Mirakuløs film om bier giver stik i hjertet

Den italienske film ”Miraklerne” er en livsklog, usentimental og suverænt fortalt historie om en families alternative livsform og tvetydige sammenhold

Instruktøren Alice Rohrwacher og hendes fotograf Helene Louvart lægger sig i billedstilen efter den historiske italienske neorealisme i dens mest rørende, sanseligt nærværende og menneskelige øjeblikke. På Cannes-festivalen 2014 modtog ”Miraklerne” juryens Grand Prix. - Foto: Natlysfilm

På et tidspunkt kan en bidronning bryde ud af et bo og flyve et andet sted hen. Straks følger alle arbejderbierne efter hende og klumper sig summende sammen om hende for at stifte et nyt hjem.

Den mægtige sværm af bier kan være vanskelig at få på plads igen i bikuben. Det gælder om at få dronningen fanget ind, så følger alle de andre efter.

Det italienske drama ”Miraklerne” skildrer en sådan hændelse, hvor bierne sværmer uden for kuben og skal fanges ind igen.

Men fantasiernes kæmpebier kan vise sig at være for store til virkelighedens kube, som salig Selma Lagerlöf skrev i romanen ”Gösta Berlings saga”. Så enten slipper man fantasien løs, eller også fanger den ind og sætter tingene på plads inden for virkelighedens rammer.

Lidt det samme gælder menneskene i en familie. En dronning kan drømme om at bryde ud af boet, og så må hun fanges ind igen, inden fantasien om friheden og alle de muligheder et nyt liv hinsides hjemmets og familiens horisont byder sig til.

Det er den historie, som den italienske instruktør Alice Rohrwacher fortæller i sin originale lille film fra campagnen et sted i Norditalien. I hvad der mest af alt ligner et for længst nedlagt husmandssted, lever en familie med far og mor, tante og fire børn.

Faderen er en overvintret tysk hippie, Wolfgang (Sam Louwyck), der har fundet sin kvinde (Alba Rohrwacher) i Italien og slået sig ned på landet med en mængde idéer om at leve et alternativt liv uden for det materielle ræs i byerne og tv's åndløse flimren. Familien lever af fåreavl og biavl.

Den flydende gyldenbrune honning fremstilles efter gamle mekaniske principper og naturligvis økologisk, så naboens kemiske ukrudtsmiddel er en torn i øjet på Wolfgang.

Han lever med biernes brodde, men ikke med den moderne verdens rationale. Og han fordrer, at både hans kone, hans søster og hans døtre skal leve på samme måde. Wolfgang er på en gang hippie og patriark, dominant voksen og uskolet barn, normløs og alligevel fuld af forudfattede meninger.

Men ikke alle er helt med. Den ældste datter Gelsomina (Maria Alexandra Lungu) forguder sin fader og gør alt for ham. Hun har overtaget en del af husholdningen og er på mange måder blevet for tidligt voksen.

På vej ind i puberteten begynder hun imidlertid at få andre følelser, rammes af udlængsel og drømmer om livet i Milano. To begivenheder flytter hende afgørende ind i en anden verden end hjemmets. Hun forvandler sig med andre ord til fantasiens kæmpebi, der ikke længere passer ind i virkelighedens kube:

En tv-station producerer ”Landets mirakler”, hvor udvalgte lokale bønder konkurrerer om at skabe det mest autentiske produkt. Wolfgangs honning er selvskreven, men han vil naturligvis ikke deltage i det syntetisk iscenesatte show.

Det vil derimod Gelsomina, der ser sine drømme forløst i den blændende smukke tv-værtinde - og hvem gør ikke det! Hun spilles af selveste Monica Bellucci!

For at tjene lidt ekstra penge tager Wolfgang tillige et plejebarn, en småkriminel og indelukket tysk pubertetsdreng, der som led i et rehabiliteringsforløb skal bo og arbejde hos familien.

Begge disse begivenheder sætter handlingen i skred. Ikke på nogen hverken overdreven eller dramatisk måde.

Livet går sin gang på gården, dagligdagen forrykkes kun umærkeligt, og intet bliver sagt mellem far, mor og døtre, som rækker ud over den dagligdags tale og de små trakasserier.

Det er det helt eminente greb i Alice Rohrwachers ”Miraklerne”, at intet mirakuløst finder sted. Alt er ikke spillet, men underspillet, og tingene sker med en følgerigtighed, der er blottet for udvendig gestik og store ord.

Filmen er som Wolfgangs honning et naturprodukt, hvor skuespillerne nærmest synes at blive identiske med de karakterer, de gestalter. Det er frydefuldt at bevidne en casting, der er så overbevisende, at man fuldkommen glemmer, at det er en spillefilm, man ser.

Læg dertil, at ”Miraklerne” ikke er optaget digitalt, men på klassisk 16 mm-rulle, der giver disse let kornede billeder med en egen malerisk patina.

Alice Rohrwacher og hendes fotograf Helene Louvart arbejder i den henseende stilbevidst og lægger sig efter den historiske italienske neorealisme i dens mest rørende, sanseligt nærværende og menneskelige øjeblikke.

”Miraklerne” er en lille filmisk perle. På Cannes-festivalen 2014 modtog den fuldt fortjent juryens Grand Prix. Godt, at det nystartede distributionsselskab Natlys har sikret ”Miraklerne” dansk biografpremiere. Det fortjener at blive set. Den giver (bi)stik i hjertet.