Prøv avisen
Koncert

Liflig fortolkning af ”Messias” dannede mirakuløse musikalske guirlander

5 stjerner
I det overvældende ”Hallelujah” – og i den tindrende og tudeskønne slutsats, hvor det ene ord amen blev sunget og spillet, så det dannede mirakuløse musikalske guirlander under hvælvingerne i Christian den Fjerdes gamle kirke, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Billedet er fra "Messias" i Holmens Kirke 2016. Foto: Ivan Riordan Boll/ritzau

Mogens Dahl gav en veloplagt og liflig fortolkning af ”Messias” i en stuvende fyldt Holmens Kirke

Der er flere gode grunde til, at publikum jul efter jul fylder Holmens Kirke i København til bristepunktet for at opleve Händels mesterlige ”Messias” i den version, Mogens Dahl og hans kor har valgt at fremføre.

Det er sjældent at høre det ikoniske værk helt uden forkortelser, og det var da heller ikke tilfældet i fredags. Men også denne gang var beskæringerne – udelukkende foretaget i anden og tredje del af oratoriet – gjort så nænsomt og velovervejet, at de ikke gik ud over værkets særlige og enestående sammenhængskraft.

Det mest slående eksempel på Händels vidtfavnende mesterskab er måske, at det himmelstræbende Hallelujah-kor, der sætter punktum for anden del, efterfølges af den inderlige og fortrøstningsfulde sopranarie ”I know that my redeemer liveth” (Jeg ved, at min frelser lever).

Denne arie, et af de smukkeste eksempler på Guds tilstedeværelse i musikken, blev enkelt, præcist og gribende sunget af sopranen Dénise Beck, en af de fire solosangere, der på skift trådte frem for at give deres personlige farve til helhedsbilledet.

Den statelige svensker Karolina Blixt varetog altpartiet i oratoriet og havde megen varme i sin klangskønne stemme, men tog sig i det dybe leje et par (dramatiske) friheder.

Den engelske tenor James Oxley var ren verdensklasse, smældende klar og suveræn i sine fraseringer af de bibelske ord, og hans landsmand, basbarytonen Peter Harvey, var på niveau med ham, ikke mindst i arien ”The trumpet shall sound”, ledsaget af smældende trompetfanfarer fra Paul Sharp og Phillip Bainbridge i Orchestra of the Age of Enlightenment.

Dette London-baserede ensemble passer som fod i hose til Mogens Dahls koncept. ”Messias” bliver spillet med glød og glæde – men også med en fin fornemmelse af, at det er ganske unødvendigt at drive rovdrift på Händels musik. Den naturlige vej er den rette: fremdrift uden at forcere.

Det samme gælder de 16 sangere i Mogens Dahl Kammerkor, fire gange fire: sopraner, alter, tenorer og basser. I lighed med musikerne i det britiske orkester er deres glæde ved denne musik både hørbar og synlig, smilene lyser op, og de er alle i stand til at løfte de store korsatser, når der virkelig skal sættes trumf på:

I det overvældende ”Hallelujah” – og i den tindrende og tudeskønne slutsats, hvor det ene ord amen blev sunget og spillet, så det dannede mirakuløse musikalske guirlander under hvælvingerne i Christian den Fjerdes gamle kirke.

Et vigtigt apropos til de læsere, der skal overvære en fremførelse af ”Messias” i en af landets kirker eller koncertsale, og til dem, der ikke får lejlighed til det:

”Messias” findes i december som ”podcastjulekalender”, skabt af Katrine Nyland Sørensen, tidligere mangeårig programvært på DR. Man bliver meget klogere på ”Messias” af at besøge hjemmesiden ”handelmessiah.dk”.

Jeg har ikke snydekikket bag lågerne, så jeg må nøjes med at berette, at de første 11 har været præget af fremragende formidling. Ren ”rejoice greatly”, for nu at sige det på ”händelsk”. Det er snart jul, og mon ikke der gemmer sig et fuldtonende amen bag den 24. og sidste låge