taler om, om Frmesk er mig. Men hun er først og fremmest en tåre for alle verdens undertrykte piger og børn. Hun er alle vegne: i daginstitutioner, i skoler, på sygehusene, i hjemmene, Hun er symbolet på den undertrykte kvinde, men hun er også den Fugl Føniks, der rejser sig fra asken og støvet,” siger Sara Omar, der slutter sin roman på en måde, der peger frem mod en tredje roman med Frmesk som hovedperson.