Ulrik Møller (født 1962) er en central, men også temmelig ensom repræsentant for landskabsmaleriet i dansk samtidskunst. Hans valg af motiver kan i første omgang virke tilbageskuende – skiftende scener fra fødebyen Vester Åby på Fyn, færger, sejlskibe og bugtede veje ind i landskaberne – indimellem ser vi dog også røgen fra et kraftværks køletårn, en jet- jager, en trawler eller en sporvogn. Ulrik Møller, der oprindelig er uddannet som maskiningeniør, maler med mimetisk akkuratesse. Han arbejder ud fra fotografier, som han henter frem fra sit store fotoarkiv, men han komponerer eller orkestrerer motiverne frit som en dirigent, der leder sit orkester med de færrest tænkelige virkemidler – herunder en god portion pauser og stilhed.
Værkerne synes velkendte, da Ulrik Møller trækker på ældre landskabsmalerier fra det hollandske genremaleri – navnlig Johannes Vermeer og Jacob Ruisdaels landskabsmalerier fra 1600-tallet med den flade, lave horisontlinje og det store himmelrum – over tysk symbolisme til dansk landskabsmaleri fra omkring forrige århundredeskifte, især L.A. Ring (1854-1933), H.A. Brendekilde (1857-1942) og Vilhelm Hammershøi (1864-1916), som faktisk ikke kun malede interiører, men også enkelte landskabsbilleder.
Man aner også inspiration fra P.S. Krøyers (1851-1909) blånende, sfæriske Skagens-billeder hos Ulrik Møller, der dog samtidig er en moderne maler, som også er inspireret af den amerikanske realistiske kunstner Edward Hopper (1882-1967) og af den sublime tyske konceptuelle maler Gerhard Richter (født 1932).
Man vandrer fra sal til sal og frydes bestandigt over Ulrik Møllers meditative og smukke malerier, der samtidig emmer af et uafviseligt nærvær. Netop fordi motiverne er menneskeforladte, kan vi ”flytte ind” i dem og bebo dem med vores egne tanker og stemninger. Rummet udvider sig, alt imens vi tilegner os dem. Malerierne har en særlig atmosfære, det vil sige ”en slags objektiveret stemning eller stemningsudtryk”, som Torben Sangild skriver i sin forbilledlige introduktion til Ulrik Møller i kataloget.
Denne atmosfære dannes af alle elementerne på fladen og deres interne sam- eller modspil. Det er ofte tegn på menneskenes aktiviteter i form af lygtepæle, elmaster, bygninger og vejskilte i disse sublime landskaber. Farven er et helt særligt kapitel, når det gælder en maler som Ulrik Møller. Den spiller en altafgørende rolle i formidlingen af atmosfæren: Han grunderer lærrederne med rødt, så de ellers overvejende blålige, sfæriske rum vibrerer varmt på fladen.
Det er et moderne valørmaleri, hvor Ulrik Møller gør brug af umærkelige små forskydninger i farvernes toneværdier og lysstyrke inden for en meget lille farveskala. Faktisk benytter han kun fire farver, som blandes nænsomt, men som giver et uendeligt farvespil, når man ser malerierne tæt på. Den grå farve blandes af alt andet end hvid og sort, som han aldrig benytter sig af. Samtidig er fænomenerne hos Ulrik Møller en smule disede, konturerne synes udviskede og bliver til illusioner med et lidt luftigt og usikkert præg, som trådte fænomenerne ud af et anelsesfelt og såede tvivl om, om de er af denne verden, eller om de måske snarere er kaldt frem fra erindringens tågebanker.
I de senere år er Ulrik Møller begyndt at lave små film, som akkompagnerer malerierne. Her er han i høj grad inspireret af det urbane liv i storbyerne. I filmene suppleres motiverne fra barndomslandet i Vester Åby på Fyn med motiver fra europæiske metropoler som Berlin, Paris og London. Til udstillingen i Brandts 13 har han skabt en 80 minutter lang film – en roadmovie, der trækker på denne genre fra Hitchcocks ”Menneskejagt” over Dennis Hoppers ”Easy Rider” til Ridley Scotts ”Thelma and Louise”.
Men man havde næppe løst billet til en film af Ulrik Møller i en biograf. Den er og bliver et ekstra tilbud på en udstilling, hvor malerierne spiller hovedrollen. Jeg blev siddende hele filmen ud og faldt indimellem i en tranceagtig søvn, der blev afbrudt af filmens vildt spændende lydside. Vi kører i en bil ned gennem Europa fra Danmark til Monaco, hvor clouet blandt andet er det årlige Formel-1-løb i Monte Carlo. Undervejs passerer vi bjerge med sne på tinderne, kører gennem tunneler, langs floder og gennem landsbyer. Hele den otte sekvens lange film er menneskeforladt og optaget med kamera på bilens køler, og den udtrykker ligesom malerierne en eksistentielt søgende anonym chaufførs opdagelsesrejse i de stemninger, som landskaberne afsætter i hans sind.
Ulrik Møllers malerier er langsomme, tyste og meditative. Virkeligheden, der i høj grad er erindret, synes at trække vejret dybt ind, mens alle aktiviteter er standset. Vi holder to minutters stilhed med Ulrik Møller, inden virkeligheden – må vi formode – sætter i gang igen. Det er sjælekunst, som også kan formidle en religiøs følelse.8