Prøv avisen

"Min prins ville ikke komme ridende på en hest. Han ville komme kørende i en radiobil"

”Ens sjæl får lov til at synge med,” siger musikeren Dorthe Gerlach om sangen ”Jeg plukker fløjlsgræs”. – Foto: Leif Tuxen

Sangen "Jeg plukker fløjlsgræs" minder Dorthe Gerlach om livets store følelser og overgange - og ikke mindst om teenageårerne. For det er en sang, der gør det muligt både at smage på melankolien og springe ud med sommerens romantik i én og samme bevægelse

Jeg lærte hurtigt som barn, at det var forløsende at sidde og spille musik. Der sker jo noget, når man synger. Ens sjæl får lov at synge med. At sidde ved min fars klaver og ikke tænke på andet end nuet og sangen – det var, som når man havde ondt i lænden, og man lagde sig på alle fire og strakte den ud og trak vejret dybt. At få lov til at synge er i virkeligheden en strækøvelse for sjælen.

Egentlig havde jeg ikke det helt store talent for at spille klaver. Jeg havde ingen disciplin. For mig var det mere en vej ind til sangene, og så snart jeg havde lært noderne og akkorderne, kunne jeg sidde alene i timevis og lære mig selv sange fra min sangbog. Det var magisk, det var som at få kørekort til musikken. Sangbogen var som en bibel. Jeg åbnede den, lærte at læse den, og pludselig gennem sangene fik jeg nøglerne til en helt ny verden. ”Jeg plukker fløjlsgræs” var en af dem. ”Værsgo,” sagde noderne. ”Nu er alt det her dit.”

Jeg var 13 år, da jeg forelskede mig i sangen, og jeg forbinder den med det at være teenager og den stemning, man befinder sig i på det tidspunkt i sit liv. Især fordi den er så romantisk. Hvis jeg skulle lave en musikvideo til den, ville det ikke være med adelsfrøkener og riddere med skjold på heste, som det egentlig er i teksten. Jeg ser i stedet Vendsyssel i 1990’erne for mig. Jeg er vokset op mellem Sterup og Jerslev, og jeg ser Jerslev Marked for mig.

Provinsdiskoteker. At hænge ud ved radiobilerne og sige noget sjovt på det rigtige tidspunkt, så det får ham den søde til at le. Jerslev Marked var kæmpestort og lå lige omkring sidste skoledag sidst i juni. Der var heste og kræmmermarked og fadølstelt, og byens slagsbrødre blev fulde og kom op at slås. Hele byen var til marked, og stemningen var fuld af magi. Det var noget af det første, der skete om sommeren for os. Min prins ville ikke komme ridende på en hest med fjer i sin baret. Han ville komme kørende i en radiobil og have grydeklip og gamle Levi’s cowboybukser med huller i.

At synge sangen nu som voksen er lidt som at læse i min teenagedagbog, og det kan føles lidt ungt og fjollet. Teksten er meget ensidig i sin længsel efter en prins, der skal komme og forløse det hele, men det er stadig en virkelig god sang og en smuk melodi. Den er fyldt med overgange. Den glider frem og tilbage mellem mol og dur. De første fire linjer synges i mol, og så snart hun begynder at plukke fløjlsgræs, så skifter den til dur. Det er et meget smukt skift, og som barn fik jeg fuldstændig gåsehud, når jeg spillede den.

Mol er melankolsk, indadvendt, eftertænksom og tøvende. Den har en dobbelttydighed med plads til mørke følelser. Mol er vanvittig smuk. Dur er til gengæld forløsende, udadvendt og fyldt med lyse og glade følelser.

Sangen har schwung. Det kalder jeg det, når man rigtig kan smage på det, glide ind og være lige så dramatisk, man vil. Man synger trist:

”Er jeg bedrøvet? Jeg ved det ikke, jeg drømmer bare, og tiden går”, og så kan man tage en rigtig dyb indånding og virkelig trække på det næste: ”Jeeeeeg plukker FLLLØØØØJLLLLSGRÆS OG RIDDERSPORER.”

