Mirian Dues poetiske bønner giver stof til eftertanke

Mirian Due lader i sin tredje digtsamling bønnen glide ind i poesien. Resultatet er både smukt og tankevækkende

"At læse Mirian Dues nye digtsamling føles på mange måder som at gå ind i et kirkerum. Ikke fordi den prædiker. Men fordi hendes digte har den samme svale, milde, nærmest tyste energi over sig, hvor ordene føles som ømme strøg over kinden," skriver anmelder Martin Rohr Gregersen
"At læse Mirian Dues nye digtsamling føles på mange måder som at gå ind i et kirkerum. Ikke fordi den prædiker. Men fordi hendes digte har den samme svale, milde, nærmest tyste energi over sig, hvor ordene føles som ømme strøg over kinden," skriver anmelder Martin Rohr Gregersen. Foto: Leif Tuxen

At læse Mirian Dues nye digtsamling, den tredje i rækken, med den smukke titel "Inden vi går ind i livet på jorden", føles på mange måder som at gå ind i et kirkerum. Ikke fordi den prædiker, det gør den ikke. Heller ikke fordi Due tidligere har gjort sig bemærket som salmedigter. Eller fordi hun, som hun også gjorde i det fremragende øko- og moderskabspoetiske værk "Vågent" (2021), gerne lader salme- og bibelstof ("Salmernes bog" spiller for eksempel en afgørende rolle) flyde ind i poesien. Men fordi hendes digte har den samme svale, milde, nærmest tyste energi over sig, hvor ordene føles som ømme strøg over kinden.

De er ikke store i slaget, digtene, men den verden, som de lader én tage del i, er derimod stor med blik for både den levende natur, troen, det sociale liv, hverdagen, forældreskabet, den politiske virkelighed, det skrøbelige sind, tvivlen, afmagten og håbet. De slår ikke ud med armene, men folder hellere hænderne i en bøn. Læs bare dette digt fra samlingens første af i alt fire kapitler, ”Kæruldens kærtegn” (de andre hedder ”Voksne bønner”, ”Uro og lindring” og ”Kalven græder”): ”Mine bønner stiger/ op af det sommerhede græs/ som insekternes sværmen/ stillestående fart/ Inde under forandringens dobbeltstjerne/ kaster jeg flere skygger/ En forefaldende ny strategi/ taget op på et møde/ vedtages/ drikker af en rundsendt kantinekop/ hænderne danner koglekrans/ Nødvendigheden får os til at gå udenfor/ og tage del og give del/ valmuer stikker frem/ mellem græs og korn i flet.”

En slags verdensbøn kunne man næsten kalde det elegante – på en gang ligefremme og symbolladede – digt, hvor alt på sin vis tager del i bønnen. Det er karakteristisk for Dues indfølte poesi, at den på den måde søger forbindelserne i og til den verden, som den jo også selv er en del af: ”jeg vil gerne holde op med at tro, så jeg kan holde op med at forvente, at dette skulle betyde noget, men hver gang troen beskæres, vokser nye grene ud. havet har ikke øjne, og havet bæres ikke af jorden, men ligger nedsunket i dets verdensskåle. og bækkene, der siver ud i det. som bønnerne. trådene, jeg væver sammen”, som der rammende står om denne tilgang i et stærkt, rytmisk og udtryksfuldt prosadigt.

Hvis bønnen er en henvendelse og en hengivelse, så er "Inden vi går ind i livet på jorden" på samme måde altså et forsøg på at kaste en line ud for at knytte sig sammen med noget, der er mere end bare jeg'et selv, hvad enten det er medmennesket, næsten, som i dette påtrængende digt, der lader sine poetiske lygter skinne over samfundets mørke: ”På Glasvej står en kvinde med/ et grædende barn/ på fortovets bue ud mod et kryds/ Bilerne bremser og gasser op/ i et spil om at komme først/ gennem rækkerne/ Hvor er der en/ som kan lyse fred/ over barnet og kvinden og bilerne/ på Drejervej? på Vibevej? i Tagensbo?”. Eller naturen, som i en af de andre ”Voksne bønner”, hvor budskabet leveres med en livgivende humor, som får lov til at stå som en afsluttende anbefaling af denne rige, dybe og særegne samling af digte, som man gerne opholder sig i længe: ”Knyt dig til jorden/ du lever af/ knyt dig til de børn du føder/ Lad regn komme/ lad sol komme/ vær en hjort nogle dage/ en hest nogle andre/ Vær en ryle på træk”.

Mirian Due: Inden vi går ind i livet på jorden. 96 sider. 159,95 kroner. Forlaget Kronstork.