Dansk Arkitektur Centers nye udstilling består af en jordbunden og faktuel del - og en mere luftig og kunstnerisk sektion. Og selvfølgelig er der en sammenhæng mellem de to afdelinger, ligesom der er mellem fortid og nutid.
Udstillingen fortæller om kvindelige arkitekter, der ligesom for eksempel kvindelige billedkunstnere har en tendens til at blive overset og glemt i forhold til deres mandlige, måske mere frembusende kolleger. Kikker man tilbage på det foregående århundrede, er det vanskeligere at få øje på de kvindelige arkitekter i skyggen af de mandlige fyrtårne, som nu for eksempel Arne Jacobsen (1902-71), der angiveligt havde en eminent sans for pressens betydning i markedsføringen af sig selv. Hvor mange kvindelige arkitekter i hans generation ringede for eksempel til dagbladene hver uge? Næppe mange. Næppe heller i dag.
Men de kvindelige arkitekter var der, som den første del af udstillingen redegør for. Ikke så mange dengang. Men det er i sig selv vigtigt at blive mindet om rækken af pionerskikkelser.
Nogle af dem er par. Selv kunne jeg ikke få øje på Inger og Johannes Exner, der ellers har stået for en række fremragende kirkebyggerier rundt om i landet. Men der er Karen Clemmensen (1917-2001), som sammen med sin mand tegnede Kildeskovhallen i Gentofte, der er en fornem idrætshal opført i en slags samhørighed med naturen og et af de mange vellykkede, offentlige byggerier, der opstod i velfærdsstatens guldalder i 1960’erne.
Ikke uventet og slet ikke ulogisk kobles DAC’s nedslag i det 20. århundredes danske arkitektur med et sidespor om velfærdsstaten. Og herunder et nyt fokus på det rum i hjemmet, der hidtil var blevet betragtet som kvindernes helt eget værelse nemlig køkkenet. Det kunne kvinderne såmænd sagtens få lov til at beholde for sig selv.
Men en række arkitekter af begge køn samt sociale boligselskaber – og ikke at forglemme en i dag mere eller mindre overset industriel designer som Grethe Meyer (1918-2008) gjorde en solid indsats for at gøre køkkenet et sted med bedre arbejdsforhold og husholdningens redskaber ikke alene mere praktiske men også tidssvarende forskønnelse af hverdagen.
Sektionen åbnes i øvrigt både helt konkret og symbolsk med en præsentation af Kvindernes Bygning overfor Helligaandskirken i København. Det modernistisk udformede etagebyggeri er tegnet af Ragna Grubb (1903-61) og et udtryk for, at kvinderne tog sagen i egen hånd. Ideen kom således fra Emma Gad og de første – indsamlede – midler fra en udstilling afholdt i 1895. Bygningen åbnede i 1937.
Siden synes udviklingen at accelerere – og et fint afsnit af fortællingen er viet nogle af de eksperimenter med mere eller mindre permanente former for arkitektur udviklet i Thylejren og i årene efter af blandt andre arkitekterne Susanne Ussing (1940-98) og Carsten Hoff (født 1934), og det forekommer, at nogle af de ideer, der blev udtænkt dengang i 1960’erne, først nu er ved at blive realiseret rundt omkring i verden i større målestok i form af mindre projekter, hvor også bæredygtighed indgår som en væsentlig del af tankegodset.
Arkivet, som denne del af udstillingen hedder, er en del af et forskningsprojekt ved Københavns Universitet om kvinder i dansk arkitektur 1925-75.
De to afdelinger af udstillingen – den historiske og den visionære – søges bundet sammen med en henvisning til forfatteren Virginia Woolf (1882-1941), der i et essay, ”Sit eget værelse”, fra 1929 argumenterer for, at kvinder for at kunne arbejde (kunstnerisk og intellektuelt) må have eget værelse, sådan helt praktisk, og i overført betydning egne midler for at være fri og uafhængig.
