Prøv avisen
Tema: Islandske stemmer

Kristin er en del af den islandske forfatterbølge: Min mor lærte mig at omsætte følelser til poesi

”Til sidst var min mor ikke i stand til at omsætte sine følelser til litteratur, som hun ellers altid havde gjort, så det var nok ubevidst det, jeg prøvede at gøre for hende, da jeg begyndte på at skrive min roman lige efter hendes død,” siger Kristin Eiriksdottir om romanen ”Elin, diverse”, der er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. – Foto: Leif Tuxen

Den islandske forfatter Kristin Eiriksdottir voksede op med en berømt digtermor. Men da moderen blev dement, kunne hun til sidst ikke selv sætte ord på sin sygdom. Det har Kristin Eiriksdottir i stedet forsøgt at gøre for hende med romanen ”Elin, diverse”, som hun i dag præsenterer på litteraturfestivalen nORD i Helsingør

Den islandske forfatter Kristin Eiriksdottirs egen digtermor, Ingibjörg Haraldsdottir, var ikke typen, der talte meget om følelser. Hun skrev i stedet om dem. Men det opdagede Kristin Eiriksdottir først som stor teenager, da hun trak en af moderens digtsamlinger ud af reolen.

”Min mor var født i 1942 og tilhørte den tavse efterkrigsgeneration, der holdt følelser og traumer tæt til kroppen. Som barn kunne jeg derfor mest fornemme, hvad min mor følte, men da jeg som 15-16-årig først begyndte at læse hendes digte, stod der alt det, hun ellers tav om. Og pludselig forstod jeg hende bedre. Et af mine yndlingsdigte af hende hedder ’Rubrikannonce’,” siger Kristin Eiriksdottir på flydende dansk og giver sig til at recitere det lille digt om prisen for at have en facade udadtil.

”POKERFJÆS/ønskes til låns eller køb/kan koste mig/LIVET.”

Moderen var en af Islands mest kendte digtere og oversættere. Ingibjörg Haraldsdottir oversatte blandt andet en række af de største russiske romanklassikere til islandsk og udgav seks digtsamlinger, hvoraf den sidste blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Og talentet er gået i arv. For i dag optræder Kristin Eiriksdottir selv på litteraturfestivalen nORD i Helsingør som en af dette års nominerede til den prestigefyldte nordiske litteraturpris.

Kristin Eiriksdottir debuterede som 23-årig med en punktroman, som hun også selv havde tegnet illustrationer til. Men allerede som studerende på det islandske kunstakademi opdagede hun, at hun havde nemmere ved at formgive sprog end ler. Og hun har siden udgivet både skuespil, digte og romaner, ligesom hun har oversat især mange teaterstykker til islandsk.

Men hendes prisnominerede roman ”Elin, diverse” er direkte udsprunget af forholdet til moderen, der døde i 2016 efter længere tids demenssygdom.

”Min mor døde i november, og jeg begyndte allerede at skrive bogen i december, så bogen er skrevet i en meget svær periode i mit liv. Men jeg tror også, at det var noget, jeg lærte af hende. Hun udtrykte sig netop også gennem at skrive, men det kunne hun bare ikke selv til sidst,” siger Kristin Eiriksdottir og ser op:

”Demens er en langsom og frygtelig måde at miste et menneske på. Symptomerne begyndte allerede, noget tid før hun fik diagnosen, men fordi jeg boede sammen med hende et stykke tid, mens hun fik det værre af sin sygdom, kunne jeg mærke på tæt hold, hvordan hun ændrede sig. I min mors måske sjældne tilfælde betød sygdommen også, at hun begyndte at se ting, som hverken jeg eller andre kunne se. Hendes virkelighedsopfattelse ændrede sig markant, fordi hun glemte nogle ting og digtede andre til. På den anden side kunne hun passe sit oversætterjob, længe efter at hun fik sin diagnose, og hendes sidste oversættelse af Dostojevskijs roman ’De ydmygede og sårede’ blev færdiggjort og udgivet efter hendes død,” siger Kristin Eiriksdottir og sukker let.

”Men på et tidspunkt måtte hun slippe både oversættergerningen og digterkunsten. Og til sidst var min mor ikke i stand til at omsætte sine følelser til litteratur, som hun ellers altid havde gjort, så det var nok ubevidst det, jeg prøvede at gøre for hende, da jeg begyndte på at skrive min roman lige efter hendes død. Måske for at prøve at komme nærmere på hende,” siger Kristin Eiriksdottir og trækker en vikingelys hårtot foran det ene øje om bag øret, inden hun tilføjer:

”Jeg ville beskrive den sygdom, som jeg kun kunne beskrive ved at omsætte den til litteratur. Men romanen handler også bare om kontakt mellem mennesker, og når den ikke kan lade sig gøre.”

