To ministre med samme værdier

Værdifællesskabet mellem Marianne Jelved (R) og Bertel Haarder (V) var tydeligt, da hun i går overdrog ham Kulturministeriet og Kirkeministeriet

Marianne Jelved (R) takker her af som kulturminister. Bertel Haarder (V) overtager både Kirkeministeriet og Kulturministeriet - og vil som sin første ordre som kulturminister sørge for, at tre Steffensen-malerier, der netop er taget ned efter Jelved, skal hænges op igen.
Marianne Jelved (R) takker her af som kulturminister. Bertel Haarder (V) overtager både Kirkeministeriet og Kulturministeriet - og vil som sin første ordre som kulturminister sørge for, at tre Steffensen-malerier, der netop er taget ned efter Jelved, skal hænges op igen. . Foto: Nikoli Liwares.

Det er 33 år siden, at Marianne Jelved (R) og Bertel Haarder (V) mødte hinanden første gang.

”Dengang var du formand i Dansklærerforeningen med lyst udslået hår, mens jeg var undervisningsminister. Og jeg tror ikke, at du og Dansk-lærerforeningen på alle måder var enige med mig,” sagde Bertel Haarder, da hans gamle politiske modstander i går overdrog ham Kulturministeriet.

Den nye kulturminister tilføjede dog, at Marianne Jelved og han hele vejen har været enige om, at kultur og litteratur har en værdi i sig selv, ligesom de begge synes, at kultur- og uddanelsespolitik hænger sammen.

Og det kom også frem, at de gennem tiden havde haft et så tæt forhold, at de to havde trøstedrukket whisky sammen, efter at de sammen havde været med til at lukke en række seminarier.

”Et af dem lå der kun et par kilometer fra et andet seminarium. De blev ved med at brokke sig, men det kaldte du 'hønsesnak',” sagde Bertel Haarder, inden han blev afbrudt af sit eget barnebarn, Emilie:

”Det hedder pølsesnak,” fastslog hun, inden Bertel Haarder fortsatte med at rose Marianne Jelved for hendes ”salige, milde” og lyttende væsen.

”Du lytter, når nogen fremlægger et forslag, og det er også årsagen til, at vi igennem tiden har lavet så mange forlig sammen,” sagde Bertel Haarder, inden han kvitterede med at forære hende en flaske whisky.

”Du er den, jeg helst ville overdrage ministeriet til,” sagde Marianne Jelved, da hun fik ordet.

Hun pegede på, at de to også har fælles rødder i højskolelivets grundtvigske dannelsestanker.

”Når vi sommetider har været uenige, har den ene af os været hurtig til at minde den anden om, at vi har fælles rødder,” sagde hun, inden hun som symbol på deres fælles rødder forærede Bertel Haarder tre bind med artikler af redaktøren og Venstre-politikeren Viggo Hørup, hvis tanker kom til at inspirere til dannelsen af Det Radikale Venstre. Og en halv time senere overdrog hun på samme måde Kirkeministeriet til Bertel Haarder, hvor hun også fremhævede Haarders evner som sangskriver og digter, mens han roste hendes politiske linje som kirkeminister.