At verden er af lave, og at alt var bedre i gamle dage, er en kendt sag for alle os, der har nået en vis alder. Men det er et synspunkt, der kan fremføres mere eller minder kvalificeret. Det samme kan overvejelser om, hvad det vil sige at være dansk.
Mens heroiske forsvar for frikadellen pågår, og danskheden forsøges sat på formel og kanon, kommer historikeren Henrik Jensen nu med sit bud på, hvad nationen er rundet af. Herunder hvorfor fædrelandskærligheden ikke er sådan at få has på for globalister, multikulturalister og EU-ideologer.
Pædagogisk og veloplagt skrivende tager Jensen os først med på en rejse, fra de første mennesker efter istiden trodsede det håbløse klima med alt for korte somre og tilsvarende lange vintre. Videre over kristendommens fortrængning af de nordiske guder, Reformationen til dannelsen af ”foreningsdanmark” med andelsbevægelse, højskolebevægelse og fagbevægelse blandt andet.
Bogen er ikke noget nationalistisk kampskrift. Tværtimod skelner Henrik Jensen strengt mellem nationalisme og patriotisme. Det gør han med udgangspunkt i George Orwells definition:
”Med patriotisme mener jeg hengivenhed til et bestemt sted og en bestemt livsform, som man mener, er den bedste i verden, men ikke har noget ønske om at påtvinge andre mennesker. Patriotisme er i sin natur defensiv, både militært og kulturelt. Nationalisme er på den anden side uadskillelig fra begær efter magt.”
Nationen Danmark er i udgangspunktet dannet af klimaet, argumenterer Henrik Jensen.
”Årstider, der er som nat og dag, førte til en splittet karakter præget af melankolsk behovsudsættelse og vægelsind, historisk udmøntet i en stædig rådvildhed. Eller en rådvild stædighed. Skyldsbevidstheden kan blive stor, når man har en flygtig sommer til at leve livet i og en lang vinter til at fortryde,” skriver han.
Det var en vigtig grund til, at Kristus med sit løfte om evigt liv i varmere klima kunne fortrænge de nordiske guder. Men i længden var det svært at forlige sindet med den katolske udgave af kristendommen, hvor skyld kan ordnes ved skriftemål.
”Det var ikke skæbnetungt nok for os,” hedder det i bogen.
Ud af alt dette voksede en nationalkarakter, hvor det med Henrik Jensens ord var pligten, der var leret. Man var forpligtet opad, nedad og til siden i det sociale rum. Man dannede det, der i dag går under betegnelsen civilsamfundet.
Så langt, så godt. Men herefter følger forfaldshistorien.
Velfærdsstaten er ifølge Henrik Jensen en naturlig konsekvens af ydre omstændigheder, der giver trang til at forsikre sig. Men i Norden har den, skriver han, udviklet sig ad absurdum. Især i 1970’erne, hvor den gradvist åd sig ind på det civile samfund.
”Staten var ikke nationen. Det civile samfund var nationen, staten var egentlig til for at forsvare nationen, men nu begyndte staten at føre sig frem, som om den var nationen,” skriver han.
Det, sammen med tankerne om universelle rettigheder, der opstod efter anden verdenskrig, tilsat en EU-ideologi, der vil nedbryde de nationale grænser, har sat fædrelandskærligheden under pres. Dertil kommer det autoritets- og dannelsestab, der fulgte af det såkaldte ungdomsoprør. Ud af det voksede troen på globaliseringen og drømmen om verdensborgerskabet.
Trods alle disse anslag har følelsen af at være dansk magtet at bestå. Og med god grund, argumenterer Jensen. Nationalstaten har indtil videre vist sig at være det eneste sted, hvor demokratiet kan udfolde sig.
”Demokrati forudsætter en forpligtende retsstat med territoriale grænser, og territoriale grænser forudsætter tydeligvis nationalstaten,” lyder argumentet.
Det er med andre ord en på mange måder mismodig bog om en nations storhed og forfald. Alligevel er den skrevet med betydelig humor, og til slut efterlades da også et vist håb og en kur mod det videre forfald.
Som nævnt er bogen ikke noget nationalistisk kampskrift. Den fanatiske nationalisme er tydeligvis forfatteren vederstyggelig. Men den er, mener han, en naturlig følge af håbløs insisteren på globalisme, multikulturalisme, verdensborgerskab og ikke mindst EU, hvis indre marked, han hylder, men som har udvidet sig ”over al måde og forstand”.
Kuren mod nationalisme er – med Orwells sondring – tværtimod insisteren på fædrelandskærlighed og patriotisme. Og hvordan gør man det?
Ifølge Henrik Jensen ved at insistere; ”selv om det ofte er mod vinden og op ad bakke eller endda ned ad bakke”. Insistere på sproget, på det nationale, på familien og på traditionerne. Være loyal over for nationen, hvilket med forfatterens ord vil sige: ”Føle sig forpligtet til at ’værne om’, uanset om det indebærer jernbanesabotage eller blot at rydde op efter sig, når man har hygget sig i parken.”
Det er en bog, der efterlader læseren underholdt, klogere, men ikke nødvendigvis med lysere sind.
Gæsteanmelder Hans Mortensen er forfatter og journalist ved Weekendavisen.