I romanen bliver det tema udfoldet som et eksistentielt grundvilkår, der ikke kun handler om demens, men også om mennesker, der sommetider længes forgæves efter kontakt med hinanden. Det gælder både den unge dramatiker i romanen, Ellen, der som teenager bliver afvist af sin følelseskolde kæreste, som om hendes forsigtige fysiske tilnærmelser er ”udtryk for en sygelige trang til intimitet”, mens romanens modne fortæller, Elins, egen historie på flere måder rummer traumer og skuffelser i forholdet til det modsatte køn. Elin arbejder med at lave teater-rekvisitter og masker, og hun har et lige så skarpt blik for altings overflade, som hun har svært ved at komme ind under huden på andre. På den måde spejler de to kvindeskæbner hinanden på tværs af alder.

”Selvom man ikke har en sygdom, kan det jo være svært at skabe kontakt til andre, men jeg tror dybest set, at det er det, vi vil, og det, vi længes efter.”

Da Elin rammes af demens, bliver hun stadig sværere at komme i kontakt med, mens hun forsøger at sammenstykke sin egen livshistorie ved hjælp af tre flyttekasser, der pludselig dukker op med hendes navn på. De repræsenterer hendes glemte fortid, men nærmest symbolsk kommer der en mand – som inkarnationen af demenssygdommen – ud af det blå og stjæler kasserne og dermed hendes erindring. Men kasserne og minderne kommer stykvis tilbage – først i form af en glashest fra en af kasserne, der minder hende om en forfærdelig historie. Og pludselig er de tre kasser der igen med genstande og dagbøger, der hver for sig fungerer som en slags rudekuverter fra en ofte fortrængt fortid.

”Alle har en eller to eller flere kasser fyldt med ting og sager, som minder om forgangne tider og rykker i tråde, som man ikke har lyst til at røre. Når man har tabt sine erindringer og kun har de kasser tilbage, er der i virkeligheden kun deres sanselige effekt tilbage. Det, der sker, da Elin prøver at forholde sig til det, som kommer op af de kasser, er, at handlingen bliver drevet af de erfaringer, som hun ellers ikke har turdet bearbejde, men netop havde gjort alt for at glemme.”

Sådan kan titlen både henvise til den konkrete flyttekasse, der hedder ”Elin, diverse” og til diverse minder, man kan sammenstykke en livsfortælling af. Og selv mener Kristin Eiriksdottir, at det er frugtbart at kigge ned i livets flyttekasser og omsætte det til litteratur, selvom man ikke ved, hvad man finder undervejs.

”Jeg har skrevet en roman før, som var mere gennemtænkt, men denne her roman er faktisk bare en reaktion på livet. Og det tror jeg, er noget, jeg har fået i arv fra min mor. Det at skrive er en reaktion på livet. Det var hendes måde at behandle sit følelsesliv på – at omsætte sit indre til en verden, hun kunne kontrollere i sproget. Og det kan jeg godt forholde mig til,” siger hun og tilføjer:

”At verden gennem forfatterens øjne – så alt, man ser og oplever, kan blive til en historie på skrivebordet – giver en følelse af, at alt hænger sammen og giver mening. Det svarer til at læse noget ind i sine drømme i stedet for at afskrive dem som meningsløse.”

Én ting har dog bekymret Kristin Eiriksdotter ved at skrive sin roste roman:

”Min mor var og er en kendt digter i Island, og der er sikkert mange, der har lavet en kobling til hende, da min bog udkom i Island. Der var kun gået et år, siden hun døde, da bogen udkom, men det har været vigtigt for mig at forklare, at Elin ikke er min mor. Det er ikke min mor, det hele er mig. Det er kun mig,” siger hun og ler.

Men din mor er vel også i dig?

”Ja, men romanen er fiktion og handler ikke om min mor, men om min mors sygdom. To af mine bedsteforældre døde også af demens, så det har ligget mig på sinde at skrive om.”

Hvordan har du det med at gå i din mors fodspor som forfatter?

”Det har haft mange fordele at gå i hendes fodspor. Hun viste mig, at det er helt normalt at arbejde som forfatter. Jeg har ikke rigtigt oplevet det at være forfatter som en rolle, jeg skulle træde ind i. Det er mit arbejde, som jeg prøver at leve af og gøre så godt, jeg kan. En anden fordel er, at hun lærte mig meget tidligt at opleve verden gennem at læse. Og da jeg som en naturlig konsekvens af det begyndte at skrive, tog hun det alvorligt, selvom jeg var meget lille, og altid skrev historier, der endte med, at fortælleren vågnede. Senere, når det gjaldt mine teenageårs pinlige angstdigte, viste hun respekt for dem ved at give konstruktiv kritik. Som forfatter var jeg selvfølgelig tvunget til adskille mig ved at gå i en helt anden retning i min egen skrivning, og det har sikkert præget den i starten. Men med tiden, da jeg blev sikker i mig selv, holdt jeg op med at tænke på det, og nu bliver jeg glad, hvis jeg kan genkende hendes stemme i noget af det, jeg skriver.”

Til sidst var min mor ikke i stand til at omsætte sine følelser til litteratur, som hun ellers altid havde gjort, så det var nok ubevidst det, jeg prøvede at gøre for hende.

Kristin Eiriksdottir, islandsk forfatter, om sin berømte digtermord. Moderen blev dement og døde