Kaj Munk-instruktør: Miraklet er kærlighedens kraft

Den tyske instruktør Anja Behrens ønsker at forløse Kaj Munks ”Ordet” så alle, uanset tro eller ikke-tro, vil omfavne alt det, som ikke kan forklares. Selv praktiserer hun meditation og betragter sig som buddhist. I næste måned har hendes forestilling premiere på Aarhus Teater

Anja Behrens havde aldrig hørt om Kaj Munk og ”Ordet”, da hun blev bedt om at instruere forestillingen, der snart har premiere på Aarhus Teater. I hendes version håber hun, at publikum vil opleve stykket som et levende maleri. – Foto: Mikkel Cantzler Christensen/Aarhus Teater.
Anja Behrens havde aldrig hørt om Kaj Munk og ”Ordet”, da hun blev bedt om at instruere forestillingen, der snart har premiere på Aarhus Teater. I hendes version håber hun, at publikum vil opleve stykket som et levende maleri. – Foto: Mikkel Cantzler Christensen/Aarhus Teater.

I 2006 blev ”Ordet” optaget i Kulturministeriets Kanon for Scenekunst, fordi skuespillet, som det hedder, ”er skrevet med en vildskab, der får en til at sluge det scene for scene. Det er vanskeligt at finde plads til tvivlen, så længe man befinder sig i Kaj Munks overspændte univers”.

Spørger man Anja Behrens, behøver vi mennesker egentlig slet ikke at tvivle, når det handler om mirakler, som det der sker, når kvinden Inger i ”Ordet” opvækkes fra de døde. Mirakler skal, ifølge instruktøren, blive ved med at være netop mirakler, altså metafysiske hændelser, som ikke kan forklares, og som vi derfor heller ikke behøver at forstå. Eller bruge tankevirksomhed på at tvivle på. Selvom Kaj Munks ”Ordet”, som hun ser det, er fuld af tvivl.

”Det ville være dejligt, hvis vi kunne blive bedre til at omfavne det, som er tro og dermed hverken kan eller skal forklares,” siger hun.

Sceneinstruktøren Anja Behrens er født og opvokset i Tyskland og bosatte sig først i 2008 i Danmark sammen med sin danske mand. Da Aarhus Teaters direktør, Trine Holm Thomsen, ringede hende op en dag og spurgte, om hun havde lyst til at instruere ”Ordet”, var hun totalt blank på både Kaj Munk og hans skuespil.

”Jeg læste teksten med helt friske øjne og fik med det samme en fornemmelse af både intensitet, kompromisløshed og provokation. Det rørte mig dybt, at teksten var så ren. Og i dag, hvor jeg har læst teksten flere gange og naturligvis også set Th. Dreyers film (’Ordet’ fra 1955, red.) og står med dramaet i øvelokalet sammen med skuespillerne, slår det mig stadig, at det er den rene tro på det at gøre det umulige muligt. Det mirakel, der sker, er den rene tro på kærlighedens kraft. Bare sådan og uden antydning af filter eller ironi. Det sker simpelthen bare. Det kan jeg virkelig godt lide, for jeg har selv en dyb længsel efter, at man kan gøre det umulige muligt med kærlighedens kraft,” siger hun, da hun for en stund har sluppet skuespillerne i øverummet for at fortælle om, hvad Aarhus Teaters publikum kan forvente sig, når hendes version af den kanoniserede forestilling har premiere senere i februar.

”Jeg ved godt, at ’Ordet’ også handler om vanvid, fortvivlelse og sorg om alt muligt andet, men det er stadig de meget rene følelser, og det tror jeg virkelig kan forløse noget i os moderne mennesker, der lever i en verden, hvor alting er komplekst og til forhandling,” siger Anja Behrens.

LÆS OGSÅ: For instruktør Anja Behrens har operagenren altid virket fremmed. Men da muligheden bød sig, var hun ikke i tvivl

Kaj Munks tekst er lang. To en halv time tager det, hvis man læser den fra ende til anden. Sammen med scenograf David Gehrt besluttede Anja Behrens hurtigt, at det var alt for længe, og de har i stedet lavet, hvad hun kalder en ”mavepuster” på én time og 45 minutter uden pause.

”Vores forestilling er ét bevægende billede, og det, der foregår inden for rammen, er halvt tekst og halvt fysiske bevægelser. Dermed er mere end halvdelen af Kaj Munks tekst skåret fra, og alligevel fortæller vi hele historien i, hvad vi håber bliver et intenst ekstrakt,” siger instruktøren og tilføjer, at scenebilledet blandt andet er inspireret af lysvirkningerne i Vilhelm Hammershøis malerkunst.

”Jeg har lyst til, at man skal opleve forestillingen som et levende maleri,” siger hun.

I rammen bliver der undervejs vist videoprojektioner fra Vesterhavet med himmel, skyer, hav og sand og kampen mellem lys og mørke.

”For mange mennesker kan det være en næsten religiøs oplevelse at stå over for stor naturkraft. På samme måde som tro kan åbne op for tanker og ønsker, der ikke er begrænset af intellektuel viden, kan naturen gøre det,” siger Anja Behrens og fortsætter:

”Det er mit ønske, at både troende inden for alle mulige trosretninger og ateister kan forbinde sig med Kaj Munks stykke om kærlighedens kraft. Man vil givetvis blive berørt på forskellige måder. Også som kristen, hvor det betyder noget, om man er grundtvigianer eller bekender sig til Indre Mission. Man kan sige, at hans lillebitte boble, som er den vestjyske by med troskampe mellem kristne retninger, er et billede på den store eksplosive verden, hvor krige kan opstå, blot fordi nogle mennesker ikke har samme tro. Jeg håber, at forestillingen vil vise, at vi alle kan samles om længslen efter kærlighedens kraft.”

Anja Behrens er vokset op i et hjem i Hamborg i Nordtyskland, hvor der ofte blev diskuteret politik og værdier, men hvor tro ikke fyldte noget som helst. Som voksen har hun imidlertid været søgende efter at opnå forbindelse med en spirituel kraft, og det betegner hun som en spændende livsrejse. En rejse, som hun derfor stadig er på, selvom hun har fundet sit ståsted i buddhismen og praktiserer regelmæssig meditation morgen og aften.

”Det har taget lidt tid for mig at kunne placere det i mit indre system, for jeg var simpelthen ikke vant til at tænke i de baner. Når man ikke i forvejen har en tro eller nogle ritualer, er det meget åbent og også meget spændende, hvad man så gør med den længsel,” siger Anja Behrens, der formulerer sig nuanceret på dansk med en umiskendelig tysk accent.

Det er nu 12 år siden, hun valgte buddhismen som sin livsfilosofi.

”Meditation er blevet min måde at komme i kontakt med ønsker om trøst og kærlighed på. Men for mig betyder det ikke, at det er det eneste rigtige. Det betyder til gengæld, at jeg går med på troens præmis om, at der er noget større end os selv. Det må aldrig handle om, hvem der er den rigtige eller den forkerte Gud,” siger Anja Behrens og fastslår, at den tilgang til religion er vigtig i hendes arbejde som instruktør.

”Det er et tema, der er med i meget af det, jeg laver. Det var måske også derfor, at Aarhus Teaters direktør ringede til mig, da idéen om at opføre Kaj Munks ’Ordet’ opstod,” siger hun.

Anja Behrens har senest blandt andet instrueret ”Underkastelsen” af Michel Houellebecq på Betty Nansen Teatret på Frederiksberg i København og ”Symposium” af Platon på Det Kongelige Teater i København.