Mirjam Capelles debutroman er en dør ind til en verden, dybt præget af arv og æt

Mirjam Capelles debutroman er dybt personlig og en dør ind til en verden, der er dybt præget af arv og æt. Men historien, der er fortalt i brudflader, holder også læseren på afstand

Mirjam Capelles debut­roman ”Min sjæls vandmærke” er dybt personlig.
Mirjam Capelles debut­roman ”Min sjæls vandmærke” er dybt personlig. Foto: Leif Tuxen.

Der er steder, som definerer os, skriver digteren Søren Ulrik Thomsen i sit seneste essay. Hvor passeren sætter sin spids og tegner en cirkel: derfra min verden går.

For debutanten Mirjam Capelle er et sådant ”sted” de jødiske aner. Eller rettere ikke-sted. For netop det er dna’et i hendes livshistorie, som er hele den jødiske grundfortælling: ikke at høre til. Altid at være på vej og på flugt.

Mirjam Capelles mor er dansk jøde. Hendes familie var immigranter fra Polen og Rusland. På flugt fra forfølgelser, pogromer, social udsathed. Og dette særligt jødiske, hvor det så end sidder – i kulturen, i generne, i arven, i rødderne, i føddernes vandring over landegrænser, i sindet – det er det, der er blevet bestemmende, også for datterens identitet. Er blevet ”Min sjæls vandmærke”, som romanen så præcist hedder.

Vandmærket aner jegfortælleren hver dag, når hun ser sine mørkere farver i spejlet, som andre umærkeligt reagerer på. Også hendes mor har dette mørke i sig, der indimellem kan forvandle ansigtet til ”flydende lava”.

Og mere end 50 år efter sin fødsel beslutter Mirjam at klippe sit hår af og brænde det i ovnen. Med nøgent ansigt og plysset hoved, ligesom de kvinder i kz-lejrene, der står i lange rækker for at blive kronraget, optræder forfatteren således på bogens omslag. Fanget i passerens cirkel. Eller fri?

I hvert fald føler hun sig tættere på sine forfædre, jo ældre hun bliver. Mærket bliver kun tydeligere.

Mirjam Capelles roman bygger på kendsgerninger, mundtlige overleveringer og research, står der i efterordet. Og alle ”bærende personer” er autentiske. Så vi har grund til at tro, at vores jegfortæller, Mirjam, er millimeter fra forfatteren selv.

Første gang, vi møder hende, er hun 11 år. Det er den dag, hendes mor hulkende viser hende en film fra lejrene. Moderen var selv kun otte år, da hun måtte flygte til Sverige. Mens hendes bedstefar og hans kone blev sendt til Theresienstadt.

Herfra ved barnet hvorfor. Hvorfor mørket. Og herfra er der flere spørgsmål end svar.

Historien er fortalt i brudflader. Vi får glimt fra en barndom, hvor der hele tiden er små tektoniske plader, der forskubber sig under overfladen. Mor er opfarende, skrøbelig, men også sjov og generøs, til fars store ærgrelse. De køber hus i Lyngby, dobbelthus, så far bor i sin egen afdeling. Noget rumler.

Den elskede storebror Anders er det faste holdepunkt. Men også her er tektoniske plader. For et andet mærke i kødet er deres først ømme, så mere og mere skamtyngede erotiske lege. Indtil Mirjam som teenager siger stop.

Indskudt er også delvis autentiske (og for fremdriften sært punkterende) dagbogsblade fra kvinder i slægten op gennem det sidste århundrede. Og især beskrivelserne fra Theresienstadt er bevægende. Men meget nyt tilfører de ikke. Ud over at sætte tykkere streger under den historiske forankring.

Til en vis grad brydes cirklen, da Mirjam forelsker sig i tyske Christoph. Verden udvider sig, vinklen bliver bredere. For måske bærer også tyskere deres smertelige vandmærker? Og med Christoph kommer den kristne tro ind i hendes liv.

Mirjam Capelles debutroman er, som man kan forstå, dybt personlig. Og på en sært dragende måde insisterer den på sin egen iltfattighed. Hver linje er bundet til den lodrette akse, det jødiske, det stigmatiserende, den bevidst sætter for sig selv. På den måde både åbner og lukker den blikket. Vi kigger ind som læsere. Fascinerede. Og vi holdes på afstand. Det er godt. Men det er også trangt.

Gæsteanmelder Liselotte Wiemar er littarat og sognepræst.