Dansk Arkitektur Center har i den forbindelse bedt tre fremtrædende arkitekter, Siv Helene Stangeland fra Norge og Débora Mesa fra Spanien samt Tatiana Bilbao fra Mexico, som Louisiana viste en storartet udstilling med for et par år siden, til at bidrage med nogle kunstneriske abstraktioner over begrebet eget værelse.
Der er ikke tale om konkrete forslag til for eksempel en udbygning af familiens bolig eller et arbejdsrum et sted i baghaven, som der har været adskillige begavede eksempler på i de senere år, men om en slags poetiske huse; lysthuse som skabt til at skrive poesi eller måske blot lytte til musik som modellerne antyder.
Den mest poetiske installation er skabt af Siv Stangeland fra tegnestuen Helen & Hard i samarbejde med billedkunstneren Marina Abramovic og tænkt som et rum for meditation. Den blødt formede struktur er udført af genbrugstræ – og i det hele taget ligger der vedkommende bæredygtighedsprincipper bag som at anvende lokale materialer og – og det er så en voksende tendens i vor tids arkitektur – undersøge mulighederne for at bruge træ som byggemateriale.
I forlængelse af det må også udstillingens mindste sektion fremhæves. I al enkelthed består den af interviews med fire yngre, visionære arkitekter, man måske vil kunne sætte sin lid til, når det drejer sig om ideudvikling i de kommende år, om natur integreret i by, genanvendelse af huse til nye formål og omdannelse af områder i byen til steder med bedre trivsel.
Pionerskikkelser er også i centrum i en omfangsrig udstilling i Italiens nationale museum for det 21. århundredes kunst, MAXXI, i Rom.
Tegnet i øvrigt af Zaha Hadid (1950-2016), der – betoner museet – er den første kvinde, som blev tildelt The Pritzker Prize, der undertiden betegnet som arkitekturens nobelpris. Det var i 2004. Næsten et kvart århundrede efter den blev indstiftet.
Zaha Hadid demonstrerede med MAXXI, at også kvindelige arkitekter kan tegne lige så monstrøst og monumentalt som mandlige fagfæller med Frank Gehrys Guggenheim i Bilbao som et eksempel på hvordan et museums arkitektur kan fortrænge bygens egentlig formål og indhold. Men jo, en bedrift er MAXXI da helt bestemt, og fortjenstfuldt er det da også Zaha Hadid, der er den første betydningsfulde arkitekt, der præsenteres i udstillingen.
Hvor udstillingen i DAC gennem projekter og interviews med såvel etablerede som ikke-etablerede arkitekter peger fremad og antyder, at der kunne være en slags håb for bedre og mere grønne byer, holder MAXXI sig til eksemplets magt gennem præsentation af 85 kvindelige arkitekter og designere. Flere af dem reelt ukendte i i hvert fald den internationale offentlighed. Sådan havde det næppe været, hvis man havde samlet et tilsvarende antal fremragende mandlige arkitekter.
Så hvordan retter man op på balancen mellem kønnene? Dorte Mandrup er repræsenteret begge steder. I Rom fremhævet for sit besøgscenter ved Isfjorden i Grønland, der efter fotografier at dømme er meget smukt og følsomt indpasset i den natur, om hvis skrøbelighed centeret fortæller.
I København er hun blandt en kreds af arkitekter, der bliver interviewet om kønsbalancen i arkitekturfaget og bidrager på overbevisende måde til diskussionen om, hvordan man fremmer kvindelige arkitekters karrieremuligheder – uden at sætte fagligheden over styr.
Kvindelige arkitekters underrepræsentation i navnlig toppen af magthierarkiet løses ikke uden videre. Men både eget værelse i konkret og overført betydning og udstillinger som disse med eksempler på kvindelige arkitekters indsats er i hvert fald en begyndelse.
Kvinder skaber rum. Dansk Arkitektur Center, København. Tilden 23. oktober. Good news – women in architecture. MAXXI – Italiens nationale museum for det 21. århundredes kunst. Til den 11. september.