Henrik Wivel: Min vej til arbejde

Livsrejsen har sine faser, nogle af dem slutter, så det gælder om at nyde dem, så længe de varer

"Når man som jeg har nået skelsår og alder, bliver det ikke alt det nye, jeg får oplevet, men jeg er taknemmelig over at se det blive til," skriver Henrik Wivel.
"Når man som jeg har nået skelsår og alder, bliver det ikke alt det nye, jeg får oplevet, men jeg er taknemmelig over at se det blive til," skriver Henrik Wivel. Foto: Leif Tuxen.

For nogle mennesker er vejen til arbejde bare noget, der skal overstås. Det er transport, hvor man lader op og lader ned. Sådan har det ikke været for mig. Jeg har for det meste sat pris på min vej til arbejde.

Jeg har studeret i København, og jeg har hele livet arbejdet i København, og nu bor jeg også i København. Men i 30 år boede min familie og jeg nord for København i Gentofte og Virum, og i min barndom og ungdom boede jeg i Vedbæk.

Min vej ind til byen har fulgt Strandvejen, Kongevejen og Lyngbyvejen. I sommerhalvåret cyklede jeg i mange år ind på arbejde, først på Kristeligt Dagblad, som dengang lå i Frederiksborggade, siden på Berlingske og Weekendavisen, der ligger i Pilestræde.

Det kunne være fantastisk at cykle ind til bruset af Lyngbyvejen, hvor bølgerne var afløst af havet af biler. På toppen af bakken ved Emdrup kunne jeg se byen åbne og forgrene sig med Rigshospitalets kolossale klods midt i synsfeltet. Jeg kunne følge rytmen i stoplysene, indlægge en sprint for at nå krydset ved Haraldsgade og på vejen hjem forcere et stykke pavé på Lyngby Hovedgade, hvor det gjaldt om at køre i midten på puklen af brosten mellem de to kørebaner.

For slet ikke at tale om turen ad Vandstrandvejen ved Skovshoved, hvor byens skorstene, tårne og Marmorkirkens kuppel kan ses hen over Svanemøllebugten. København er en stor by fra den vinkel.

Om vinteren dukkede jeg op i gråt morgenmørke fra slamkisten Nørreport Station fra et S-tog, der kun i teorien havde en køreplan. Så den korte gåtur ned ad Frederiksborggade til Kristeligt Dagblad, der dengang lå omkranset af fiskehandel, vinhandel, slagter med bjerge af udskårne sært rødmende bøffer og en lille luksuskøbmand med et bud, der angiveligt hed Leo Tolstoj Hansen. Men så bar han også læderforklæde.

Efter seks år gik turen videre over Kultorvet med Hovedbiblioteket og alle spritterne, ned ad Købmagergade og ind i det historiske København med Rundetårn, Regensen og Arnold Busck Boghandel med lokkende litterære vinduer.

Til venstre hen ad Kronprinsensgade, hvor de første gæster sad og nød kaffe ved små runde borde på Café Sommersko.

For enden lå Pilestræde med Berlingskes hjørne i funkis og art deco og endnu i de første år kværnende trykmaskiner i Sværtegade med alle natværtshusene og en slalomrute af brækklatter sejlende i brolægningen.

I et par år rykkede Weekendavisens redaktion til Vimmelskaftet, hvor nu Kristeligt Dagblad huserer i opgangen, og hvor der stadig står Bernina i gulvmosaikken. Et vidnesbyrd om tiden ved år 1900, hvor nerveadelen, flanørerne og bladsmørerne nærmest havde redaktion på caféen på mezzaninen med en vært, der hed Tønjachsen, men hurtigt blev omdøbt til Cognachsen.

De seneste snart tre år har jeg haft den smukkeste vej til arbejde i mit liv. Fra min lejlighed i Nordre Frihavnsgade på Østerbro har jeg året rundt kunnet cykle over Kastellet forbi alle turisterne ved Den lille Havfrue og under Langelinie Pavillonen, langs kajen ved de gamle pakhuse og Amalienborgs sprøde rokoko, videre over Nyhavn, Gammelholm og hen til Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ved Det Kongelige Bibliotek. Om sommeren er det som at være turist i egen by, hvor man ved Admiral Hotel kan se sit eget drømte jeg nyde en drink på vejen hjem.

Havneløbet er farvet af himlen og changerer uafbrudt, om sommeren i det mest vidunderlige morgenlys, hvor man cykler ind i solens zenit, her til vinter med syngende iskrystaller på Kvæsthusbroen.

Meget nyt er skudt op. Skuespilhusets elegante profil ved Sankt Annæ Plads og ovre på Holmen og Christianshavn adskillige nye bygninger blandet op med husbåde og marinens gamle fartøjer. Alt det nye, der er vokset op i mit arbejdsliv og har forvandlet København til en by med fremtid.

Når man som jeg har nået skelsår og alder, bliver det ikke alt det nye, jeg får oplevet, men jeg er taknemmelig over at se det blive til. Ligesom jeg er taknemmelig over at have kunnet køre på arbejde i så mange år og været del af en arbejdsplads uden for hjemmet. Så har jeg også haft noget at glæde mig til, nemlig at komme hjem og tage suset fra ruten med ind til familien og virkelig føle mig hjemme.

Nu er det ved at være slut. Jeg vil savne det, ikke mindst fordi jeg heller ikke længere har så meget at vende hjem til. Det lyder måske patetisk, men sådan kan livet også være langs de ruter, der virker slagne, men dybest set slet ikke er det.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.