Prøv avisen

Mindre byer er dybt afhængige af den kultur, der er. Nu er der ingenting

For mange mindre bysamfund er biblioteket der, hvor man kan få en kulturindsprøjtning i det daglige. Den mulighed forsvinder de næste to uger. – Foto: Kim Matthai Lela/Ritzau Scanpix.

Biblioteker, biografer, spillesteder og egnsteatre rundtom i landet er lukket på grund af smittefare, og det rammer både økonomisk og socialt. Ekspert har en opfordring til kulturministeren

De havde netop drukket den sidste tår af kaffekopperne til den årlige generalforsamling i Hvalsø Bio på Midtsjælland, da statsministeren onsdag aften tonede frem på en af de deltagendes mobilskærm. Budskabet til folket var, at Danmark, for at inddæmme coronavirussens spredning, lukker ned i 14 dage.

10 minutter efter blev det i Hvalsø besluttet, at det samme måtte den lille, frivilligdrevne biograf gøre, altså lukke ned. For fællesskabet, folkesundheden og publikums skyld. Der blev sendt fællesmail ud til biografens medlemmer og skrevet opdateringer på biografens hjemmeside. Det gik lynhurtigt, men stemningen var noget trykket, fortæller Peter Langager, der er bestyrelsesformand i Hvalsø Bio.

”Jeg havde lige stået og sagt, at det så godt ud med det kommende år, selvom truslen fra coronaen selvfølgelig var der. Og så kom den her meddelelse. Det var noget af en kold tyrker. Især fordi vi skulle have afviklet vores årlige filmfestival i denne weekend med besøg af filminstruktører og skuespillere. Men også fordi vi er mange, der holder af at mødes i biografen,” siger han.

De frivillige i Hvalsø Bio er langtfra ene om at være kede af situationen. Rundtomkring i landet er der klistret ”lukket”-sedler på dørene til biografer, teatre, biblioteker, kulturhuse og spillesteder, og kulturinstitutionerne holder for langt de flestes vedkommende lukket to uger frem på regeringens anbefaling. Kulturen de næste to uger, måske længere frem? Den er aflyst.

Lukningerne af kulturinstitutioner rammer særligt hårdt i mindre bysamfund, siger Louise Ejgod Hansen, lektor i kulturpolitik ved institut for kommunikation og kultur, Aarhus Universitet.

”I 60 år er der blevet arbejdet for en bedre kulturel infrastruktur, og derfor har alle kommuner forskellige kulturinstitutioner, der sikrer et lokalt kulturliv. Langt størstedelen af den kultur, vi bruger, bruger vi lokalt, hvis ikke på daglig så på ugentlig eller månedlig basis. Det er det daglige kulturliv, der rammes nu,” siger hun.

Mange af de lokale kulturindsprøjtninger gives på bibliotekerne. Ringer man til biblioteket i Nakskov på Lolland i disse dage, bliver man, ligesom hvis man ringer til ethvert bibliotek på Lolland, mødt af en kvindestemme, der siger:

”Vi er lukket indtil den 29. marts på grund af statsministerens udmelding om coronavirus. Der afgives ikke bøder i mellemtiden.”

De kom nok ikke for bøderne. Men der var altså lollandske borgere, der i går ikke havde opfanget nedlukningen, fortæller souschef for biblioteker og borgerservice på Lolland, Helge Borum.

”I går var der en del borgere, der parkerede deres biler ude foran Nakskov Bibliotek, men måtte vende om, da de kom til døren,” siger Helge Borum og tilføjer:

”Det er da brandhamrende ærgerligt. Jeg kunne næsten aflæse skuffelsen i deres ansigter.”

Hvis der er noget, biblioteket nødigt vil, så er det ikke at kunne betjene borgerne, understreger han. Det er langtfra kun bøger, borgerne må undvære med bibliotekets lukning, for Nakskov Bibliotek står også for borgerservice, ligesom biblioteker gør i resten af landet. Det betyder, at der er sat en midlertidig stopper for blandt andet vielser og udstedning af pas og kørekort.

