Forfatter: Min største bedrift er at holde mig nysgerrigt i live

Forfatter Leif Hjernøe kan ikke undvære at henvise til bibelske skriftsteder og vil gerne huskes som en, der forstod at lytte og iagttage

Privatfoto
Privatfoto.

Hvad er lykke?

Som der står i Salmernes Bog, kapitel 33, vers 12: ”Lykkeligt det folk, der har Herren til Gud.”

Hvad er en god gerning?

Jeg holder meget af Det Nye Testamentes beretning om kvinden med den kost-bare nardussalve, som hun ødslede på Jesus. Som der står i Markusevangeliets kapitel 14, versene 5-7: ”Og de overfusede hende. Men Jesus sagde: Lad hende være! Hvorfor gør I det svært for hende? Hun har gjort en god gerning mod mig. De fattige har I jo altid hos jer, og når I vil, kan I gøre godt mod dem; men mig har I ikke altid. Hun har gjort, hvad hun kunne.”

Hvad sårer dig mest?

Når jeg er vidne til eller mål for en lignende overfusning.

Hvad er den største synd?

Når jeg selv overfuser andre.

Hvad kan du ikke undvære?

At kunne henvise til bibelske skriftsteder.

Hvad er meningen med livet?

At gøre gode gerninger.

Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At lytte og iagttage.

Hvordan vil du gerne huskes?

Som en, der forstod at lytte og iagttage.

Hvad er du bange for?

At miste disse evner.

Hvem er dit livs største kærlighed?

Min familie.

Hvad tror du på?

Evangeliet om Guds søn.

De viseste ord?

Næsten utallige, sagt af Guds søn. For eksempel dem, han sagde til kvinden med nardussalven.

Hvad fortryder du mest?

De ord, jeg måske har såret andre med. Undskyld!

Hvad er den største dyd?

At vise hensyn.

Hvilken genstand er din største skat?

Min forlovelsesring fra den 24. december 1961.

Hvordan vil du gerne dø?

Efter at have ryddet ordentligt op, af hensyn til de efterladte.

Hvad er din største bedrift?

At holde mig nysgerrigt i live i nu over 80 år.

Hvad overvejer du for tiden?

Så godt som muligt at fortsætte.

Hvem beundrer du?

Alle livskunstnere.

Hvad vil du være bedre til?

At være generøs som kvinden med nardussalven.