Prøv avisen

Minoriteter bryder igennem i dansk kultur

Janus Nabil Bakrawi og Ernesto Piga Carbone spiller rollerne J og E i teaterstykket Vinger Foto: Thomas Cato

Teaterstykket ”Vinger” tegner et billede af, hvad det kan være at være indvandrer i Danmark. Det er et tema, der længe har været underrepræsenteret i dansk film, teater og litteratur, men det kan være på vej til at ændre sig

”Har du aldrig set en perker før?” råber "J" aggressivt. ”Ved du, hvad jeg synes? Jeg synes, hvide børn er det grimmeste i verden.”

Caspar Juel Berg spiller "J", den traumatiserede, hætteklædte fyr, der hele tiden er på kanten af et raserianfald og desperat søger svar på, hvorfor han er så vred.

"J" er en af de fire karakterer i teaterstykket Vinger, som lige nu spiller på Teater Grob i København. ”Vinger” fortæller historien om, hvad det vil sige at være etnisk minoritet i et hvidt land. Enlige brune svaler blandt leverpostejshår og blå øjne.

For manuskriptforfatteren, koreansk-danske Joan Rang Christensen, har et af målene med ”Vinger” været at fortælle om mennesker med tværkulturel baggrund, der ikke ofte bliver fortalt om i dansk teater.

”Det er nogle mennesker, som i gåseøjne er meget almindelige. De har almindelige problemer med graviditet, forholdet til deres forældre, seksualitet og traumer. Men deres problemer bliver også farvet af, at de har en anden baggrund,” siger hun.

Teaterstykket skriver sig ind i litteraturen, teateret og filmene med minoritetsgrupper på rollelisten, som gennem en længere årrække har været meget smal. Indvandrere har gennem en årrække været underrepræsenteret i dansk film og litteratur, siger Anita Nell Bech, der er lektor i Institut for Kulturvidenskab og medforfatter til antologien ”Indvandreren i dansk film og litteratur”. Men det kan være på vej til at ændre sig.

”Vi har haft indvandrerlitteratur længe, men det har ikke været så ombejlet og efterspurgt. Danmark som indvandrerstat har ikke en så lang historie som for eksempel England eller andre kolonimagter, som længe har haft en righoldig indvandrerlitteratur. Samtidig har kvaliteten bredt set ikke været høj nok i indvandrerlitteraturen. I dag har vi i Danmark nogle meget toneangivende forfattere med indvandrerbaggrund og meget store litterære kvaliteter,” siger hun og peger på for eksempel Yahya Hassan og Hassan Preisler.

I 2013 skrev Hassan Preisler ”Brun mands byrde”, en fortælling om identitet, der vendte Rudyard Kiplings digt ”White Man’s Burden” på hovedet. Samme år fulgte Yahya Hassan op med et opråb til sin forældres generation om at tage ansvar for deres børn og integration.

Yahya Hassan og Hassan Preisler er del af en bølge af litteratur om minoriteter, der også rummer forfattere som Maja Lee Langvad, Julie Sten-Knudsen og Eva Tind. Man kan tale om et egentligt gennembrud, mener Tobias Skiveren, der er anmelder ved Jyllands-Posten og i øjeblikket skriver ph.d.-projekt om forholdet mellem litteratur, krop og minoritetsgrupper.

Han understreger, at begrebet ”minoritetslitteratur” i sig selv er problematisk, fordi det kan fastholde forfattere i en bestemt position, de ikke fuldt og helt kan identificere sig med. Forfatterne giver ofte udtryk for, at de skriver om andet og mere end livet som minoritet, siger han.

”Når det er sagt, er det for mig at se indiskutabelt, at der i de senere år er kommet mange prominente bøger, der tydeligt tematiserer race, danskhed og hvidhed,” siger han.

”Fælles for en stor del af litteraturen i den her bølge er, at den er optaget af sammenhængen mellem krop, kultur og følelser. Den er optaget af at formidle det følelsesliv, der er knyttet til livet som ikke-hvid krop i et samfund som det danske, hvor hvidhed betragtes som normen.”

Antologien ”Indvandreren i dansk litteratur og film” beskæftigede sig blandt andet med de karikerede roller, etniske minoriteter ofte spiller i dansk film og litteratur. For eksempel den søde indvandrerdreng Hassan, der sidder i familiekiosken i tv-serien og spillefilmen ”Max Pinlig”. Han er del af en tendens, der har præget dansk film og litteratur, hvor indvandreren får endimensionelle roller som mønsterbryderen, præmieperkeren eller ”den brune bedste ven”. Det stigende antal minoritetsforfattere kan være med til at nuancere de roller, siger Anita Nell Bech.

”Ideelt set kommer vi til et sted, hvor vi stopper med at interessere os for etnicitet og bare ser forfatterne som litterære stemmer. Mange forfattere har heller ikke lyst til at blive betegnet som indvandrerforfattere. De har ikke lyst til at blive rubriceret i en bestemt kategori og vurderet alene på deres etnicitet,” siger hun.

De fire karakterer i teaterstykket ”Vinger” er ikke stereotyper. Ikke ”den brune bedste ven”, den gebrokne pauseklovn eller præmieperkeren. For manuskriptforfatter Joan Rang Christensen har målet været at danne et helstøbt billede af mennesker, der ikke bare er farvede, men også er virkelige folk med virkelige følelser, problemer og erkendelser.

”Det er et forsøg på at lave et stykke, der handler om mennesker. Ja, de er farvede, men de har også et sexliv, og de er også politisk bevidste. Det er et meget bevidst forsøg på at lave et stykke, der ikke var stereotypt,” siger Joan Rang Christensen.

I 2011 skrev Joan Rang Christensen stykket ”Den hvide mand,” som var det første stykke i Danmark, der blev opført af et udelukkende farvet cast. Det er tankevækkende, at det først skete i Danmark i 2011, siger Joan Rang Christensen.

”Der er en strukturel racisme, uden at man nødvendigvis er bevidst om det, hvor hvide skuespillere bliver valgt, også til roller der er skrevet til farvede. Minoritetsgrupper bliver usynliggjort og eksisterer ikke i en kulturel kontekst,” siger Joan Rang Christensen.

”Repræsentation betyder noget. Man kan se på publikums reaktioner, at det er en stor oplevelse at blive repræsenteret på scenen.”

I ”Vinger” påfører de fire karakterer sig lyshårede parykker for at danne modbilleder af den stereotype dansker. For eksempel bibliotekaren, der nærstuderer listen af bøger.

”Er det på dansk, du har skrevet?” spørger hun Ernesto Piga Carbones karakter ”E”, og han nikker opgivende. "E" er den følsomme, farvede bøsse, som nægter at lægge låg på sin seksualitet. En chilensk-irakisk homoseksuel torn i øjet på den hvide, heteronormative forståelse.

”Hvor er du egentlig fra?” spørger bibliotekaren.

”Brønshøj,” svarer "E", og publikum krymper sig sammen med ham over de hvide danskeres velmenende, småracistiske spørgsmål og den svidende underspillede, strukturelt underliggende diskrimination.