Per Nielsen fra Nationalmuseet er blandt de fremmeste forskere i den del af danmarkshistorien, der vedrører kolonierne i Vestindien. Den bog, han har skrevet, handler om tre erhvervsgrupper: søfolk, tjenestefolk og arbejdere, der i kortere eller længere tid opholdt sig i Danmark og Europa omkring forrige århundredeskifte.
Bogen er en egentlig afhandling, der sørger for at komme hele vejen rundt. Det gør den så rigeligt. Per Nielsen får faktisk ristet en smuk minderune over dem, der valgte at slå sig ned her. Det er ikke en dårlig historie om dårlige liv.
Snarere er det en lidt overraskende fortælling om, at langt de fleste ikke havde behov for at lade sig integrere, for de var allerede danske og som sådan del af den palet, den danske befolkning udgjordes af. Man holdt jo ligefrem udstillinger med repræsentanter for rigets tropiske og arktiske dele, skønt de gerne skulle gøres mere oprindelige og eksotiske, end de var.
Man kan jo altid, hvilket er en permanent fare for enhver historiker, mene, at det var synd for de fattige, de farvede, de udstødte i fortiden. Det er dog et faktum, at også nutiden såvel som fortiden udgøres af fattige, farvede og udstødte. Det er simpelt hen ikke nok til et dækkende billede af temaet ”fremmed i Danmark” eller ”måske fremmed i Danmark?” at udtage tre erhvervsgrupper, af hvilke snart kun søfolkene eksisterer i dag.
Per Nielsen kæmper for at gøre de sorte vestindere fremmede, og for at fastholde dem i de erhvervsgrupper, der er valgt som emne for undersøgelsen. Mange gjorde gode karrierer i underholdningsindustrien og i servicefag. Det var absolut muligt, og der var ikke nogen racetænkning, der holdt dem ude. I Finansministeriets arkiver, hvorunder Koloniernes Centralbestyrelse lå, skelnedes der ikke mellem hvide og sorte. Alle fik en god og korrekt behandling.
Salget af øerne, der var ret skandaløst af den danske stat, foregik under Første Verdenskrig, og det medførte problemer. En del søfolk var strandet her allerede i 1914, men var man hjemmehørende på øerne, kunne man uden problemer fortsætte med at være dansk statsborger. Man kunne også vælge at blive amerikaner. Bogen burde måske tydeligere vise og understrege, at den sene kolonitid i Vestindien var præget af migration. Folk var hele tiden undervejs.
Nogle hoppede af, andre hoppede på, fordi man jo var afhængig af arbejde og løn. Tjenestefolk flyttede i mange tilfælde med familierne til Danmark, og nogle genså øerne. Men hvad med alle de hvide der ikke tog til Danmark i 1918, men af skuffelse eller på grund af nationalt tilhørsforhold eller erhverv søgte til USA, Venezuela og andre steder? I virkeligheden handler denne studie kun om dem, der kom til Danmark i Europa. Og om dem, der havde et arbejde ved ankomsten.
Når dertil lægges, at Per Nielsens ambition er at skrive om dem alle, hver og en, så må det blive en sejtrækker, lidt at et sisyfosarbejde. Det havde i mange tilfælde været nok med en syntese eller udvalgte biografier. Ydermere mærker man universitetslæreren, der indleder, demonstrerer, diskuterer og opsummerer. Man skal være sej i kødet for at holde til en fuld gennemlæsning.
Der var andre end arbejdere, søfolk og tjenestefolk. Der var vitterlig skæbner, der på godt og ondt kunne uddybe billedet, hvis man have udvidet rammen. Victor Cornelins får vi aldrig med, men han var heller ikke sømand, men en ret kendt vestinder og skoleinspektør i Nakskov; der var Henrik Cavlings dreng, som Politikens redaktør tog med hjem til Rådhuspladsen som en slags souvenir.
Her blev han portner, men røg direkte hjem, da han blev indblandet i en sag om tyveri. Der var præster, der kom hjem med ikke blot sorte tjenestefolk, men med en vestindisk hustru, hvilket må have været en udfordring i det danske landbosamfund. Nielsen definerer ved hjælp af erhvervsgrupperne vestindere som sorte eller farvede – og helst som danskere. Dog åbner han til tider for historien om, at der også var hvide eller lyse vestindere, der havde boet på øerne gennem generationer. Det ville nok kræve en længere undersøgelsesperiode end den ret korte, nemlig 1880-1920, at få deres historie belyst og deres etnicitet og nation defineret.
Bogen har en del styrker og dyder. Man tvivler ikke på kvaliteten af det historiske og arkivalske arbejde. Man glædes over de mange gode billeder, der endda ligesom pointerne repeteres i bogens forskellige dele. Billedteksterne er enorme, små fortællinger, der ofte kæmper med brødteksten om plads på siderne. En meget flot produceret bog, der dog i sin knudrethed næppe bliver en folkebog. Desværre.