Jeg ved ikke, hvor mange andre forældre til udviklingshæmmede børn, der nogle gange har været ramt af fantasien om, at det hele pludselig løser sig. Drømmen er kunstnerisk formidlet i den danske film ”Superbror” fra 2009, instrueret af Birger Larsen med manuskript af Åke Sandgren. Her oplever drengen Anton (og hans mor), at den autistiske storebror Buller ikke bare bliver normal med ét slag, men sågar bliver en superbror med superkræfter. Det skyldes påvirkning fra rummet, og det varer ikke ved.
Jeg har ikke drømt om det som en enkeltstående begivenhed, men som noget der udspiller sig over en periode. Pludselig en dag kan vores søn Anders noget, han ikke har kunnet før. Næste dag siger han noget, han egentlig ikke burde kunne sige. Vi smiler til hinanden, min kone og jeg, hvert lille fremskridt tæller jo, men det er alligevel utroligt, som de begynder at komme som perler på en snor. Nogle gange er det ikke enkeltstående ting, men en ny dybde i forståelse og tilgang til verden.
Vi er forbløffede, men vi vælger at lade som ingenting, vi klapper faktisk helt i, vi tør slet ikke omtale det af frygt for, at det forsvinder igen. Den forbedrede funktionalitet glider bare lige så stille ind i hverdagen. Anders smiler, som om han morer sig over det og os, men ellers ikke betragter det som nogen big deal.
Tvillingebror Rasmus bliver lidt utryg, som hvis katten pludselig var begyndt at ændre adfærd. Fra et vist tidspunkt reagerer institutionerne selvfølgelig, pædagoger og lærere, først med glæde og positive meldinger, så med en vis uro og undren, de kan ikke bare lade som ingenting, der må samtaler og undersøgelser til, og bagefter kunne vi aldrig huske hvornår vi passerede the tipping point, hvornår vi gik fra, at Anders gjorde forbløffende fremskridt, til at Anders er blevet normal, han kan gå på samme skole som sin bror, de følges ad om morgenen, hen ad fortovet med deres små skoletasker på ryggen.
Men de mange dage, de mange små mirakler, at de blev uophørligt ved med at komme, det var nok det, jeg nød mest i fantasien, måske tog det 100 dage i alt.
Virkeligheden er en mere broget affære. Alligevel oplever man jo hele tiden udvikling og ting, man aldrig havde forestillet sig. De kommer bare i super slow.
Anders er blevet 18 år. Forleden formiddag kom min kone og han vandrende på Frederiksberg. De havde været til tandlæge, og nu fulgte hun ham over på aktivitetstilbuddet. Hun trak med cyklen, og han spurgte pludselig: ”Mor, må jeg ikke lige prøve din cykel?”.
I et anfald af ubetænksomhed sagde hun ja, hvorefter Anders frisk cyklede af sted og hurtigt forsvandt ud af syne, selvom hun prøvede at kalde ham tilbage. Anders plejer ikke at cykle selv i trafikken, og de var i et kvarter, han måske ikke kendte. Fuld af bange anelser kom hun hen på institutionen, Anders var ankommet, men han kunne godt nok ikke lige huske, hvor han havde gjort af cyklen med mors taske, pung, nøgler og mobiltelefon i cykelkurven.
De fandt den lænet op af et træ på den anden side af vejen, ulåst, men med tingene i behold, hurra for tillidskulturen.
Anders er i god fysisk form. Forleden løb han motionsløbet Christianshavnermilen på 7,5 km. Vi havde indskærpet ham, at han skulle spare på kræfterne i starten, lytte til sin krop, løbe sit eget løb og så videre. Vi ville nødigt have, at han gik død midtvejs eller fik et epileptisk anfald, fordi han pressede sig selv for hårdt.
Anders lagde da også ud i et meget adstadigt tempo, og så vidt vi kan regne ud på løbetiden og et møde med kusine Kirsten midtvejs i løbet, holdt han det tempo indtil 200 meter før målstregen, hvorefter han fuld af power og med armene hævet i triumf overspurtede en dame, han havde fulgtes med et stykke tid.
Jeg har ikke set så overlegen disponering af kræfterne, siden Muhammad Ali hang i tovene i otte omgange i boksekampen i Zaire for til sidst at træde frem og slå George Foreman i gulvet.
Moralen er vel, at miraklerne sker. En gang havde vi aldrig set for os, at Anders kunne cykle alene rundt i byen eller selv løbe et motionsløb. Vi står og kigger på med livet i hænderne og hjertet oppe i halsen. For der er også meget, der kan gå galt, og det er hårdt for nerverne at leve et liv, hvor miraklernes tid ikke er forbi.