Man kan rigtig smage på de store følelser og komme ud af det melankolske univers og ud at plukke blomster i stedet. Fantastisk. Og hvis ikke det er teenageagtigt, så ved jeg ikke, hvad er. Ens humør gik op og ned 18 gange i løbet af en dag, og pludselig kunne man være i dårligt humør uden at vide hvorfor.

Og slutlinjen ”Mit lille hjerte har ingen ro” – det er jo præcis sådan, det var at være ung. Man fandt aldrig ro, der var noget, man var ked af, og i næste øjeblik gakkede man rundt og pjattede.

Man kunne slet ikke stoppe med at grine igen, fordi man pludselig var helt opslugt af latter. Som ung bliver man overtaget af nogle kræfter, man ikke har lært at styre endnu. Ens følelser er ekstreme, overdrevne og uden for proportion. Man bliver alt for ked af det, alt for vred og alt for glad. Ligesom sangen, der skifter frem og tilbage hele tiden.

Sangen indeholder også en enorm sanselighed og stemning i første linje alene: ”En vår er kommet så mildt og stille, med drømmedufte og mark og vang”.

Forår og sommer er de årstider, hvor alting åbner op. Vinteren er så lang og trist i Danmark.

Hvis man boede i Norge eller Sverige, og der var masser af sne, så ville man måske ikke blive så udbrændt af vinteren, som vi gør i det her land. Og når man som jeg vokser op ude på landet, er det bare mørkt på en anden måde. Og brunt.

Så jeg tror, at man bliver endnu mere ramt af vinteren, når man bor på landet.

Var man vokset op i København på samme tidspunkt, var man vel gået i Scala og havde spillet på spillemaskiner om eftermiddagen eller gået i biografen. Der er lys i byen på en anden måde, selvom det er kunstigt. Der var ingen lys på landet.

Når naturen så åbner sig op hen over foråret og sommeren, og alting går i blomst og vælter frem, så bliver ens sanser fuldstændig væltet bagover. For på landet er man jo til gengæld virkelig tæt på naturen, så det enorme skift oplever man med 100 kilometer i timen. Især som teenager, hvor man sanser alting enormt stærkt. Jeg kan huske, hvordan korn føles, når man fører hænderne igennem det.

Den der kæmpe forløsning af forår og sommer efter den lange, brune og sorte vinter. Naturen, der eksploderer. Pludselig var man fuld af energi, og så kom jeg og mine venner og havde hele livet foran os, og vi skulle nok finde ud af det og blive til noget.

Det er en sang, der minder mig om livets overgange, både mellem vinter og sommer og barn og voksen. Og selvom der ikke er meget moderne kvinde i at synge om at ligge forvirret i græsset og vente på sin prins, så må der godt være plads til noget helt håbløst romantisk og gammeldags. Det er alt sammen en del af livet.

Tekst: Sigfred Pedersen, 1951

Melodi: Knud Vad Thomsen, 1951

En vår er kommet så mildt og stille,

med drømmedufte om mark og vang.

På sølvstreng klimprer den friske kilde,

og fuld af sødme er fuglens sang.

Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,

jeg plukker mandstro og jomfrusko.

Men blodet brænder i mine årer,

mit lille hjerte har ingen ro.

Jeg synger ikke, jeg danser ikke,

der er så meget, jeg ikke når.

Er jeg bedrøvet? Jeg ved det ikke,

jeg drømmer bare, og tiden går.

Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,

jeg plukker mandstro og jomfrusko.

Snart kommer prinsen fra eventyret,

mon da mit hjerte kan finde ro.

Hans silkekappe har gyldne knapper,

kækt gynger fjeren på hans baret.

Og han er mandig og flot og tapper,

og på hans skjold er der ingen plet.

Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,

jeg plukker mandstro og jomfrusko.

Men hvis han ser mig i pigevrimlen,

mon da mit hjerte kan finde ro.

Lad hjertet hamre, lad blodet strømme,

mens barmen runder sit hvide lin.

Snart kommer helten fra mine drømme,

skønt ingen ved det, er han dog min.

Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,

jeg plukker mandstro og jomfrusko.

Dig gi’r jeg alle mit hjertes blomster,

for du har taget mit hjertes ro.

Foto: Leif Tuxen