Prøv avisen
Dramaserie

"Herrens Veje" afsnit 9: Miraklernes tid er forbi

2 stjerner
August kan ikke finde freden i niende afsnit af ”Herrens Veje” på trods af sit forsøg på at sætte sig fri fra fortidens forbrydelser. – Foto: Tine Harden

August finder Gud kun for at miste ham igen i dette næstsidste afsnit af ”Herrens Veje”, forfulgt af trængsel og alarm

”Jeg var så bange for at miste dig,” siger August fuld af brøde. Til Emilie eller til Jesus? Manien er kortvarigt nedtonet, for August har genoprettet verdens orden. Han tog ét liv, men reddede et andet, da de forudsigeligt næstekærlige charterdanskere reddede den unge flygtning fra udvisningen. Den politiske korrektheds dulmende dyne vandt, og tvetydigheden tabte. For i dette forsimplede afsnit, hvor lys og mørke på ny svinger ind mellem hinanden, er det de vedtagne sandheder, der triumferer.

Augusts selvbestaltede pagt – med Gud eller Djævelen – lover ham frisættelse fra fortidens forbrydelser. Men troen på Gud og Jesus kan ikke frelse nogen, lyder moralen i dette niende afsnit.

Vi må nærmest forstå, at der i troen ligger en brod af vanvid. Den tungetalende farfar, den absintdrikkende far, og sønnen martret af syner og neuroser. I Krogh-familien løber sindssygen ned gennem slægtens præster i det kunstigt opstillede skel mellem tro og videnskab.

De ikke-gejstlige, Christian og Elisabeth, kæmper i selvudviklingen og kærlighedens navn. Christians dybe vejrtrækning og ”simple living” er en tom skal, et påtaget oprør. For Christian kan ikke nægte sig selv noget og springer ned i ekskærestens seng med begge ben og åbne øjne. Vel vidende at han dermed sårer Amira og kaster sin nyvundne spiritualitet på liderlighedens bål. Elisabeth, den trofaste, vender hjem. Ofrer den kortvarige rus for løftet om medgang og modgang.

Ingen er forankrede i noget i ”Herrens Veje”. Monica hylder ligheden mellem muslimer og kristne, lige indtil det bliver en smule farligt. August render fra Herodes til Pilatus for at finde fodfæstet, men kan ikke finde freden. Elisabeth bliver præstefrue igen, men hvor længe kan det vare? Og Johannes svinger mellem sine sindstilstandes modpoler. Troen har han tilsyneladende i behold, men vi mærker det ikke.

For kampen for at finde eller fastholde troen flyder i dette afsnit ud i Christians eskapader og Elisabeths uklædelige brug af en gymnasieelev som sjælesørger. Det hele står lidt i stampe, både kærlighedsaffærerne og jagten på troen. Selv scenen i kirken, hvor August igen velsigner Johannes, er uden oprigtig gnist og evighedens lidenskab. Man skal rigtig føle i dette afsnit, men det bliver kunstigt, ydre spektakler uden indre ro.

Det er, som om der er kommet en distance til troen, til de eksistentielle temaer, i takt med at serien strider sig frem. Den dybe søgen efter en mening uden for den enkelte bliver forunderligt nedtonet. Dermed bliver troen til et instrument, et rent fortælle-teknisk greb. Ikke noget i sig selv. ”Herrens Veje” er ikke længere en udforskning af tro. Det er blevet til endnu en runde kærlighedsforviklinger, hvor Johannes nærmest holdes ud i strakt arm som et kuriosum i kjole og krave.

Selvom Emilie bærer et barn, er miraklernes tid tilsyneladende forbi. På søndag får vi finalen. Lad os håbe, de fabelagtige kim, der blev sået i de første afsnit, ikke visner fuldstændig, inden de overhovedet når at springe ud i fuldt flor.