Mens vi i dagligdagen ser tilværelsen som en række handlinger, hvor vi forsøger at navigere imellem forskellige rutiner og fastlagte mål, så kender de fleste også til oplevelser, som sprænger sig ud af tiden, rummet og de normale adfærdsmønstre, som omgiver os. Sådanne øjeblikke, hvor man sanser forbindelser mellem adskilte oplevelser, og hvor tanker og følelser smelter sammen på mirakuløs vis kaldes af mystikere og kunstnere for visioner eller epifanier. De rigtig gode digtere har imidlertid ofte en søvngængeragtig sikker sans for at skildre sådanne oplevelser, og blandt Nordens bedste digtere, som har denne evne – som i tilfældene med Tomas Tranströmer, Tor Ulven og Henrik Nordbrandt – bør vi tilføje den finsk-svenske digter Tua Forsström. Det er derfor glædeligt, at Forsström, der fik Nordisk Råds Pris i 1998 og fra 1995 til 2007 blev udgivet tre gange på dansk, igen lanceres på dansk med en dobbeltudgave af de to værker ”En kväll i oktober rodde jag ut på sjön (2012) og ”Anteckningar” (2018).
I ”En aften i oktober roede jeg ud på søen & Optegnelser” ser vi i digt efter digt, hvordan verden pludselig kan ændre sig til det vidunderlige eller det forfærdelige, hvor alle svære begreber og kategoriseringer er sluppet om, og hvor alt fornyer sig eller går under som i den følgende tekst:
”Jeg fortæller min læge/ at mennesket har et automatisk hjerte/ som slår indtil en skrøbelig forbindelse forstyrres/ Der kom tordenvejr om natten og strømafbrydelse,/ men jeg ville ønske, at du havde set den røde/ sky forinden som pludselig var der over vigen/ belyst nedefra af solen der var gået ned/ da jeg kørte hjem fra Ekenäs/ og spejlingen i vandet, det brændte!/ Jeg overdriver ikke. Et par minutter senere/ var alt ved det gamle men forandret/ Fårene går og græsser, standser op.”
Forsströms varemærke er altid de koncentrerede billeddigte, hvor en følelse af nærvær og total tilstedeværelse i nuet skabes i en serie på én gang uhyre enkle og intenst skønne sansninger. Der passerer i løbet af digtene vidt forskellige stilarter og stemninger som i det følgende vidunderlige digt, hvor vi bevæger os fra dagligdags, nervøs passiar over eksistentiel filosofi til ekstatisk mystik:
”Vi skynder os ud da alarmen går,/ står i ophidsede grupper med/ frakken over nattøjet og snakker løs. ’Noget/ finder sted og vi balancerer på en ramponeret planke/ på åbent hav, vi ved ikke hvorfra vi kom eller hvor/ vi er på vej hen’, skrev Albert Einstein ( i tresårsalderen. Røgen luftes ud, brandmændene/ tager af sted. Vi kan vende tilbage til vores værelser./ Jeg lukker vinduet: friskt, fuldmåne over sneen./ Den klare nat. Et grønligt, glitrende lys over/ Stockholm, som om vi var inde i isen.”
Køb straks denne fænomenale digtsamling!