Prøv avisen

Minderne har man da lov at ha

Foto: Aarhus Universitetsforlag

At huske og at erindre er ikke det samme, selvom man skulle tro det. Kloge Søren Kierkegaard noterede sig, at man godt kan huske en begivenhed til punkt og prikke, uden derfor at erindre den

Når man husker noget, så genkalder man sig de ydre kendsgerninger: Hvor var jeg, hvem var jeg sammen med, hvad tid på dagen var det og så videre. Men når vi erindrer, så er det mere inderligt, hvilket ordet jo også antyder: I erindringen genoplever vi fortiden, vi er tilbage i stemningen, vi føler, lugter og smager det forgangne. Erindringen er sanseligere end hukommelsen.

Erindringen nærmest ophæver tidens gang ved at gøre fortiden nutidig. Derfor skriver man sine Erindringer og ikke sine Hukommelser. Den kongelige skuespillerinde Johanne Luise Heiberg var klar over dette, da hun kaldte sin selvbiografi for Et liv genoplevet i erindringen.

Men folkeviddet havde fat i noget, da det omdøbte bogen til Et liv genopløjet i erindringen, for vi husker, undskyld erindrer, jo ikke altid tingene, sådan som de virkelig var.

LÆS OGSÅ: Frihedslængsel på farsi

Vi kan pynte på dem, og så bliver vi nostalgikere, der dvæler ved minderne. Det gør man dog ikke ustraffet, for hvis man bevidst dyrker sine erindringer, så bliver de slidte og matte. De stærkeste erindringer er nemlig de ufrivillige, der kommer som et lyn fra en klar himmel. Det ved digterne naturligvis: Rilke gjorde et stort nummer ud af det, men erindringsmesteren over dem alle er den franske forfatter Marcel Proust, der spiste en kage, kom i tanker om sin barndom, og derefter skrev et af litteraturens længste hovedværker om sine minder.

Alle vor intelligens anstrengelser er forgæves, lader Proust sin fortæller sige. Det dur ikke, hvis vi bevidst prøver at erindre, vi er henvist til tilfældige associationer og sansninger, der katapulterer os tilbage til det, der var engang. Men det er ikke altid de søder minder, der vækkes: Ofte er det sådan, at traumatiske oplevelser sætter de dybeste spor i sindet og derfor lettere vækkes af associationer, der ellers lige så godt kunne fremkalde andre minder/erindringer. Det er vi ikke herre over. Forskerne er ikke engang sikre på, at vi kan fortrænge traumer. De er tilsyneladende glemselsresistente.

Traumatiske erindringer kan plage livet af os, og nostalgi kan suge livet ud af os, men uden erindringer ingen identitet. Vi kunne overleve alene ved hjælp af hukommelsen, men erindringerne fortæller os, hvem vi er. Som individer og som folk. Hvis vi ikke kunne erindre, var vi ligesom dyr og små børn henvist til at leve i nuet, hvilket vi en gang imellem godt kan misunde dem.

Det er psykologiprofessor ved Aarhus Universitet Dorthe Berntsen, der i en lille bog på 60 sider når at sætte alle disse og mange andre overvejelser i sving. Bogen understreger, at Aarhus Universitetsforlag fik en god idé, da man bad en række lokale forskere om at præsentere deres forskning for offentligheden i serien Tankestreger.

Det er lettilgængeligt, hurtigt læst og tankevækkende. Med deres velkendte provinsielle selvbevidsthed kalder aarhusianerne det for Viden i verdensklasse.