Desuden er biblioteket et sted, hvor de lokale lollændere samles om alt fra strikkeklub til foredrag om verdens tilstand.

”De fællesskaber, som biblioteket huser, er der måske ikke mulighed for lige nu,” siger Helge Borum, der til gengæld håber, at flere borgere i lukningsperioden vil få øjnene op for bibliotekernes digitale tilbud.

For egnsteatrene er det også en særdeles usikker tid. På Teatret Møllen i Haderslev har direktør Nikolaj Mineka været nødt til at sende alle teatrets medarbejdere hjem og aflyse samtlige forestillinger de kommende 14 dage. De i alt 30 aflysninger rammer det lille egnsteaters økonomi hårdt, men det er ikke det, han er mest bekymret for.

”Jeg er mest nervøs for vores store satsning, der har premiere den 8. juni. Det er en opsætning af ’Romeo og Julie’ med både danske og tyske skuespillere i anledning af genforeningsjubilæet,” siger han og tilføjer:

”Hvis vi har karantæne i højst en måned, så kan vi godt gennemføre forestillingen, men hvis det er længere, så bliver det meget svært at nå det.”

Det er en forestilling, teatret har arbejdet hen imod i to år, og det er den største produktion, Teatret Møllen nogensinde har lavet.

”Det vil være en katastrofe, hvis det bliver aflyst,” siger han.

På det regionale spillested og kulturhus Tobaksgaarden i Assens på Fyn er der også lukket i 14 dage, fortæller kulturmedarbejder på stedet Camilla Kølle Jørgensen, men en stor fleksibilitet fra de optrædende har gjort, at udsigterne er relativt lyse.

”De koncerter, vi skulle have haft nu her, har vi uden problemer kunnet flytte til nye datoer senere på året. Vi har ikke fuldstændig måttet aflyse musikalske arrangementer, og det er vi meget glade for,” siger hun.

Sådan har de ikke kunnet gøre i Hvalsø Bio. Filmfestivalen, der normalt trækker 600 gæster og i år havde flere udsolgte forestillinger, er blevet aflyst.

Peter Langager og de andre frivillige i biografen har tænkt på, hvad man kan gøre for at mindske smitten, men det er svært:

”De fleste af vores kunder er ældre mennesker. Og vi kan ikke bare, som Det Kongelige Teater gjorde, før de lukkede helt ned, sige, at så bruger vi bare hvert andet sæde. Man sidder jo stadig samlet i et meget lille rum. Vi kan heller ikke bare rykke stolene fra hinanden,” siger han.

”Det kommer selvfølgelig til at betyde et stort tab. Vores økonomi er heldigvis solid, men vi kommer nok ikke ud af i år med overskud,” siger bestyrelsesformanden.

Egnsteatre og regionale spillesteder vil som statsligt støttede kulturinstitutioner formentlig modtage en form for kompensation for tabt fortjeneste i forbindelse med coronavirussen, siger lektor i kulturpolitik Louise Ejgod Hansen. Hun mener dog også, der er brug for at minde kulturminister Joy Mogensen (S) om, at størstedelen af kulturforbruget, det daglige kulturforbrug, ligger ude i det lokale. Og at de mange små kultursteder, der drives med kommunal støtte eller slet ingen støtte overhovedet, kan få brug for økonomisk hjælp.

”Et lokalt kultursted er et sted, hvor der skabes fællesskaber, og derfor har det betydning for borgerne, at der er lukket nu. Det kan og skal vi selvfølgelig ikke gøre noget ved, sådan er det. Det, man kan frygte, er, hvad lukningerne får af betydning for driften af de små kulturinstitutioner på længere sigt. Når krisen er ovre, bør man både i kommunerne og i Kulturministeriet huske på, at kultur ikke kun er store, statsligt finansierede kulturinstitutioner.”